Lars Goldschmidt og Ole Fogh Kirkebys bog om fusionsledelse i det offentlige er ikke lang i omfang, men dyb i substansen. Bogen begriber ledelse af offentlige fusioner fra et helhedsperspektiv og har bl.a. givet inspiration til projektet "Viden, der styrker", som også omtales i denne artikel.
Lars Goldschmidt & Ole Fogh Kirkeby: Fusionsledelse i det offentlige – en huspostil for strukturreformens ledere, Børsen, 2005.
Bogen er en postil, der også kan tages frem, når man har brug for at lade sig udfordre på blinde pletter i ens egen praksis. Når opgaven virker for irrelevant, når dramaet er i fuld gang, når tankerne fokuserer for meget på alt det, man står til at miste som organisation, som menneske, som leder, så kan blot én af bogens highlights igen give inspiration til at løfte udfordringen. Bogen anfægter, provokerer, driller, inspirerer, forundrer og gør klogere. Og fastholder samtidig fokus bogen igennem: hvordan den vellykkede fusion skal gribes an.
Den vellykkede fusion er den blanding, hvor de basale elementer bevares samtidig med, at der skabes en virkelig enhed. Altså en egentlig enhed, en syntese, der bevarer de implicerede organisationers særlige særtræk:
Den ideelle fusion udtrykker således forestillinger om en praktisk syntese mellem fusionens parter, hvor der eksisterer mere end et formelt fællesskab, nemlig et reelt fællesskab baseret på en fælles følelse af identitet, og dermed gensidig loyalitet og solidaritet, men hvor styrker og holdninger, værdier og det mål af individuel autonomi, der eksisterede hos parterne før fusionen, delvist kan bevares.
Og det geniale i bogen er, at man får hele tre synsvinkler på fusionsprocesserne: en teoretisk, en dramatisk og en kompetence-/metodesynsvinkel til fusionsprocessen. De tre synsvinkler præsenteres hver for sig, men det skønne er netop, at de interagerer med hinandens virkeligheder. Fokus er den strategiske ledelse og organisering af fusionsprocessen.
Midt i fusionsorkanen kan man glæde sig over forfatternes anslag:
Det, I står over for, ved alle med kendskab til ledelse ikke kan lade sig gøre, mens alle med viden om politiske processer ved, at det vil finde sted.
Det er den enkelte aktørs ordentlighed, mod og vilje til at handle under usikre eller urimelige omstændigheder, der gør, at det alligevel kan lykkes.
Del I: Fusionens analytik
Første del giver den teoretiske tilgang. Der relateres og differentieres samtidig til fusioner i det private. En fusion i det offentlige
er en proces, der som regel sker enten i overensstemmelse med hovedparten af den lokale befolknings ønsker eller i alt fald ikke i modstrid med deres ønsker, og hvor processen foregår i et permanent samspil mellem det politiske, forvaltningsmæssige og offentlige niveau.
Samtidig skal man ikke være blind for, at den rationalisering af organisationerne, som fusionen indebærer, vil have konsekvenser for prioriteringen af det offentliges opgaver. Det ligger i det politisk skabte rationale, at kommuner i højere grad, på godt og ondt, skal agere, som om de var virksomheder. Men det helt afgørende kendetegn for offentlige fusioner, er at fusionsstrategier skal kunne legitimeres politisk gennem andre parametre end blot det økonomiske rationale. Der skal fremkomme tydelige fordele, både hvad angår styrkelsen af den demokratiske bevidsthed og af demokratiets funktionsmåde.
Fusion i det offentlige må på én gang udgøre et eksperimentarium i demokrati og et design af en ny offentlig struktur.
Bogen indeholder mange velunderbyggede idéoplæg til handling og understreger nødvendigheden af ordentlighed, redelighed og bemyndigelse hos lederen. Og at ledelse hører hjemme i en ramme, hvor italesættelse og dialog spiller en afgørende rolle, i en kontekst, hvor frihed og retten til meningsafvigelse er væsentligere end konsensus. Samtidig er bogen beriget med og båret af en tro på mennesket som smukt, fordi det er forbundet med ideerne om det gode, det sande, det retfærdige og det skønne uden præcis at vide, hvad deres indhold er. Og derudover med det udgangspunkt, at vi gør denne fusion så godt, som vi overhovedet kan.
