Kunsten, kulturen og den nye by - om kunst og kultur i senmoderne byplanlægning

Der er imidlertid stor forskel på, hvilken rolle kunsten og kulturen som den nye aktør spiller – og hvornår den nye aktør bringes i spil – i arbejdet med byplanlægningen. Det vil sige, at der under planlægningens processer afslører sig store forskelle i forståelsen af de kompetencer og perspektiver, som kunsten og kulturens repræsentanter stiller til rådighed for et givent projekt.

I det følgende ses i tre eksempler på hvordan inddragelsen af kunst og kultur har peget på nye mål og metoder for byplanlægningen samt på hvilken rolle kunsten og kulturens aktører tillades. Eksemplerne hentes i Egebjerggård i Ballerup, Trekroner i Roskilde og i Sønderborgs udvikling af byens havn. Der tegner sig forskelle i kraft af projekternes forskellige forudsætninger, men væsentligst er der tale om en forskel over tid. Det vil sige, at mens Egebjerggård behandles ud fra en evaluering af projektet, som afsluttedes i 1996, er grundlaget for inddragelsen af Trekroner-projektet gennem 2001 udarbejdede forslag til en ’kunstplan’. Endelig ses der på Sønderborg Havn på baggrund af et indledende – men dog omfattende – samlet forslag til en udviklingsplan fra 2004.

Integreret, differentieret og refleksiv
Der ses i de tre cases især efter i hvor høj grad de kunstneriske og kulturelle kompetencer og perspektiver er integrerede i projekterne; i hvor høj grad der differentieres mellem forskellige kunstneriske og kulturelle kompetencer og perspektiver; og i hvor høj grad projektet viser en refleksiv proces.

Disse parametre lånes i alt væsentligt fra François Ascher, der i artiklen Urbanismen og den nye urbane revolution opstiller kriterier for, hvordan den senmoderne meta-urbanisme tilrettelægger byplanlægningens processer til forskel fra den moderne urbanisme. Urbanismen dækker i følge Ascher stort set hele det 20. århundredes byplanlægning og var inspireret af opfattelserne i tiden, af iværksættelsen af rationelle og funktionelle fremgangsmåder og af økonomiens primat, mens urbanisternes værktøjer hovedsagligt bestod af generalplaner og detailplaner, zoneinddelinger efter funktion og bebyggelsesgrad, prospekter, akser og hierarkiserede færdselsårer …

Til forskel fra urbanismen virker det 21. århundredes senmoderne meta-urbanisme til at fabrikere varierede byer, til at åbne for valgmuligheder og til at gøre forandringer mulige. Hermed sker der samtidig en åbning af byplanlægningens proces, hvor der ikke arbejdes med færdige ’masterplaner’ fra arkitektens bord.

De opstillede parametre – integreret, differentieret og refleksiv – tjener således til at belyse i hvor høj grad de tre eksempler på senmoderne byplanlægning evner faktisk at optage kunstens og kulturens forskelligartede logikker i deres proces (en samvirkende urbanisme), at planlægge for en mangfoldighed af æstetiske og formmæssige betragtninger (en multi-varieret og stilistisk åben urbanisme), og at planlægge i en stadigt åben proces, hvor information fra kunstens og kulturens aktører er anledning til ny fortolkning og stadigt nye muligheder (en refleksiv urbanisme).

Frihed, lighed og folkelig sundhed
Nogle af den modernistiske byplanlægnings mest forhadte manifestationer er forstadens enstonige og monofunktionelle planbebyggelser, der realiseredes op gennem 1960’erne og 1970’erne – væsentligst syd for København med fx Ishøjplanen (1973) og Brøndby Strand-planen (1976), men også med Gellerupplanen vest for Århus (1970) og med Vollsmoseplanen ved Odense (1968) samt med mindre planbebyggelser i yderkanten af en række større danske provinsbyer.

Datidens intentioner var naturligvis ikke at skabe trøstesløse betonforstæder med potentiale til social og etnisk ghettoisering. Intentionerne var snarere en velfærdsstat baseret på personlig frisættelse, social lighed og folkelig sundhed, mens modernisternes tiltro til naturvidenskab, rationalitet og standardisering samt deres forkærlighed for teknik og nye byggematerialer må betragtes som modernisternes midler til at opnå deres egentlige mål – skabelsen af ’det gode samfund’.

