Med strukturreformen er de danske teaterforeninger på vej mod nye veje. Spørgsmålet er, hvordan de nye kommuner vil tage imod teaterforeningerne. Men også om tiden er løbet fra den store frivillige indsats, hvad den nye billetkøbsordning betyder, og hvordan samarbejdet mellem teaterforeningen sikres.
Danmark har 66 teaterforeninger spredt i hele landet, heraf ligger ca. 1/3 del i hovedstadsområdet – et faktum, der gerne overrasker folk, der forestiller sig, at teaterforeningerne primært udfolder sig i de mellemstore jyske provinsbyer. Og det siger da også noget om, hvilket formål teaterforeningerne har, at de også kan blomstre i to Københavnske forstadsbyer som Lyngby og Hvidovre – det handler bl.a. om socialt samvær gennem fælles kulturelle oplevelser. I det perspektiv er der ikke langt fra Lyngby og Hvidovre til Frederikshavn og Esbjerg. Det er både lettere og tryggere at gå i den lokale teaterforening, end at transportere sig ind til storbyens scener med et bugnende teaterudbud man har svært ved at overskue. Når man går i teater med teaterforeningen ved man sådan nogenlunde, hvad man kommer ud for og hvem man møder. Teaterforeningernes bestyrelser, der vælger forestillingerne ud, bliver en garant for en vis kvalitet.
Sådan en teaterforening ser meget forskellig ud rundt i landet. Nogle spiller i gymnastiksale (dem er der nu ikke så mange tilbage af), nogle har egne teatre, nogle samarbejder med kulturhusene, nogle spiller på de lokale egnsteatres scener – nogle har små scener og nogle har store scener. Nogle har 200 medlemmer, nogle har flere tusind. Og deres repertoire går også lige fra 4 forestillinger fra Det Danske Teater og Privat Teatret til 25 forestillinger med alt hvad hjertet begærer af moderne scenekunst. Endelig har nogle af teaterforeningerne påtaget sig at formidle børneteater i kommunen.
Man kunne forestille sig at teaterforeningerne løste et problem de steder, hvor der ikke var andre teatertilbud – men sådan er det langt fra. Faktisk virker det mere som om, der er en synergieffekt – jo flere tilbud des større aktivitetsniveau. Egnsteatre, kulturhuse og teaterforeninger kan godt trives sammen. Teaterforeningerne kan se sin naturlige rolle i at købe forestillinger ind for at supplere det øvrige udbud – og sikre at alle får mulighed for at komme i teatret. Der er for os at se ingen tvivl om, at fjerner man teaterforeningerne vil de dårligst stillede komme til at lide under det – de ældre og børnene, der ikke valfarter til storbyen med samme enkelthed som andre. Færre vil komme til at se teater.
Støtte til teaterforeningerne
Teaterforeningernes støttevilkår er også meget forskellige. Indtil 2007 har teaterforeningerne strukturmæssigt hørt under amterne med det primære fokus at administrere abonnementsordningen – begge dele er nu en saga blot – og det har jo udløst meget bekymring rundt i landet over, hvad der kom i stedet. Amterne har håndteret ansvaret for teaterforeningerne noget forskelligt. Nogle har kun levet op til lovkravet om et kronetilskud pr. billet solgt i abonnement på 40 kr. og til unge under 26 år på 60 kr. – med refusion af henholdsvis 20 og 30 kr. fra staten. Andre, her i blandt Københavns Amt, har desuden givet grundtilskud til driften af teaterforeningerne og formidlingstilskud til fælles fremstød og nye initiativer. I Frederiksborg Amt har man givet forhøjet billettilskud og underskudsgaranti – og i øvrigt involveret teaterforeningerne i uddeling af priser og projektstøtte. De frivillige tilskud fra amterne er blevet medtaget i den 4årige aftale, der er lavet mellem KL og Kulturministeriet, og de deles således i en periode ud direkte til teaterforeningerne gennem kommunerne. Men kun hvis amterne har været forudseende nok til at omlægge støtten til direkte tilskud over flere år. Dvs. Frederiksborg Amts variable tilskud er simpelthen bortfaldet med store konsekvenser for de involverede teaterforeninger.
Kommunerne har nu fået et øget ansvar for teaterforeningerne – et ansvar som mange kommuner dog i forvejen frivilligt havde påtaget sig gennem pæn økonomisk støtte til drift af teaterforeningerne. Der er dog politikere og forvaltninger, der stadig ser teaterforeningerne som et privat interessefællesskab, der selv bør betale for fornøjelserne. De overser hvilken betydning lokale kulturaktiviteter har for en kommunes identitet og udvikling, samt hvor stor pris de fleste borgere sætter på at kunne dyrke lokale fællesskaber. Problemet her er, hvordan man gør teaterforeningens virke åbent og tilgængeligt for alle borgere i kommunen. Det smukke og besparende ved teaterforeningerne er jo, at de er baseret på en frivillig indsats fra borgere, der ønsker disse aktiviteter – og hvor meget professionel administration, formidling og udviklingskraft kan man forlange af sådanne netværk? Det er en generel problematik, men den er særlig synlig for teaterforeningerne, der virker i et direkte samspil med et mere professionelt udbud af teater. Kulturforvaltere over hele landet kommer til at skulle nytænke balancen mellem frivilligt engagement og professionel administration, hvis man skal udnytte teaterforeningernes fulde potentiale og se dem som et led i kommunens udvikling.
