Den kreative klasses dynamik

Introduktion
I en serie bøger og artikler har den amerikanske professor i økonomisk geografi Richard Florida udviklet sin teori om den kreative klasse. Grundtesen er, at den mest innovative og kreative del af arbejdsstyrken, som Richard Florida kalder den kreative klasse, er blevet omdrejningspunkt for virksomheders konkurrenceevne, og at denne del af arbejdsstyrken i højere grad end andre tiltrækkes af steder præget af tolerance og diversitet. Dermed bliver tolerance og diversitet i lokalmiljøet centrale konkurrenceparametre.
Et fælles europæisk forskningsprojekt ved navn ‘Technology, Talent and Tolerance in European Cities: A Comparative Analysis’  har gennem de sidste to år arbejdet på at afprøve betydningen af Richard Floridas tese om den kreative klasse i en europæisk kontekst. Anden del af afrapporteringen fra det danske bidrag til det europæiske projekt er netop offentliggjort. Ud fra kvalitative data analyseres den kreative kasses dynamik i danske byer. Sigtet er at analysere om Richard Floridas teori er styrende for den danske kreative klasses valg af bosted og for regional udvikling.
Nogle danske byregioner præges af den dynamik, Richard Florida argumenterer for med sin teori om den kreative klasse. Det ser vi eksempelvis i Svendborg, hvor byregionens stedskvalitet og urbane kvaliteter har tiltrukket mange kreative, og i Esbjerg, hvor byregionens manglende stedskvalitet og fraværet af urbane kvaliteter betyder, at regionen (og særligt Esbjerg by) kun har kunnet tiltrække en ganske lille kreativ klasse. Tolerance og forskellige former for diversitet har altså stor betydning for regioners muligheder for at tiltrække den kreative klasse. I andre danske byregioner er der dog ganske andre kræfter på spil. Det ser vi eksempelvis i Sønderborg, hvor områdets succesfulde kompetenceklynge styrker erhvervslivet og tiltrækker den kreative klasse. Her er det befolkningens og erhvervslivets specialisering, der appellerer til den kreative klasse. De byregioner, der har den største kreative klasse, er dog København og Århus, hvor stedskvalitet, urbane kvaliteter og effekten af flere kompetenceklynger skaber en synergi, som giver optimale betingelser for at tiltrække den kreative klasse.

Baggrund
I den første del af afrapporteringen fra den danske del af forskningsprojektet ‘Technology, Talent and Tolerance in European Cities: A Comparative Analysis’ var konklusionen, at den danske kreative klasse udgør lige over 30 % af arbejdsstyrken. Den kreative klasse bor der, hvor der er regionale kvaliteter som diversitet og tolerance, og hvor den kreative klasse bor, er der regional vækst. Men det, de statistiske analyser ikke kan fortælle, er, hvad der har forårsaget hvad. Ud fra et omfattende interviewmateriale belyser den netop offentliggjorte anden afrapportering den kreative klasses dynamik. Fokus er på de forklaringer og sammenhænge der opleves i danske byregioner:

• Er det de regionale kvaliteter, der har tiltrukket den kreative klasse, som dernæst skaber regional vækst?

• Eller tiltrækkes den kreative klasse til områder med regional vækst, hvor de så fremmer regionale kvaliteter?

De spørgsmål er centrale for værdien af Richard Floridas teori om den kreative klasse. Det første scenario er det, Richard Florida hævder at finde i Nordamerika, mens det andet stemmer overens med en mere traditionel opfattelse af regioners vækst. Den danske analyses formål er at vurdere relevansen af Richard Floridas teori om den kreative klasse i en dansk kontekst.
Analysen bygger på materiale fra otte danske byregioner. En byregion er et funktionelt sammenhængende geografisk område, hvor over halvdelen af arbejdsstyrken arbejder inden for regionen. Byregionerne er udvalgt efter følgende kriterier:

• Primære byregioner: København og Århus, samt Odense og Aalborg.
• Byregioner med en overraskende stor kreativ klasse i forhold til befolkningens størrelse: Svendborg, Sønderborg og Ærø.
• Byregioner med en overraskende lille kreativ klasse i forhold til befolkningens størrelse: Esbjerg, samt til dels Odense og Aalborg.

I alt har mere end 90 personer bidraget til denne rapports interviewmateriale.