At der således ikke var noget i vejen med de modernistiske byplanlæggeres intentioner, men snarere med deres midler og metoder, er tydeligt nok. Ligeledes er det svært at bebrejde dem, at de i den historiske situation med et eksploderende boligbehov og deraf følgende byggeboom ikke forstod at justere deres planlægningskoncepter i forhold til en svært forudsigelig fremtid. Men det kan samtidig konstateres, at netop 1960’ernes og 1970’ernes planbebyggelser i dag optræder som et af de væsentligste argumenter for nye og anderledes planlægningskoncepter, herunder inddragelsen af andre fagligheders perspektiver på den gode by.

Nye betingelser – nye aktører
Planlægningskoncepterne måtte justeres i forhold til videnssamfundet, den deindustrialiserede og globaliserede by og de forskellige livsformers stadigt mere individualiserede krav til den:

Nu er løsenet ikke længere enhed, men mangfoldighed, ikke rene zoner, men blandrum, ikke enstrenget rationalitet, men kultur og kollektiv erindring … I forbindelse med denne nye interesse for byens forskellige historiske og kulturelle lag, er der opstået et interessefællesskab mellem byplanlæggere og kulturforskere …

Og mellem byplanlæggere og kunstnere og kulturforvaltere i bred forstand, kunne man tilføje – for ikke at tale om mangfoldigheden af øvrige humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver. At de kunstneriske og kulturelle kompetencer og perspektiver synes at have opnået en særstatus i dette nye samspil, hænger tilsyneladende sammen med den anden af de indledningsvist nævnte årsager, nemlig at kunsten og kulturen oplever en højkonjunktur, som i denne forbindelse hjælpes godt på vej af den sammenkædning af kulturen og den lokale og regionale udvikling, der finder sted blandt andet i Kultur- og Erhvervsministeriets fælles redegørelse Danmarks kreative potentiale fra 2000.

Der ses i de 3 cases Egebjerggård, Trekroner og Sønderborg Havn på i hvor høj grad der faktisk finder et samspil sted i den senmoderne byplanlægnings processer, og i hvilken udstrækning samspillet tilrettelægges, så det reelt udnytter de kunstneriske og kulturelle perspektivers potentiale.

Egebjerggård
I Egebjerggårds tilfælde er der tale om en evaluering, udarbejdet efter at sidste og fjerde etape af byggeriet stod færdigt i 1996. Der var tale om en udbygning af et eksisterende boligområde, Egebjergvang (1983), med ca. 750 boliger. Målsætningen var at forvandle et ”passivt boligområde til aktiv by”, og midlerne var blandede ejerformer og stor arkitektonisk variation. Dertil skulle området ”indeholde småerhverv, nærbutikker og offentlige institutioner, ligesom i byerne”, og man

ville satse meget på at få kunst integreret i området i takt med udbygningen, så området fik sin egen særlige identitet. For yderligere at understrege hensigten med variation og mangfoldighed, skulle der gøres meget ud af, at de forskellige delområder kom til at fremstå forskellige fra hinanden.

En række af disse hensigter ikke indfriet idet 80% af boligerne endte med at være udlejningsboliger, ligesom det viste sig uendeligt svært at trække erhverv til området. Samtidig begrænser områdets offentlige institutioner sig til den i forvejen eksisterende skole samt de nødvendige daginstitutioner. Til gengæld konstateres det, at målsætningen om at skabe visuel mangfoldighed og variation i bebyggelsen er lykkedes – selvom mangfoldigheden så snarere giver mindelser om traditionelle bymiljøer og mindre købstæder end om det forstadskvarter, som blev resultatet.

Arkitektur og byrum
Pointen uddybes i Claus Bech-Danielsens evaluering af Egebjerggårds arkitektoniske udtryk. Han taler ligeledes om bebyggelsens bymæssige klædedragt og mener, at forstadens erklærede problem – det manglende sociale liv – er blevet udstillet i lyset af den traditionelle by. Han peger på et processuelt problem:

vor den ældre by udviklede sig løbende og voksede som resultat af det liv, der allerede eksisterede på stedet, så er den moderne by, og dermed Egebjerggård, opstået som resultat af overordnet planlægning. Livet kom til Egebjerggård som resultat af planlægningen, og ikke omvendt. Dette peger på en helt grundlæggende forudsætning, hvorved den moderne bydannelse adskiller sig fra den traditionelle. Den moderne by er en opfindelse.

