Børn er kompetente, erkendende subjekter, der har en egen æstetisk praksis. De er ikke blot formbare, modtagende objekter for den lærdom, vi som voksne hælder på dem. Beth Juncker præsenterer i sin bog ”Om Processen” et æstetisk børnekulturbegreb, der tvinger os til at revidere vores opfattelse af børnekultur.
Alle, der arbejder med børnekultur, kender remsen ”kultur for, med og af børn”. Men i virkeligheden er der ikke rigtig nogen der ved, hvad det dækker over.Beth Juncker afdækker i sin meget anbefalelsesværdige bog ”Om processen – det æstetiskes betydning i børns kultur”, hvad det tre-delte børnekulturbegreb egentligt betyder. Denne afdækning er et led i at nå frem til et nyt børnekulturbegreb, som tager udgangspunkt i, at børn er erkendende og kompetente subjekter. De er ikke rationelt erkendende ligesom voksne, men derimod sensitivt erkendende – ligesom voksne også er det.
Alt er børnekultur
Det tredelte børnekulturbegreb to første led: ”kultur for og med børn” refererer til et børnekulturbegreb, der har dannelse som mål og bygger på et enhedskulturelt syn. De refererer til kendte kulturinstitutioner- og produkter.Med kultur af børn forholder det sig helt anderledes – for hvad er det? Og hvor finder vi det? Beth Juncker forklarer, at kultur af børn beskriver den konstante proces med at skabe mening og betydning, som børn hele tiden er i gang med. Det kan handle om at gå, hoppe eller tale på en bestemt måde, der er sjov og spændende. Det centrale er ikke et produkt, men det, der sker, mens det sker, for dem, der deltager i det. På den måde adskiller kultur af børn sig væsentligt fra de to andre former. Kultur af børn er faktisk i modsætning til de to andre former: Kultur for og med børn. Derfor, forklares det i bogen, kan begrebet ”kultur, for med og af” ikke bruges til noget. I praksis er begrebet blevet brugt som en elastik til at kalde alt muligt for børnekultur. Dermed er det blevet absurd og forvirrer mere, end det klargør.
Børn er ”beings”
Kultur for, med og af børn er faktisk et relativt nyt begreb, som stammer fra 1996. Beth Juncker beskriver i bogen, at det opstod efter et opgør med den traditionelle pædagogisk-psykologiske optik, hvor børn bliver betragtet som ”becomings”, altså nogen der er på vej til at blive noget frem for at være ”beings”, der allerede er. I den førstnævnte optik opfattes børn som noget, der skal dannes og uddannes. Der er fokus på kulturs socialiserende funktioner og der satses på alderssvarende tilbud til børn.I den opfattelse af børnekultur sættes der skel mellem det almene kultursystem og børnekultur.Børnekultur er ikke først og fremmest kultur og bevæger sig ikke primært i et kulturpolitisk felt.Kultur er instrument for at forme og danne børn i pædagogisk tilrettelagte former. Denne pædagogiske tilgang siger, at børn ikke kan være erkendende subjekter og derfor har voksne pligt til at arbejde med dem, indtil de bliver til erkendende subjekter. Altså opfattes børn som formbare, modtagende objekter.
Børnekultur handler ikke om kunst
Det nye børnekulturelle begreb handler om børnekultur som et æstetisk felt. Det rummer både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske kunstarter og de nye medier, som børn bruger.Beth Juncker bygger blandt andet sit børnekulturbegreb på Baumgarten, der i 1700-tallet grundlagde videnskaben om den sensitive erkendelse. I denne videnskab skelnes der mellem to ting: På den ene siden den sensitive erkendelse og på den anden siden den kunstneriske formgivning og tilegnelse.Den opdeling peger på, at den sensitive erkendelse ikke nødvendigvis har noget med kunst at gøre.Den sensitive erkendelse handler om, hvordan vi – børn som voksne – skaber mening i hverdagen gennem forskellige måder at bruge æstetiske mønstre på. I denne æstetiske væren handler det om processen – at være en del af det, der foregår og bidrage til det, mens det foregår.
Ikke alt i børns liv er kultur
En af Beth Junckers pointer er, at der skal skelnes mellem det æstetiske som kunstnerisk formgivning og det æstetiske som almen formgivende praksis i hverdagen: ”Børns kultur handler med andre ord om, hvordan børn griber æstetiske mønstre og de kulturelle udtryksformer, de rummer, hvordan de improviserer med dem, omskaber og videreudvikler dem og dermed vinder og kvalificerer den tavse viden, kroppen arkiverer og klassificerer.Børnekultur handler om de æstetiske udtryk og oplevelser i kunst og i medier, der med mønstre,genrer og udtryk kan bidrage til at inspirere og kvalificere børns egne kulturelle processer og tolkningskompetencer og om de musisk-kreative processer, der giver børn mulighed for selv at afprøve og kvalificere æstetiske redskaber og udtryksformer” (Om processen, side 159)
Det er denne skelnen, der giver det nye børnekulturbegreb mening. Det slår fast, at ikke alt i børns liv er kultur og at der skal tænkes i kulturpolitik.
At gå, hoppe eller tale på sjove måder
"Om processen” er en interessant og tankevækkende bog, som jeg varmt kan anbefale til alle, der på en eller anden måde har med børn at gøre – professionelt eller privat. Den giver en øget forståelse for børns måde at agere på og vores rolle som voksne i forhold til børnene. Jeg synes, at den understreger vigtigheden af, at vi giver plads til børns egen udfoldelse – til deres egen æstetiske praksis – at vi udviser tålmodighed og indlevelse og måske også selv deltager på lige fod i den æstetiske formgivning i hverdagen ved selv at hoppe, gå eller tale på sjove og spændende måder – sammen med børn – eller måske alene.
Artiklen bygger på ”Om processen – det æstetiske i børns kultur” af Beth Juncker, Tiderne skifter, 2006,kapitel 8.
