Den norske stiftelse Cultiva – Kriatiansand Kommunes Energiværksstiftelse – har en grundkapital på 1,44 milliarder norske kroner. Realafkastet af kapitalen bruges hvert år indenfor stiftelsens formål, som er at sikre arbejdspladser og gode levevilkår i Kristiansand. Støtten gives til projekter, der bidrager til nyskabelse, udvikling og kompetenceopbygning hos kreative miljøer i Kristiansand.
Stiftelsen er blevet til i forbindelse med at kommunen solgte en del af aktierne i energikraftværket Agder Energi A/S, hvilket tilførte kommunen en betydelig kapital. Kommunen vedtog, at de 1,44 mia. skulle gå til en uafhængig stiftelse med ovennævnte formål. Stiftelsen har egen bestyrelse og administration og er som sådan uafhængig af kommunen. Den blev etableret i december 2001, og de første udbetalinger fandt sted i december 2003, hvor der i alt blev udbetalt ca. 20 mio. NKR. I 2004 og 2005 er der investeret tilsvarende beløb. Alt i alt temmelig mange penge i en kommune som Kristiansand med ca. 75.000 indbyggere.
Baggrunden for Cultiva
Cultiva blev ved etableringen tænkt som led i en større strategi for udviklingen af Sørlandet/Agder. Med udgangspunkt i rapporten Surt liv på det blide Sørlandet fra 1994, som dokumenterede opsigtsvækkende dårlige resultater på forskellige levevilkårsindikatorer, blev der udarbejdet et strategidokument Fælles mål på Agder, som foreslog en række tiltag. Der blev bl.a. fokuseret på de fire K’er som vigtige infrastrukturtiltag til ved egen hjælp at løfte landsdelen: Kompetence, Kunst, Kultur og Kommunikation. Cultiva, og en anden tilsvarende stiftelse Kompetencefonden, som har en grundkapital på 0,7 mia. NKR., blev bl.a. oprettet i kølvandet på dette. Desuden blev det fastslået, at kommunerne måtte have større fokus på deres primærfunktion, som er at skabe gode levevilkår for borgerne, og der blev taget en række andre konkrete initiativer, især indenfor kommunikation, som fx bredbåndsudbygning, bedre infrastruktur ved lufthavnen, ny lokaliseringsplan for havnen og ny færgeterminal, bompengefinansiering af nyt vejsystem samt en satsning på at gøre den lokale højskole HiA, Højskolen i Agder, til universitet.
Cultivas tildelingskriterier og investeringer i projekter
I Cultiva må ansøgerne, for at komme i betragtning, arbejde indenfor området kunst, kultur og kundskabsudvikling indenfor feltet. Cultivas medvirken er tidsafgrænset og kan gives både til projekter og investeringer, men der gives ikke permanent driftsstøtte. Desuden skal aktiviteterne have betydning for udviklingen af Kristiansand, således at de primære aktiviteter skal være lokaliseret i Kristiansand. I tillæg lægges der vægt på følgende kriterier, når ansøgningerne vurderes: graden af kreativitet og nyskabelse, at aktiviteten foregår på et højt kvalitativt niveau, kompetenceopbygning, netværksopbygning, internationalisering, ligestilling og tolerance samt renoméopbyggende tiltag, som bidrager positivt til Kristiansands omdømme uden for regionen. Endelig tages det grænsesprængende og debatskabende med som positive elementer i vurderingen.
Det er en vældig vanskelig opgave at prioritere Cultivas midler i forhold til formålet samt disse forskellige kriterier, idet der er tale om et meget komplekst område, hvor transmissionsmekanismerne (og ikke mindst hvad der i sidste ende kommer ud af det) ikke er hverken særligt klare eller gennemskuelige, og effekterne formentlig først vil vise sig på længere sigt. De første års tildelinger skal vel nærmest ses som en periode, hvor der er satset bredt på mange forskellige typer af projekter inden for kultur- og oplevelsesøkonomien, som både omfatter projektmidler til nyetableringer, formidling (herunder ikke mindst digital formidling), festivaler, produktion, workshops/udredninger/konferencer, uddannelse og infrastrukturtiltag inden for feltet. Det vil derfor være afgørende, at der i de kommende år evalueres og følges op på projekterne med henblik på at vurdere, hvad der er kommet ud af det.
Som eksempler på nogle af de konkrete projekter Cultiva indtil videre har støttet kan bl.a. nævnes ArtsPages International, som formidler musik til distributører over hele verden på vegne af rettighedshavere via mobile løsninger og bredbånd, NorgesFilm AS, som formidler norske film via bredbåndet, Kristiansand Grafikværksted, forskellige projekter og udvikling af uddannelser på HiA, Højskolen i Agder, samt udviklingsprojekter knyttet til etablerede institutioner i Kristiansand som Kristiansand Dyrepark, de Internationale Kirkefestspil og QuartFestivallen. Desuden er Cultiva sammen med Kristiansand Kommune gået ind i byggeri af et Teater- og Koncerthus samt et nyt fodboldstadion.