Problemet er at det ikke bare er svært, men det blev heller ikke forsøgt at planlægge for den mangfoldighed af funktioner, som kendetegner det traditionelle bymiljø. Ser man på organiseringen af projektet, er det bemærkelsesværdigt, at der nok etableres en forsøgsgruppe med Statens Byggeforskningsinstitut, et konsulentfirma og kommunens byplanafdeling – og en brugergruppe med repræsentanter for boligselskaberne, institutionerne, grundejerne, erhvervslivet etc. Men grupperne har intet formelt ansvar og er kun beregnet på dialog. Til gengæld bemærkes det, at det var en del af forsøget, at sagsbehandling og beslutninger skulle følge de almindelige procedurer i forvaltningen og de politiske udvalg.

Man kan vel snarere sige, at det var en del af ikke-forsøget, at man valgte en helt traditionel organisering, og der er heller ikke noget nyt i, at kommunen vælger at høre forskellige interessegrupper, ligesom man sædvanligvis rådgives af eksterne parter under så store anlægsprojekter.

På dette niveau sker der altså ikke en mere forpligtet inddragelse af andre fagligheder end vanligt. Det havde været relevant fx i planlægningen af Egebjerggårds torv, der dog må antages at være tænkt som en slags samlingspunkt. Centralt står en statue – Panamarenkos Propelmanden – og ellers er pladsen

uden det hektiske liv, der kendetegner en plads i den traditionelle by. Og det er sikkert godt det samme. For stuelejlighederne langs bygaden og omkring pladsen ligger i gadeplan og har store vinduespartier, der går helt til gulv/fortov. Fra gaden har man således direkte indblik i dagligstuerne.

Med Egebjerggårds torv er der skabt et semi-privat rum, hvor den traditionelle by har sit mest offentlige mødested, og den indgående analyse – sociologiske eller kulturelle – af ’torvets væsen’ kunne have dannet nødvendig modvægt til arkitekternes forestillinger om moderne blandrum. Endelig kunne en mere forpligtet inddragelse af erhvervslivet have medvirket til at gøre området mere attraktivt for detailhandlen. Fx er en tydeligere prioritering af hovedstrøg og -pladser afgørende for placeringen af både butikker og kulturerhverv og -institutioner.

Kunsten i Egebjerggård
Under planlægningen af Egebjerggård arbejdede man for at integrere det kunstfaglige perspektiv i selve anlægsfasen med henblik på integrering af kunsten både i byrummet og i det enkelte byggeri. Indsatsen rummede initiativer på flere niveauer:

• Gennem flere år stilledes en kunstner til rådighed for rådgivning af bygherrerne
• Der udarbejdedes et "billedatlas", som foreslog principper, temaer, helheder etc. for den integrerede kunst
• Bygherren betalte 2 % afgrundprisen til en kunstpulje
• Man inddrog kunstnere i tilrettelæggelsen af det "urbane design", dvs. byrummets interiør af bænke, gadebelysning etc.

Indsatsen gav sig udslag i integreringen af en bred vifte af kunstneriske udtryk – fra det stærkt monumentale, over den diskrete tilstedeværelse i byrum og natur, til det indarbejdede islæt i det arkitektoniske udtryk. Således har de kunstneriske kompetencer og perspektiver været tydeligt repræsenteret og godt integreret i hele anlægsfasen af projektet. Ligesom differentieringen mellem en mangfoldighed af kunstneriske udtryk og kompetencer har virket til opnåelsen af de erklærede mål, nemlig at betone stedets forskellighed og mangfoldighed og at give beboerne mulighed for en oplevelse af stedets særpræg.

I evalueringen skelnes der mellem det hele projekts fire byggeetaper, og det er tydeligt, at man har forstået at bringe nyttig viden med videre fra den ene etape til den næste. Fx bemærkes det, at den første lokalplan var meget stram, og man lagde i de følgende faser

mere vægt på at videregive målsætninger og ideer til inspiration for de projekterende. Der blev fastlagt få, men markante, bindende hovedtræk, og der blev givet stor frihed til at udforme de enkelte boliggrupper.

I forhold til de opstillede parametre kan det altså konkluderes, at mens projektet organiseredes forholdsvis traditionelt i planlægningsfasen, integreredes de kunstneriske kompetencer og perspektiver i deres differentierethed under anlægsfasen. Endelig viser processens refleksivitet sig i forskellen mellem de enkelte faser og ikke mindst i det forhold, at man går fra at arbejde med uhensigtsmæssigt stramme lokalplaner til snarere at opstille en række dispositiver for den videre udvikling.