Richard Floridas teori om den kreative klasse
Den kreative klasse er den del arbejdsstyrken, som i særlig høj grad tænker nyt og innoverer, enten teknisk (f.eks. forskere, ingeniører, og arkitekter), kunstnerisk (f.eks. musikere, instruktører eller designere) eller socialt (f.eks. ledere, iværksættere og rådgivere):
”Hvis du er videnskabsmand eller ingeniør, arkitekt, designer, forfatter, kunstner eller musiker, eller hvis brug af din kreativitet er en central faktor i dit arbejde inden for erhvervslivet, uddannelsessystemet, retssystemet eller inden for et andet erhverv, er du medlem af denne [kreative] klasse” (Richard Florida 2002: indledning).

Den kreative klasse udmærker sig ved primært at blive betalt for at tænke, frem for primært at udføre mere rutinepræget arbejde. Richard Florida opdeler den kreative klasse i tre undergrupper:
1 Den kreative kerne, der arbejder med teknisk kreativitet, innoverer og udvikler patenterbare nyskabelser og lignende.
2 Bohemerne, der er kunstnerisk kreative
3 De kreative professionelle, der benytter den nyeste viden.

Ofte antager man, at arbejdskraften tiltrækkes af de byregioner, hvor arbejdspladserne er. Richard Florida vender denne logik på hovedet, idet han hævder, at teknologisk og økonomisk vækst følger den kreative klasse, og at den kreative klase tiltrækkes af byregioner, der kendetegnes ved åbenhed og tolerance. Virksomheder må derfor følge den kreative klasse, og ikke omvendt. Sammenhængen mellem det, Richard Florida kalder de tre T’er - Talent, Teknologi og Tolerance -, kan beskrives som følgende:

1 Tolerance: Den kreative klasse tiltrækkes af byregioner præget af tolerance og diversitet, fordi der er let adgang til anderledes og skæve indtryk og frihed til at udtrykke sig.
2 Talent: De kreative medarbejdere er så vigtige for mange virksomheder, at virksomhederne vil lokalisere sig der, hvor den kreative klasse ønsker at bo.
3 Teknologisk udvikling: Den dynamik gælder især teknologiintensive og vidensbaserede virksomheder, fordi den kreative klasse spiller en væsentlig rolle for innovation.

Skæve og anderledes perspektiver er blevet vigtige faktorer i forhold til innovation og virksomheders konkurrenceevne. I dag vil mange virksomheder gerne tiltrække mennesker, som både har de fornødne færdigheder til at håndtere en opgave og samtidig en personlighed, der gør, at de tænker lidt anderledes. Det centrale spørgsmål er derfor, hvor den kreative klasse ønsker at bo, og hvad det er, der tiltrækker den.

Image og identitet
Byers image er kommet i søgelyset som følge af den afhængighed af vidensproduktion, der er fulgt i outsourcingens kølvand. Vidensmedarbejdere – herunder også den kreative klasse – er yderst mobile. Dermed får byers image og bybranding en ny og central betydning. Image handler i høj grad om, at byen skal skille sig ud fra mængden.
En forudsætning for et image er, at omverden kender til en. Intet kendskab – intet image. Kendskab er også ofte et centralt element i beslutningen om at flytte til en ny by. Et positivt image med ’de rigtige’ associationer er derfor et centralt aspekt af byers mulighed for at tiltrække borgere og virksomheder. En bys image afhænger i en vis udstrækning af, at den har noget, som andre byer ikke har – en særlig kvalitet. Fordi den kreative klasse er en efterspurgt del af arbejdsstyrken, er Richard Floridas tese, at den kreative klasse i større grad end andre grupper på arbejdsmarkedet har råd til at vælge bosted med hjertet. Image bliver dermed centralt for at kunne tiltrække den kreative klasse.
Med den kreative klasse smelter borgerlige værdier sammen med kunstneriske tilbøjeligheder og bliver til en unik kreativ etos, og Richard Florida fremhæver netop denne kreative etos som en væsentlig drivkraft i vort vidensbaserede samfund. Den kreative etos er karakteriseret af, at elementer, der traditionelt har været adskilt, smelter sammen. Arbejdsliv og fritid flyder sammen – man leger på arbejdet og arbejder i ’fritiden’. Samtidig accepteres en blanding af sociale symboler, der tidligere tilhørte helt adskilte verdener - tatoveringer og piercinger kombineres med ledelsesansvar, og softwareudviklere ankommer til arbejde klædt som skulle de på ekspedition til Himalayas bjerge. Kombinationen af mange vidt forskellige symboler, tilhørsforhold og subgrupper skaber en unik identitet for den enkelte kreative person. Et væsentligt element i denne selvskabte identitet er den by, man bor i. En bys indhold – identitet – og andres opfattelse af byen – image – skal stemme overens med de kreatives selvopfattelse. Dermed bliver byers identitet og image endnu mere afgørende parametre i kampen om at tiltrække den kreative klasse.