Nye og bredere perspektiver
I løbet af de seneste 10-15 år har der i Danmark og Norge, som mange andre steder, været en fortsat politisk fokus på temaet »kultur, erhverv og økonomisk udvikling«, men fokus har ændret sig, og perspektiverne er blevet bredere end tidligere. I Danmark har vi indenfor de seneste år fået to redegørelser om emnet: Danmarks kreative potentiale fra 2000 og redegørelsen: Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien – 5 nye skridt på vejen fra 2003, og Norge fik i år en stortingmelding om Kultur og Næring. Men der er også taget flere konkrete initiativer rundt omkring. I Danmark er Musicon Valley i Roskilde et eksempel på dette, og i Norge kan Cultiva stiftelsen i Kristiansand siges at været et eksempel på, hvordan disse overordnede udviklingstendenser bliver udmøntet i konkrete tiltag.
I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne var der primært fokus på de kortsigtede forbrugseffekter, de såkaldte ringvirkninger eller multiplikatoreffekter, som er knyttet til, at besøgende i forbindelse med besøg på (offentlig støttede) kulturinstitutioner, også har et forbrug i tilknytning til besøget, fx på restauranter, hoteller o.l. Disse afledte økonomiske effekter blev brugt til at ”bevise”, at kultur kunne betale sig, og blev dermed ofte brugt i en kulturpolitisk argumentation om offentlig støtte til kulturen. Et argument, der i mange tilfælde lod sig tilbagevise fra såvel et kulturpolitisk som et økonomisk perspektiv. I de senere år er perspektivet imidlertid blevet bredere med hensyn til sammenhængen mellem kultur, erhverv og økonomisk udvikling.
I dag er der således lagt større fokus på den erhvervspolitiske dimension og forholdet til erhvervslivet:
- Kultur er et erhverv i sig selv (dette gælder først og fremmest de kreative brancher og den kommercielle del af kultursektoren, som film, musik, computerspil, design, mode m.m.)
- Betydningen af kreativitet, design og oplevelser for udviklingen af andre produkter og erhverv
Og der er god grund til at tro på, at det er rigtigt, at kultur- og oplevelsesøkonomien er et felt i vækst. Således er der meget der tyder på, at den økonomiske udvikling, i sig selv genererer mere kultur, primært på grund af stigende efterspørgsel efter kultur og oplevelser, idet stigende indkomst og uddannelse bl.a. påvirker kulturforbruget positivt. Denne efterspørgsel i form af privat forbrug, retter sig imod såvel den offentligt støttede kultur som den kommercielle kultur og kulturindustrierne samt oplevelser og design knyttet til almindelig produkter.
Udgangspunktet for Cultiva adskiller sig fra tidligere tiders argumentation ved ikke at skulle drive offentlig kulturpolitik med de forskellige kulturpolitiske målsætninger, det indebærer – det tager kommunen og staten sig af, og her bør det stadig gælde, at hensynet til arbejdspladser og økonomisk udvikling hverken kan eller skal være dominerende. Cultiva giver således heller ikke fx permanent driftsstøtte til (offentlige) kulturinstitutioner etc., men giver derimod primært midlertidig projektstøtte og risikovillig kapital til nyetableringer samt generelle kompetenceopbyggende tiltag o.lign. inden for feltet. Således er en del af investeringerne også rettet imod den kommercielle del af kulturlivet og de kreative brancher, hvorfor det har været nødvendigt at vedtage nogle særlige regler vedr. støtte til produktion samt at tage nogle forholdsregler for at undgå konkurrenceforvridning.
Regionernes konkurrence
Fra et overordnet synspunkt kan man godt diskutere, hvor mange ressourcer det er hensigtsmæssigt at benytte i kampen om at positionere sig i forhold til andre byer og regioner med henblik på at tiltrække turister, indbyggere og erhverv, og måske ikke mindst kreative mennesker og kulturindustrier. Det kan fx ikke være hensigtsmæssigt, at alle større byer i Norge konkurrerer om at blive filmby. Når det drejer sig om at tiltrække turister, indbyggere og virksomheder, sker udviklingen det ene sted i en vis udstrækning på bekostning af udviklingen et andet sted.
På den anden side er det klart, at det for den enkelte by, kommune eller region, fra en policyorienteret synsvinkel kan være hensigtsmæssigt at positionere sig med henblik på at skabe en gunstig udvikling og ikke ”tabe” i konkurrencen. Kulturindustri og kulturelle erhverv er i vid udstrækning urbane i sin karakter, og derfor kan det i et land som Norge (men også andre steder) være vigtigt at forsøge at undgå, at al udvikling koncentreres i Oslo, men at der også ude omkring i regionerne arbejdes for en gunstig udvikling. På denne baggrund har den norske forsker Georg Arnestad, HSF, Højskolen i Sogn og Fjordane, bl.a. fremført tanken om regionalt baserede fonde for kulturbaseret erhvervsudvikling, idet der netop er mangel på såkornmidler og investeringsmidler på dette område.
Alternative anvendelser af pengene
Om Kristiansand ville have mere glæde af, at de midler der nu er tilført Cultiva, var brugt anderledes er ganske vanskeligt at svare på. Hvis midlerne (altså afkastet af grundkapitalen) alternativt var gået ind i kommunens samlede driftsbudget, som er af størrelsesordenen, 3,5 mia. NKR., ville det så have haft større effekt på arbejdspladser og levevilkår i Kristiansand? Formentlig ikke – men det kan ikke fastslås med sikkerhed. Kristiansand har i stedet valgt en bevidst strategi, hvor der satses forholdsvist massivt på et område, som må antages at være i vækst. Men effekten og resultatet af denne satsning vil formentlig først vise sig på længere sigt.
Alt i alt en stor og ambitiøs satsning på kultur og kreativitet!
Læs mere: www.cultiva.no