Al teater kræver økonomisk støtte – særligt hvis man ønsker mere end kioskbaskerne. Hvis man ønsker teater for de unge, nytænkende, debatskabende teater eller dans, skal der laves publikumsudvikling – og det tager tid og kræfter, som teaterforeningerne ikke umiddelbart har. Men det gode er, at hvis man har mod til langsigtede strategier kan kommunerne via støtte til teaterforeningerne hive ekstra statslige bevillinger hjem. Der har været stor støtte til turné med moderne dans de seneste år, og der findes andre gode støttemuligheder for det eksperimenterende teater. Sidste skud i retning af at støtte den mere eksperimenterende scenekunst, kan man se i den nye billetkøbsordning. Billetkøbsordningen, der fra sommeren 2007 afløser abonnementsordningen, administreres af Kunststyrelsen. Det tidligere tilskud pr. billet omlægges til et tilskud pr. opførelse, hvilket betyder, at man får det samme tilskud til en stor musical af Det Danske Teater som til en marionetdukkeforestilling til voksne. Det samme tilskud hvis man har plads til 200 eller til 1000. Det vil være en fordel for de små scener, og man kan formode at teaterforeningernes lyst til at præsentere et bredt repertoire vil øges. De store scener vil dog være under øget pres – hvilket yderligere forstærkes af, at teaterforeningernes monopol på billettilskud brydes, fordi kulturhusene kan søge om støtte fra billetkøbsordningen på samme vilkår.
Det værste der kan ske, er at der bliver slåskampe mellem de frivilligt baserede teaterforeninger og de professionelle kulturhuse. Der har kommunerne et særligt ansvar for at gennemtænke, hvad man ønsker på scenekunstområdet og skabe samarbejdsrelationer mellem teateraktørerne.
Netværk
De fleste teaterforeninger er organiserede gennem landsorganisationen Danmarks Teaterforeninger, der varetager teaterforeningernes interesse på nationalt niveau. Og her har de et naturligt interessenetværk med fokus på de årlige teaterforeningsseminarer, hvor alle teaterproducenterne præsenterer den følgende sæsons forestillinger samtidig med, at der er en teaterfaglig debat.
Denne udveksling af idéer og muligheder er vigtig for fornyelsen, men den er svær at opretholde i så stort et forum. Naturligt har teaterforeningerne også haft et netværk i tilknyttet til amtet (vi har TIKA – Teaterforeninger I Københavns Amt) – de har haft en størrelse, hvor man reelt kan tale om vidensdeling. Disse netværk er for os at se det reelle tab ved amternes nedlæggelse, og dem bør vi både fra teaterforeningernes, men også fra det offentliges, side forsøge at opretholde. Der ligger et arbejde foran os i at formulere hvordan sådanne netværk skal konstitueres, og hvad de skal netværker omkring. Der er jo ikke længere konkrete politiske og økonomiske mål i arbejdet.
En mulighed er, at de nye regioner påtager sig et ansvar for opretholdelsen af de faglige netværk og for at føde disse netværk med kompetenceudvikling. En anden mulighed er at skabe netværk som underfraktioner af Danmarks Teaterforeninger, der fungerer som interesseorganisationer i forhold til landsforbundet. En tredje, at de kommunale forvaltninger i et givet geografisk område påtager sig at skabe tværkommunale netværk for alle teateraktører i området, hvor fokus mere vil være på konkrete samarbejdsmuligheder, fælles promovering, talerør i forhold til lovgivning etc. De teaterforeninger der gerne vil tænke nyt og udvikle sig skal nok finde sammen – det handler om at sikre at alle deltager, så inspirationen kan flyde længere.
Teaterproducenterne
Teaterforeningerne indgår i et organisk forhold til teaterproducenterne – vi er dybt afhængige af hinanden. Vi skal have en masse forestillinger at vælge imellem for at kunne skabe vores eget repertoire – teatrene skal gerne have mange steder at turnere, for at det bliver lønsomt, og for mange teatre handler det om deres overlevelse. Det gør, at vi har en naturlig interesse i teaterproducenternes forhold – og her i Københavns Amt har vi med særlig stor interesse fulgt sagen om Det Danske Teaters fusion med Folketeatret.
Det Danske Teater er den eneste organisation der udelukkende har haft fokus på turné, og deres forestillinger er krumtappen i alle teaterforeningers repertoire. Derfor har det været magtpåliggende at sikre at den nye fusion ikke forringede turnéaktiviteterne – og Danmarks Teaterforeninger har deltaget i de netop overståede forhandlinger, og også fået sikret sig to bestyrelsespladser. I TIKA er vi særligt bekymret for, om vi får en alt for stor konkurrence om billetsalget til de samme forestillinger som spilles på Folketeatret – igen står vi som frivillige foreninger svagt overfor en professionel institution.
Veje frem
I de næste år vil teaterforeningerne skulle stå sin prøve med masser af nye udfordringer – men også nye muligheder. De nye kommuner vil f.eks. bedre kunne løfte flere kulturtilbud herunder give en god grobund for de lokale teaterforeninger – gerne med flerårige aftaler med teaterforeningerne. Vi tror også de vil gøre det, fordi det betaler sig at sikre den lokale sammenhængskraft, og teaterforeningerne er et godt redskab til dette. Teaterforeningerne skal i højere grad åbne sig imod omverdenen og finde nyt publikum gennem en fornyelse af repertoiret og synlighed i lokalsamfundet – det kræver opbakning fra kommunerne til udvikling af nye kompetencer. Der skal findes nye måder at samarbejde på mellem teaterforeningerne og de øvrige aktører – teaterproducenterne, kulturhusene, amatørteatrene og de øvrige lokale kulturfolk. Teaterforeningerne skal også findes deres ben i forhold til at tage socialt ansvar f.eks. i forhold til integrationsproblematikken. Og endelig kommer vi nok ikke uden om at skulle lave kreative alliancer med erhvervslivet for at sikre en bedre økonomi til de nye visioner.