Forskellen mellem et områdes image og identitet er en forskel i perspektiv, der handler om, hvorvidt fokus er på omverden eller området selv. Identitet er den selvopfattelse, der er fremherskende i området – borgerne, politikerne og erhvervslivets definition af et ’vi’. Image udtrykker derimod eksterne aktørers opfattelse af dette ’vi’. Den lokale identitet er udgangspunktet for omverdenens opfattelse af et områdes image, men identiteten er også afhængig af omverdenens opfattelse. Det indre og det ydre er altså forbundet, og derfor kan man ikke opbygge et image, uden at skele til den lokale opfattelse af områdets identitet. Monumentale bygninger, slogans og bannere kan ikke skabe et image for en by – det kan kun et målrettet arbejde med byens identitet.
Image spiller en rolle for tiltrækningen af den kreative klasse, men det skal bygge på en autentisk identitet for at slå igennem. Det betyder ikke, at et image behøver være pænt for at tiltrække den kreative klasse. Den kreative klasse tiltrækkes snarere af det autentiske end af det polerede. De empiriske eksempler peger på, at det er vigtigt med en ambitiøs og fokuseret strategi, men at baglandet, græsrødderne og undergrunden også skal tænkes med. Det er i tråd med Richard Floridas fokus på betydningen af autencitet for en bys stedskvalitet og mulighed for at tiltrække den kreative klasse.

Hvilke byer tiltrækker den kreative klasse?
For at tiltrække den kreative klasse skal et område helst have både tolerance, diversitet og specialisering. Det har byer som København og Århus, der da også har den største andel kreative mennesker i arbejdsstyrken, men da alle byer ikke kan bryste sig af storbyernes fordele, er det særligt interessant, at byer som Svendborg og Sønderborg også formår at tiltrække den kreative klasse i stort omfang.

1. De store byer: Store byer har en særlig puls, der tiltrækker kreative mennesker og virksomheder. Storbyerne er mulighedernes rum, og der er plads til at være anderledes – det er den diversitet, der er kernen i urbaniteten. Med til byregionerne hører også hele det opland, der tjener som sovebyer, erhvervsmæssige nicher og kilde til en stadig strøm af talent. Uden dette opland ville den urbane dynamik ikke være mulig. Kombinationen af tæt by, forstæder og opland giver netop den diversitet, der er karakteristisk for urbane regioner. Denne regionale diversitet koncentreres i byens center, og det er derfor i dette centrum, at diversiteten er størst. Diversiteten skaber en mængde udbud, men for den kreative klasse handler det lige så meget om muligheder som om det, der reelt benyttes.Den største andel af den kreative klasse findes i Københavns og Århus. De to storbyer tiltrækker forholdsmæssigt langt flere kreative end Odense, også når byernes størrelse tages i betragtning. Selvom der ikke er forskel på tiltrækningskraften for den største og næststørste by, er der stor forskel fra de to til landets øvrige store byer. Storbyernes tiltrækningskraft afhænger derfor ikke alene af befolkningens størrelse, men også af andre faktorer. Den kreative klasse selv fremhæver især udbuddet af muligheder - altså diversiteten - som appellerende. Karrieremæssigt og kulturelt muliggør diversiteten i København og Århus en mængde livsstilsmuligheder og en fleksibilitet, der tiltrækker den kreative klasse. Forskellen på København og Århus og byer som eksempelvis Odense og Aalborg er ikke kun kvantitativ (befolkningsstørrelse), den er også kvalitativ (niveau af diversitet). København og Århus er bedre gearet til den kreative klasses behov, hvilket tiltrækker de kreative, der skaber endnu større diversitet og dermed en positiv synergieffekt. De kreative industrier har med deres hippe og oplevelsesskabende effekt en stor betydning for denne proces. Der er tale om en positiv synergieffekt, hvor jobmuligheder, kulturliv og byens image spiller sammen. Befolkningsstørrelse i sig selv mister sin tiltrækningskraft et sted mellem størrelsen af Århus og Odense. Det fænomen kaldes ’The Tipping Point’– det magiske punkt, hvor de udslagsgivende faktorer ændres. Er byer af Århus’ størrelse eller større, skaber størrelsen diversitet. Er byer mindre end Århus, er byens størrelse ikke en attraktion i sig selv; der skal nogle andre dimensioner til. Så selvom Odense er en stor by, er byen ikke stor nok til, at den kan tiltrække den kreative klasse mere end så mange andre byer.De to største byer i Danmark har altså også de største andele af den kreative klasse i deres arbejdsstyrke. Det er næppe overraskende og det er næppe heller et særligt fremragende eksempel på Richard Floridas teori, da den kreative klasse i København og Århus snarere er tiltrukket af en generel storby dynamik end specifikt af de stedskvaliteter, Richard Florida fremhæver i sin teori.