Trekroner
Behandlingen af Trekroner-projektet adskiller sig fra det foregående, idet grundlaget er en ’kunstplan’, som udgør et element i projektet og derfor har et begrænset udsyn til resten af processen. Ligesom kunstplanen naturligvis ikke kan forholde sig til de foreløbige, endsige endelige resultater af sin egen planlægning.

Kunstplanen kan bedst sammenlignes med det ’billedatlas’, som under Egebjerggård-projektet blev udarbejdet på et tidligt tidspunkt i anlægsfasen. Kunstplanen udgør et forslag til strategiplan for integreringen af både kunst og kunstneriske kompetencer, den foreslår konkrete kunstværker og -projekter samt modeller for organiseringen af det fremtidige arbejde. Dertil forholder den sig på visse punkter kritisk til planlægningsfasens overordnede disponering af området og dets funktioner, som altså har fundet sted på tidspunktet for kunstplanens udarbejdelse.

Forstad eller bysamfund?
Udgangspunktet for Trekroner-projektet er et noget andet, end det var for Egebjerggård. Området huser Roskilde Universitetscenter, hvis 8-10.000 studerende og ansatte udgør et godt grundlag for både bosætningen og et levende bymiljø – under forudsætning af, at projektet forstår at skabe nogle rammer, som kan fastholde dem som beboere eller blot som gæster uden for den tid, de bruger på universitetet.

Roskilde Kommunes eksplicitte målsætning er at udvikle et egentligt bysamfund med sin egen identitet. Kerstin Bergendal – som har udarbejdet kunstplanen – bemærker imidlertid, at

manglen på et torv og på cafeer fremstår som ret inkonsekvent med tanke på at man ønsker, at Trekroner skal blive en bydel og ikke en forstad. Især set i forhold til den store mængde studerende, man ønsker skal blive i området i eftermiddagstimerne.

I Bergendals perspektiv svækker fraværet af et centrum – og således af et fælles referencepunkt i en prioriteret struktur – arbejdet med at etablere en samlende identitet for området: Et fravær af et fælles, alment og helt neutralt rum indebærer jo, at hver borger kan vælge sit syn på virkeligheden, på verden – og dermed også sit eget syn på Trekroner.

Som tilfældet var med Egebjerggård-projektet, melder historien om Trekroner ikke noget om, at man i selve planlægningsfasen skulle have forsøgt sig med inddragelsen af andre kompetencer og perspektiver end de arkitektur- og ingeniørfaglige. En tidlig aktivering af en mangfoldighed af forestillinger – herunder de kunst- og kulturfaglige – om det moderne bysamfunds nødvendige funktioner og rammer kunne måske have understøttet kommunens eksplicitte målsætning.

Kunstplanens strategier
Oplægget i kunstplanen synes at være at kunsten ikke blot skal skabe identitet og særpræg, men også

• Blive et moment i det sociale og kulturelle liv
• Repræsentere et alternativ til den mere traditionelle måde at benytte kunst i byrum
• Udlæse og udvikle den ny bydels iboende, latente særpræg

Kunstplanen anbefaler, at man ikke venter for længe med at nedsætte en styringsgruppe med ansvar for udpegelsen af de fysiske områder for kunstprojektet, etablering og formalisering af samarbejder samt tilvejebringelsen af den nødvendige finansiering. Tanken er på den ene side at sikre kunstens mandat som en ligeværdig samarbejdspartner til arkitekter og entreprenører og på den anden side at tildele den sin rolle på et meget tidligt stadie i byggeprocessen. For at tildele styringsgruppen den nødvendige handlekraft og faglighed foreslås den sammensat af sværvægtere inden for kommunen samt repræsentanter fra kommunens planlægningskontor og kulturforvaltning, bibliotek, kunstmuseum og RUC.

Organiseringen skal dog ikke kun sikre integreringen af kunsten i selve byggeriet, men også at kunstprojektet bliver en del af Trekroners liv, at det fornys og samtidig lagres som Trekroners kollektive erindring. Kunstplanens kunstforståelse adskiller sig således fra den, som findes udtrykt i Egebjerggård: selvom Egebjerggårds kunst bød på meget forskelligartede udtryk, var der i alt væsentligt tale om ’færdige’ værker. Det samlede udtryk var foranderligt over tid alene i den forstand, at der kunne føjes nye værker til. Trekroners kunstplan foreslår derimod, at der også arbejdes med midlertidige kunstværker:

På sigt må den flora af tankevækkende, morsomme, kedelige, provokerende og ubegribelige arbejder der kommer og går mellem al anden aktivitet i byrummet, bidrage til en dybere forståelse for den sammensathed, som er Trekroner … En aflæselig, reel, varieret og uforudsigelig helhed, en fortælling om Trekroner.