Del II: Fusionen som en kæde af begivenheder
Bogens anden del er et pragtfuldt operastykke i flere akter, som bare er så genkendeligt fra ens dagligdag og egne udfordringer som leder. I lyset af det forhold, at den danske virkelighed er gennemtrængt af usamtidighed, forskellige rytmer og egentlige tidslommer med henblik på fordelingen og beherskelsen af ressourcen viden, både i dimensionen individuelle, professionelle kompetencer og i dimensionen almendannelse er dramaet allerede sat.
Scener sættes, som de kan tænkes at finde sted rundt omkring i det ganske land. Den komplekse virkelighed bliver lærerig, konstruktiv og håndterbar i dette fiktive drama. Opera-dramaet har som tema, at selvom vi har en plan, kan vi ikke kende dens konsekvenser særligt godt; og at vi dermed ikke blot underkaster os en skæbne, men samtidig skaber en lang række skæbner, som vi hverken ønskede eller kunne forudse. Sådanne processer gentager de gamle, dramatiske effekter: De løfter mennesker op til magtens tinde, og de styrter dem ned igen. De producerer vanskæbner, tragedier på alle planer, men også personlige triumfer og mange små sejre. Siderne sluges med spænding, korstykkerne løfter handlingen og perspektiverne i dramaet udfoldes videre i sidste del.
Del III: Kapaciteter og metoder
I tredje dels tolv korte kapitler kan der hentes tankegods til det videre arbejde med ledelse og organisering af fusionens mange elementer.
Det befriende ved teksten er den stadige præsentation af dilemmaer, som håndteres ved at udfordre læseren. Som f.eks. når man på en af de sidste sider i bogen bliver erindret om modsætningen mellem filosoffen Platon og retorikeren Isokrates. Platon troede på dialogen som betingelse for den enkeltes vej til dyd og sandhed, afviste myten og fortællingens erkendelsesværdi og ignorerede historiens rolle som lærestykke. Isokrates brugte myten og historien som grundlag for at opfordre athenerne til at føle sig som et fællesskab. Den dag i dag står muligheden for at tale til andre og samtidig til sig selv stadigvæk i dette dilemma mellem diskursiv klarhed og metaforisk prægnans!
Viden, der styrker
Viden, der styrker er et projekt, der skal være med til at løfte fusionsprocessen i Ny Køge Kommune. Ny KøgeBibliotekerne vil med inspiration fra bl.a. Goldschmidts og Fogh Kirkebys forståelse af de offentlige fusionsprocesser bygge videre på et fusionsprojekt, der har modtaget støtte fra Biblioteksstyrelsen til en første implementering. Vi forventer håbefuldt at kunne skaffe flere økonomiske midler, når projektet har vist sin bæredygtighed.
Vores udgangspunkt er, at projektet skal være med til
- At styrke demokratiet under nye økonomiske og tekniske vilkår
- At skabe forøget mennesketrivsel og bedre personlige udviklingsmuligheder inden for de nye organisationer
- At rekvalificere det offentliges ydelser, både ved at intensivere eksisterende ydelser og ved at skabe nye under vilkåret interaktivitet
- At gøre viden til grundlag for interaktiviteten mellem det offentlige og borgeren.
Viden, der styrker – Demokrati, Kommunikation og Dialog på Biblioteket
I visionsgrundlaget udarbejdet af Skovbo Kommunalbestyrelse og Køge Byråd tydeliggøres en række fælles visioner og udfordringer, som er retningsgivende for det videre arbejde med etableringen og udviklingen af ny Køge Kommune.
Biblioteket vil med projektet Viden, der styrker knytte an til denne proces ved at videreudvikle vores opgave med at formidle kommunal og statslig information og information om samfundsforhold i øvrigt. Denne demokratiopgave har bibliotekerne løftet gennem mange år med baggrund i et repræsentativt demokratibegreb. Men som mange forskere påpeger, lever vi i dag i et netværkssamfund. Et netværkssamfund med både formelle, organiserede netværk og netværk, der opstår mere spontant og uformelt. Netop de spontane og uformelle netværk har en stadigt mere fremtrædende rolle i den offentlige sektor. Derfor indeholder demokrati-begrebet i dag både det repræsentative demokrati og det decentrale deltagerdemokrati.
