Kunstnere skal være tosprogede

Hvordan får man en dialog i gang med de nye kommuner som repræsentant for den professionelle billedkunst? Her er et par bud på svar fra Jens Nielsen, der forsker i Culture Management ved Copenhagen Business School. I artiklen trækker han bl.a. på sine erfaringer fra tidligere jobs som leder af Århus Symfoniorkester og som kulturchef i Københavns Amt.

”Hvordan planter man forståelse for armslængdeprincippet på et politisk og forvaltningsmæssigt niveau, hvor der ikke nødvendigvis er hverken forståelse eller interesse? Og hvordan får man lukket det hul, som amterne udfyldte kulturpolitisk ude i landet, og som nu står tandløst tilbage i de nye regioner? Det vil jeg forsøge at give et par bud på her. Men først vil jeg fortælle om to erfaringer med det professionelle billedkunstmiljø fra min tid som kulturchef i Københavns Amt.

Amtet ønskede i sin tid at etablere værksteder for unge billedkunstnere i samarbejde med forskellige kommuner. Hensigten var at skabe aktiviteter, der ligesom fx de musikalske grundkurser kunne styrke niveauet i miljøet. Men projektet måtte opgives pga. splittelse mellem billedkunstnerne, der alle havde forskellige meninger om, hvilke kunstnere, der skulle have adgang til sådanne værksteder. Holdningen var generelt, at man ikke ville stå på værksted med nogle, som var dårlige kunstnere, for så blev man selv stemplet. Den type stærke hierarkier mødte kulturforvaltningen ikke på fx musikkens område, i hvert fald ikke i en grad, så det hindrede samspil. Det endte med, at billedkunst-værkstedsprojektet blev droppet, og forvaltningen fik aldrig andre input fra billedkunstmiljøet.

Det andet projekt, ”Brændstof”, handlede om at skabe kulturmøder mellem danske og udenlandske kunstnere. Igen kunne det ikke lade sig gøre, og igen faldt det på, at billedkunstnerne ikke syntes, de kunne være tjent med at blive placeret i den sammenhæng, som projektet foreslog.
Der kan være alle mulige gode grunde til ikke at ville medvirke i et projekt, men jeg vil her argumentere for, at hvis man vil trække den professionelle kunst ind i den kommunale forvaltning, må man lade de langsigtede, kollektive interesser veje tungere end de individuelle interesser.

To sprog
Mange steder i landet skelnes der ikke mellem professionel kunst og amatør-aktiviteter. Det er en central problematik, og i den sammenhæng er jeg en fortaler for, at kunstnere lærer at tale forvaltningens og politikernes sprog. Kunstnere må blive bedre til at forklare, hvilke kompetencer og kvaliteter, den professionelle kunst tilbyder kommunen. Jeg opfordrer altså til, at man som kunstner bliver tosproget, selvom det kan være svært. Jeg kan forslå sociologens Niklas Luhmanns bog ”Art as a Social System”, hvor én af pointerne er, at forskellige fagområder har hvert deres sprog, som ikke kan oversættes. Således kan kunstens udsagn heller ikke oversættes, men kunstnere indgår i en strukturel kobling med det øvrige samfund, og hvis kunstnere kun taler kunstens sprog, får de svært ved fx at få penge til deres arbejde. Kunstnere er nødt til at tilbyde kunst i en form, som kan forstås i det politiske system – man skal gøre sig spiselig, fremme de ting, der giver politisk genklang, fordi de kan bruges i det poilitisk-sociale system. Samtidig skal man naturligvis fastholde sin kunstneriske integritet. Og det mener jeg ikke nødvendigvis, der er en modsætning i, for kunstnere og politikere kan i mange tilfælde have sammenfaldende interesser.

At spotte kvalitet
Mange kommuner er uvant med respekt for kunstfaglighed. Kun få politikere har fornemmelse for, at det er fornuftigt at tage den kunstneriske ekspertise med på råd, når der skal gives bevillinger og prioriteres. Derfor: forklar, hvad det er, I kan. Forklar, hvorfor det er vigtigt, at I er med ved bordet, hvis I ønsker et struktureret samarbejde i kommunalt eller tværkommunalt regi. Beskriv det på en måde, så det forstås ude i kommunen. Tjek fx hvad kommunerne selv skriver om deres byudvikling. Med kommunalreformen følger en udbredt angst for at miste det lokale særpræg, derfor fylder kultur og identitet meget i de nye kommuners strategier. Kultur er ikke bare et element af den aktuelle proces, kultur ER selve udviklingen. Men vel og mærke kultur forstået i den brede, antropologiske forstand. Så forklar, hvad kunstens rolle er i den sammenhæng; forklar, at det handler om evnen til at spotte talenter, evnen til at se kunstnerisk kvalitet. En evne, som professionelle, vidende og dybt engagerede mennesker bygger op på mange års erfaring.

Kunst som social faktor
I arbejdet som den professionelle kunsts repræsentant kan det være nyttigt at bruge Pierre Bourdieus opdeling af kulturpolitikken i tre elementer:

• Kulturel kapital (kunst som humanistisk begreb, indre værdier, erkendelse, kreativitet)
• Social kapital (kunst som social ressource og mobiliserende faktor)
• Økonomisk kapital (kunstens økonomiske potentiale)

Herhjemme taler kunstnere – efter min mening – for sjældent om kulturpolitikkens sociale og økonomiske kapital. I England og Sverige derimod har kunstnere en anden tradition for at håndtere alle kulturpolitikkens tre elementer, og fx arbejder mange billedkunstnere med ”community art” – projekter i socialt belastede miljøer. Der ligger oplagte muligheder – også for danske kunstnere – i at gøre opmærksom på kunstens evne til at skabe social sammenhængskraft, integration og byfornyelse. Kulturpolitikkens økonomiske kapital ses fx i fremvæksten af kreative industrier, men det er klart, at det er den kulturelle kapital, der er kerneydelsen – uden den, er de to andre elementer ikke-eksisterende.

Politik: ikke for solister
De fleste kunstarter har lavet alliancer på kryds og tværs, også lokalt. Søg at danne netværk med dem. Ingen bedriver politik alene i dag – dan netværk, tal flere sprog, gå ind i diskussionen om den sociale og økonomiske kapital, samtidig med, at I fastholder værdien af den kulturelle kapital, kunstens kerneydelse. Måske kan billedkunstnere lære af musikerne: de har været gode til at komme ud over konflikten mellem professionelle og amatører og i stedet se på deres fælles udviklingsmuligheder. Professionelle musikere har på et tidligt tidspunkt allieret sig med græsrødderne., og var bl.a. derfor med til at sætte den kulturpolitiske dagsorden både på det kommunale, amtslige og nationale plan – fx med Musikloven.

Sammenfattende kan man sige, at kommunerne behøver kvalificerede kunstnere, troværdige fagfolk, der formulerer, hvad kommuner og institutioner står for på det kunstneriske område. De kan ikke nøjes med mindre end det bedste. Når man – som kommunerne i disse år – konkurrerer om at tiltrække den kreative klasse, er det ikke nok at stable et amatørteater på benene.

Politikerne er på jagt efter svar – og nogle gange har kunstnerne de svar, der ledes efter. Men det kræver, at kunstnerne kan give politikerne nogle gode tilbud, som de ikke kan afslå.”