Kunstplanen formår naturligvis ikke at gøre så meget ved, at de kunstneriske og kulturelle kompetencer og perspektiver ikke var inviteret med i planlægningsfasen. Til gengæld foreslås en forpligtende model for kunstens integrering både i byggefasen og i Trekroners fremtidige hverdag, ligesom der arbejdes med en mere differentieret forståelse af kunstens aktuelle og fremtidige rolle i Trekroner. Den foreslåede model til organisering af kunstprojektet rummer mulighed for en refleksiv proces, idet det er muligt til stadighed at justere strategier og delprojekter i lyset af erfaringer og nye informationer. Hvor nøje Roskilde Kommune vælger at følge kunstplanens anbefalinger er ikke til at sige, men flere af de foreslåede værker er realiseret eller er under realisering.

Sønderborg Havn
Sønderborg Kommune har ligesom Roskilde henvendt sig til Statens Kunstfond og fået tilsagn om støtte til inddragelsen af nye kompetencer og perspektiver i kommunens arbejde med byudviklingen. Men der er stor forskel både på projekterne og på de planer, som støtten har givet sig udslag i.

I Sønderborg står man ikke over for at udvikle hverken boligkvarterer eller nye bysamfund, men udfordringen er den samme som for en lang række danske havnebyer i disse år. Deindustrialiseringen af de danske havne har i mange tilfælde åbnet mulighed for inddragelsen af de attraktive arealer i det eksisterende bymiljø og dermed for en åbning af byen mod vandet. Flere byer er faldet for fristelsen til at sikre sig en hurtig gevinst ved ret ensidigt at udlægge arealerne til eksklusivt boligbyggeri – fx Holbæk, Korsør og Frederikssund.

Det er et forhold, som også får en del opmærksomhed i det ’forslag til udvikling af Sønderborg Havn’, som en gruppe nedsat af Statens Kunstfond har udarbejdet for kommunen. Gruppen repræsenterer bredt de arkitektur-, kunst- og kulturfaglige kompetencer og perspektiver og har fået til opgave at tilvejebringe en udviklingsplan … en strategi for en sammenhængende udvikling af havnearealerne i Sønderborg. Udviklingsplanen indeholder dog ikke forslag til konkrete kunstværker og kun i begrænset omfang forslag til specifikke byggerier. Til gengæld lægges der stor vægt på bymiljøets vekslende intensiteter, på mangfoldigheden af æstetiske valg og ikke mindst på bevarelsen af sporene efter havnens historiske anvendelse.

Palimpsest, forskel og forskydning
I udviklingsplanen skriver gruppen om de grundlæggende principper for deres arbejde og for de præsenterede forslag:

Denne bogs forslag er en række analyser og principielle skitser. Den gode byplanlægning handler ikke om at tage præcis stilling til alle de detaljer, der skal til for at bygge et hus.
Den gode byplanlægning handler om at placere og vægte en lang række rumlige forhold i en grov disponering, der kan være byen til gavn i mange generationer fremover. Derfor må man nøje overveje en række overordnede begreber som tid, dynamik og historie.

Planen tager i forlængelse heraf udgangspunkt i at alle gode byer udvikler sig langsomt, og at de traditionelle bymæssige kvaliteter ikke lader sig opfinde fra den ene dag til den anden. Man bruger palimpsesten som billede på den langsomme tilblivelse af den gode by, at hver generation retter lidt på virkeligheden og derefter ’skriver’ oven på historien. Princippet implicerer ikke kun et æstetisk valg – man kunne sige af en mangfoldighedens æstetik – men også nogle kulturarvsmæssige dispositioner, både i forhold til den oprindelige bystruktur og til havnens industrikultur.

Det andet aspekt af dette princip er, at ligesom man ikke skal starte med at rydde stedet for dets historiske spor, skal man heller ikke forhaste sig med at fylde de ledige arealer op med nyt byggeri. Man skal give plads til, at næste generation kan tilføje sine kommentarer til byens – og i dette tilfælde havnens – udtryk. Princippet sætter forskellen, det garanterer de vekslende intensiteter og mangfoldigheden af æstetiske udtryk.