2. De lækre byer:Det er derimod helt i tråd med Richard Floridas teori, at Svendborg med sin atmosfære af tolerance og kulturel aktivitet har tiltrukket en stor andel af den kreative klasse. Samtidig huser både Fanø og Ærø også en stor andel kreative mennesker. På trods af de tre områders afsides beliggenhed og funktionelle begrænsninger, er stedskvaliteterne alligevel stærke nok til at tiltrække den kreative klasse i stort omfang. Det er fælles for Svendborg, Fanø og Ærø at der er en stor andel kreative, som har valgt stedskvalitet over funktionalitet, men samtidig begrænser den mangelfulde funktionalitet byregionernes udviklingsmuligheder for at udnytte den kreative klasses potentiale til at skabe enestående økonomiske og erhvervsmæssige resultater. Ærø har historisk set en kompetence indenfor det maritime og kombineret med øens fokus på vedvarende energi, er det øens spidskompetencer. På Fanø er turismen det bærende erhverv, men de fleste arbejder på fastlandet, og Svendborg har en traditionel industripræget erhvervsprofil på trods af områdets sprudlende kreativitet. Svendborg byregion den byregion i Danmark, der har den tredjestørste andel af den kreative klasse i arbejdsstyrken. Den kreative klasse er hovedsagelig tiltrukket at områdets unikke byrum, skønne natur, diverse kulturliv og en udbredt tolerance. Både borgere, virksomheder, embedsmænd og politikere fremhæver masser af rationelle argumenter imod Svendborg, og alligevel er huspriserne høje, og byen populær. Byens kvaliteter overtrumfer de rationelle argumenter. De funktionelle dimensioner er imod Svendborg, men andre regionale kvaliteter gør alligevel Svendborg attraktiv for den kreative klasse. Mange af de kreative fremhæver, hvordan de har valgt at bo i Svendborg på trods af den manglende funktionalitet. I Svendborg er det ikke storbyens dynamik, der trækker, men snarere de stedskvaliteter Richard Florida fremhæver i sin teori om den kreative klasse. Når Svendborgs store kreative klasse ikke har skabt større økonomisk værdi for regionen, er det formodentligt på grund af de funktionelle mangler. Arbejdsmarkedet i Odense er ikke stort og dynamisk nok til at fungere som vækstdynamo for hele Fyn, og Svendborg har svært ved at skabe tilstrækkelig kritisk masse til at holde et velfungerende arbejdsmarked kørende inden for højtspecialiserede felter. Erhvervslivet er præget af mange mindre virksomheder uden et fælles overordnet fokus. Derfor kan den kreative klasse ikke se muligheder for en karriere i byregionen – de føler sig stavnsbundet til deres job, og det er ikke noget, der passer til den kreative klasses mentalitet. Konsekvensen er, at mange virksomheder i området har svært ved at tiltrække vidensbaseret og specialiseret arbejdskraft.

3. De driftige byer: Aalborg og Esbjerg er gamle industribyer, mens Sønderborg nærmest er sprunget direkte fra landbrugssamfund til videnssamfund. I dag er alle tre byers væsentligste force erhvervslivet – og i Aalborg og Sønderborg særligt erhvervslivets specialisering. De tre byregioner oplever alle deres image som en udfordring for rekrutteringen af talent, og alle tre arbejder de på at gøre noget ved det. I Aalborg og Esbjerg er den kreative klasse overraskende lille i forhold til byernes størrelse, mens den i Sønderborg er overraskende stor. For Aalborg og Esbjerg har den manglende kreative konsekvenser for de mest innovative og specialiserede dele af erhvervslivet: I Aalborg flytter flere og flere spilproducenter til København eller udlandet, hvor de kan være en del af et større miljø. I Esbjerg har flere virksomheder været nødt til at flytte deres softwareudvikling til Århus, for at kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft. I modsætning hertil har Sønderborg byregion den fjerdestørste andel af den kreative klasse i arbejdsstyrken i Danmark. Det er ikke stedskvalitet, der er byregionens største styrke, det er erhvervslivets specialisering. Selvom Sønderborg rummer rigeligt med karrieremuligheder indenfor mechatronics, kniber det med at tiltrække ingeniører udefra, fordi partnere med en anden faglig baggrund har svært ved at finde passende job og skabe sig en karriere.  Arbejdsmarkedet er så specialiseret, at Sønderborgs styrke nu er en hæmsko for den videre vækst i området. De tre driftige industribyer Aalborg, Esbjerg og Sønderborg har udover et stærkt erhvervsliv det til fælles, at alle tre byregioner er fokuseret på at opgradere de regionale kvaliteter, de står svagt i forhold til. Stedskvalitet og urbane kvaliteter ses som vejen til et stærkere erhvervsliv og regional vækst.