Demokratisk bæredygtighed er samtidig et vigtigt omdrejningspunkt i strukturreformen. Der er en forventning om større inddragelse af borgere og brugere i beslutninger og processer.
Det er i de konkrete interaktionsprocesser, at information om makrostrukturelle systemtræk, her kommunalpolitikken, genereres – det er her den forskel, der gør en forskel, afgøres som udtryk for lokal hensigtsmæssighed og håndterbarhed. Med andre ord er intentionen at projektet Viden, der styrker vil skabe de konkrete interaktionsprocesser mellem politikere, borgere og bibliotekspersonale omkring den nye kommune og de nye muligheder. Biblioteket har kontakt til rigtig mange borgere og ved projektet Viden, der styrker intenderer vi at få endnu flere borgere i tale.
Information om de overordnede strukturers betydning for det lokale kan i forskellige processer på biblioteket omsættes til noget meningsfuldt for den enkelte borger og de forskellige lokalsamfund. Det kræver den fornødne kapacitet til at omsætte information til viden på en, for borgeren, meningsfuld og effektiv måde. Bibliotekets kernekompetencer er netop at omsætte og strukturere information til en Viden, der styrker dermed får borgeren et demokratisk kompetenceløft.
En central udfordring i fusionen er at borgerne i Køge og Skovbo skal gå fra at være os og de andre til et nyt fælles vi i Ny Køge Kommune. Her bliver det centralt at kunne tematisere begrebet om ”det lokale”, idet flere, og mere forskelligartede lokaliteter vil udgøre det kommunale fællesskab. Vi vil arbejde på at undgå, at der opstår ”hvide” eller ”tomme” kulturelle områder i kommunen.
Netop en tematisering af begrebet ”det lokale” kan give borgerne en oplevelse af sammenhængskraft og mening. Køge og Skovbo Biblioteker vil med projektet Viden, der styrker medvirke til fortællingen om det lokale, om sammenhængen og meningen med tilhørsforhold, indflydelsesmulighed og værdigrundlag.
Projektet har samtidig som intention at kunne kvalificere – ved at skabe mere viden i interaktive processer – de debatter om serviceniveau, der givet vil opstå i ny Køge Kommune.
Handlingsplanen for projektet er at
- Etablere en fokusgruppe bestående af borgere, erhvervsliv og bibliotekspersonale fra Skovbo og Køge, hvor vi gensidigt beriger og inspirerer det kommende bibliotekstilbud. Efterår 2006 og frem
- Indgå i et netværk med Frederikshavn Bibliotek, hvor vi bliver klogere af det projekt Frederikshavn Bibliotek har arbejdet med i en del år: Biblioteket som Demokratisk Torv. Efterår 2005 og frem
- Indgå i en dialog med sammenlægningsudvalget – hvordan vil politikerne gerne på banen? Her tænkes især på anvendelse af de digitale muligheder for dialog med den nye kommunes borgere. Efterår 2006
- Viden skal bære interaktionen mellem bibliotek og borgeren
- I løbet af 2007 implementere Viden, der styrker på de lokale biblioteker i Ny Køge
Succeskriterier
- Den kommunale fusion bliver en af de mest vellykkede i landet
- Flere borgere bruger biblioteket
- Biblioteket formidler offentlig og statslig information med baggrund i både det repræsentative demokratibegreb og det decentrale deltagerdemokratibegreb
- Biblioteket kendes som en offensiv partner
Evaluering
- Løbende inddragelse af borgere og politikeres kommentarer til projektet
- Ekstern evaluator: evaluering ultimo 2007
Organisatorisk forankres projektet i en styregruppe med deltagelse af projektleder, biblioteksledelse samt repræsentation fra Fælles- og Kultur- og Integrationsforvaltningen.
Og vi gør det så godt, som vi overhovedet kan.