Randers Kommunes kulturbudget er næsten uændret trods besparelser i kommunen i forlængelse af reformen. Der er besparelser på en del områder, men samtidig også en budgetforøgelse til kulturfyrtårnet Værket. Imens undergår bibliotekerne en markant strukturændring med nedlæggelse af filialer og styrkelse af hovedbiblioteket.
Randers Kommune er en sammenlægning af tre hele kommuner: Randers, Purhus og Nørhald og tre halve kommuner: det østlige Sønderhald og det nordlige Langå, og en bid af Mariager Kommune: Havndal-området (som det stod at læse i fritids- og kulturchef Anders Høgstrups artikel om folkeoplysningen i den nye Randers Kommune i december i tidsskriftet Folkeoplysning).
En ny kommune på 93.000 indbyggere, der har været igennem en kompliceret sammenlægning, men som har en organisk geografisk afgrænsning og hænger godt sammen ifølge kommunaldirektør Bent Peter Larsen. På spørgsmålet om strukturen nu også vil kunne håndtere at tage vare på de lokale særpræg svarer han, at det er hensigten, og at der har været tænkt meget på det under strukturarbejdet.
Kommunen har fået en selvstændig kulturel forvaltning under direktør Lars Keld Hansen. Forvaltningen består af medarbejdere fra de gamle kommuner og er inddelt i fem enheder. En Fritids- og Kulturafdeling, Bibliotekerne, Værket, Kulturhistorisk Museum og Borgerservice.
Kommunen har været nødsaget til betydelige besparelser i forbindelse med reformen, men de kilder jeg har talt med, tør godt (med forbehold for, at det er et slag på tasken) vove den påstand, at kulturområdet er holdt stort set skadesløs. Det skyldes primært en politisk beslutning om en merbevilling til Værket og en afdragsmæssig lettelse for Randers Regnskov, mens de øvrige områder i højere grad har måttet medvirke i den generelle besparelse. Det er ganske bemærkelsesværdigt, idet Randers Kommune har været så hårdt ramt af omlægningen, at der sker et nettofald i den kommunale service fra sidste år til i år.
På fritids- og kulturområdet har harmoniseringen fyldt meget. En meget omfattende proces har været gennemført for at få alle involverede parter i de sammenlagte kommuner i tale. Den har været vanskeliggjort af, at der har manglet et folkeoplysningsudvalg for den ny kommune i sammenlægningsperioden.
Der har været tale om visse steder meget store ændringer for den enkelte forening eller den enkelte aftenskole. Nogle til det bedre, andre til det værre.
Folkeoplysningen er sluppet med mindre besparelser, men antallet af aftenskoler er faldet som konsekvens af en strukturomlægning i oplysningsforbundene, hvor mindre afdelinger slås sammen med de store afdelinger i Randers.
De frivillige folkeoplysende foreninger har haft ret forskellige vilkår, og harmoniseringen har derfor betydet, at nogle har fået bedre vilkår, mens andre er blevet beskåret. Nogle ret betydeligt. Også på hallejeområdet er harmoniseringen en ubehagelig overraskelse for nogle, der ikke hidtil har været vant til at betale for brugen af idrætshallen og må se, at den nu sættes til 80 kr. i timen.
Som nævnt er Værket blevet økonomisk styrket i den nye struktur, og Randers Regnskov har fået en håndsrækning i form af rente- og afdragsfritagelser for et lån fra det gamle amt.
På musikskoleområdet er der tale om at samle aktiviteterne i Randers Musikskole. På Biblioteksområdet er betydelige strukturændringer sat i værk og vil løbe over de kommende år. De følges af en besparelse i år på ca. 1 mio. kr. og 1,9 mio. kr. næste år ud af i alt ca. 40 mio. kr. Der vil ske en betydelig styrkelse af hovedbiblioteket, som muligvis skal have helt nye fysiske rammer. Biblioteket, der i dag har til huse i Kulturhuset sammen med to museer, vil enten skulle overtage en større del af huset, flytte til nye lokaler eller udvide Kulturhuset. Det er endnu ikke afklaret.
Når udbygningen af hovedbiblioteket er gennemført, nedlægges tre byfilialer i relativt sparsomt befolkede områder (de dækker 5.000 til 8.000 borgere hver). Nordbyens Bibliotekscenter, der også er skolebibliotek, og Havndal Bibliotek nedlægges i 2007.
Efter ændringerne vil kommunen have et fornyet og udbygget hovedbibliotek, et filialbibliotek i Langå og en vidtstrakt bogbusbetjening primært i landområdet. De nye områder har også tidligere været dækket af bogbusbetjening.
Artiklen bygger på samtaler med kommunaldirektør Bent Peter Larsen, sekretariatschef Lars Peter Salhøj, og udviklingschef Hans Nielsen, samt artiklen Randers, Arbejdet peger fremad af fritids- og kulturchef Anders Høgstrup fra tidsskriftet Folkeoplysning, december 4/2006