Den kreative klasses dynamik
At tiltrække den kreative klasse kræver en kombination af forskellige regionale kvaliteter. Befolkningsstørrelse og erhvervsliv alene er ikke tilstrækkeligt, og regionale kvaliteter som diversitet, tolerance og kulturliv trumfer ikke altid alle andre forhold. Traditionelle faktorer såsom infrastruktur, arbejdsmarkedets muligheder, boligpriser, offentlige servicetilbud og lignende spiller også ind. Og når det gælder den kreative klasses geografiske fordeling spiller de særlige karrieremæssige muligheder, der opstår i stærkt specialiserede regioner, også ind.
Helt overordnet er der i Danmark tre typer regioner, der i særlig stor grad formår at tiltrække den kreative klasse: store byer som København og Århus, byer med en særlig stedskvalitet som Svendborg og byer med en høj grad af specialisering som Sønderborg. Der er også nogle overordnede træk, der tilsyneladende demotiverer den kreative klasses bosætning: et tyndt arbejdsmarked med begrænsede karrieremuligheder, et begrænset udbud af kultur og oplevelser i hverdagen og i det hele taget mangel på tolerance og diversitet.

I de danske cases er der byregioner, hvor den kreative klasse vælger bosted med hjertet - den tese Richard Florida fremsætter. Men samtidig er der også en modsatrettet tendens, hvor de karrieremuligheder, der følger af regional specialisering tiltrækker den kreativ klasse og den kreative klasse derfor vælger bosted ud fra rationelle karriereovervejelser – den logik, der kan udledes af klyngeteori. De områder, der taler til både hjertet og hjernen har de bedste muligheder for at tiltrække den kreative klasse.
Den kvalitative analyse har givet en ny vinkel på Richard Floridas teori om den kreative klasse. Richard Florida fremhæver at regionale kvaliteter som diversitet og kultur tiltrækker den kreative klasse, der så skaber vækst. Ud fra den danske analyse er der dog snarere belæg for at sige, at fravær af specifikke regionale kvaliteter hæmmer udviklingen:

1. Fravær af regionale kvaliteter som diversitet holder den kreative klasse væk. Det ser vi i Esbjerg, hvor byen og området ikke appellerer til den kreative klasse, så virksomheder på trods af et ellers stærkt erhvervsliv tvinges til at flytte de mest innovative afdelinger til Århus, og i Aalborg, hvor virksomheder i de mest innovative brancher flytter fra byen.
2. Fravær af klassiske funktionelle elementer begrænser muligheden for at realiserer den kreative klasses potentiale for at skabe vækst. Det ser vi i Svendborg og i de mindre øsamfund, hvor begrænsede karrieremuligheder, dårlig infrastruktur og mangel på kapital hæmmer den kreative klasses muligheder for at skabe vækst.

Den videre forskning
Forskningsprojektet ‘Technology, Talent and Tolerance in European Cities: A Comparative Analysis’ er endnu ikke afsluttet [januar 2007, red.]. I dansk regi har Socialministeriet givet støtte til en analyse af de sociologiske aspekter af den kreative klasse. Analysen vil koble de statistiske resultater med den indsigt, der er opnået gennem interview og fokusere på den kreative klasse – dens karakteristika, livsstil, ønsker og krav.

Vil du vide mere?
Den kreative klasses dynamik.
Af Kristina Vaarst Andersen, Erik Johnsen Vinther og Mark Lorenzen,

The Geography of the Danish Creative Class – A Mapping and Analysis.
Af Kristina Vaarst Andersen og Mark Lorenzen

Den danske kreative klasse.
Af Kristina Vaarst Andersen og Mark Lorenzen i Samfundsøkonomen nr. 2, 2006.

Den Kreative Klasse – og hvordan den forandrer arbejde, fritid, samfund og hverdagsliv.
Af Richard Florida, udgivet på Forlaget Klim, Århus, 2005.

Cities and the Creative Class.
Af Richard Florida, udgivet på Routledge, New York, 2005.