Endelig er et gennemgående begreb i udviklingsplanen forskydninger. På sin vis refererer det til ovenstående historiske og æstetiske forskydninger, men på et mere konkret plan er der også tale om faktiske skalaspring i bymiljøet; at det brede eller høje for en betragtning dækker af, for en anden betragtning skaber perspektiv og for en tredje åbner for pludselige indblik. Måske kunne det hele samles under mangfoldighedens begreb, men det er alligevel mere præcist at tale om en vis rå uensartethed.

Her skal ikke siges så meget om de konkrete forslag til udviklingen af Sønderborg Havn, men i forhold til indplaceringen af planen i den hele proces, er det interessant, at gruppen i flere omgange beklager, at kommunen efter gruppens inddragelse og til trods for gentagne henstillinger har valgt at rive både Solofabrikken – en tidligere margarinefabrik – og en hvid jernbetonsilo på havnekajen ned. Til gengæld havde gruppen held til at få sat nedrivningen af en jernbanebro over Als Sund i bero.

Der er således nok tale om en tidlig, men måske ikke en så forpligtet inddragelse, som gruppen kunne ønske sig. Udviklingsplanen citerer ligefrem Sønderborg Kommunes svar, hvori det hedder, at de efter megen debat og efter forretningsmæssige fakta har valgt at fastholde de oprindelige planer om nedrivning. At kommunen således overhører gruppens faglige argumenter med henvisning til de økonomiske, er jo ikke usædvanligt i forbindelse med byplanlægningsprojekter. Men forholdet undgår naturligvis ikke at svække kommunens troværdighed i forsøget på at bringe lidt nytænkning ind i byplanlægningen.

Som sagt tillader udviklingsplanens detaljeringsgrad ikke forslag om konkrete kunstværker, som vil høre selve anlægsfasen til. Til gengæld beskæftiger den sig netop med den overordnede disponering af byrummene ud fra en mangfoldighed af formmæssige og æstetiske perspektiver. Det vil sige, at den betegner en sådan inddragelse af blandt andet de kunst- og kulturfaglige kompetencer og perspektiver, som efterlystes både i Egebjerggård og Trekroners planlægningsfaser.

Udviklingens historie
Som det indledningsvist blev nævnt, lader forskellene fra det ene projekt til det næste sig bedst karakterisere som nødvendige forskelle over tid: Ballerup Kommune udskrev i 1985 den idékonkurrence, som skulle føre til Egebjerggård, mens planerne om Trekroner som forsknings- og uddannelsesby første gang optrådte i Roskilde kommuneplan i 1994, og der går igen ti år, før Kunstfondens udviklingsplan for Sønderborg Havn foreligger.

Der er store forskelle mellem de tre projekter: Ser man på integreringen og differentieringen, begrænser Egebjerggårds brug af de kunst- og kulturfaglige kompetencer og perspektiver som helhed sig i alt væsentligt til en lidt traditionel applicering af særskilte kunstværker i forhold til Trekroners mere smidige, integrerede og differentierede inddragelse – naturligvis med forbehold for, at der er tale om en plan og ikke et færdigt resultat. Inddragelsen af de nye aktører i udviklingen af Sønderborg Havn er derimod sket på et så tidligt tidspunkt i processen, at den ud over dette forhold er svært sammenlignelig med de to første tilfælde, og samtidig må det tolkes som et yderligere skridt i retning af integreringen af og differentieringen mellem de kunst- og kulturfaglige kompetencer og perspektiver i byplanlægningens proces.

Men idet der tages forbehold for tidsperspektivet, udgør Egebjerggård naturligvis et eksempel på et meget anderledes og progressivt tænkt byplanlægningsprojekt. Det har ikke ufortjent fået status af det første og mest omfattende opgør med 1960’erne og 1970’ernes planlægningskoncepter, mens Trekroner og Sønderborg Havn for denne betragtning betegner den nødvendige og opbyggelige udviklingshistorie.

Skal der peges på et område, hvor udviklingen synes at skride mindre sikkert fremad, er det i den forpligtede inddragelse i selve planlægningsprocessen, og det vil sige i kommunernes egen organisering af byplanlægningen. I alle tre eksempler er der tale om, at kunstnere eller kulturfolk tildeles en slags konsulentstatus, som kommunen kan vælge at høre eller overhøre. I lighed med de andre områder for inddragelsen må det dog antages at være et spørgsmål om tid, før de kunst- og kulturfaglige kompetencer og perspektiver – og andre humanistiske og samfundsvidenskabelige fagligheder – også her vil blive hørt og taget alvorligt.