Bag hypen - politisk fremme af oplevelsesøkonomi og kreative industrier i Danmark og udlandet

Det sker på baggrund af rapporten ”The Political Promotion of the Experience Economy and Creative Industries” fra Copenhagen Business School, der sammenligner seks landes tilgang til at fremme af oplevelsesøkonomi og kreative industrier. Landene i undersøgelsen er Danmark, England, New Zealand, Norge, Singapore og Sverige.

Happy buzzword eller et afgrænset genstandsfelt
Når udgangspunktet er at dykke ’bag facaden’, er det ikke tilfældigt. Kreative industrier har levet en mere eller mindre skjult tilværelse i fred og ro for statistikker, skåltaler og happy buzzwords, lige indtil New Labours magtovertagelse i 1997 og markedsføringen af England under sloganet ”Cool Brittannia”. Siden da er det gået slag i slag med den ene æstetiserede strategi efter den anden, hvor der ikke er sparet på penge til layout og kulørte billeder. Ikke kun i England, men i de fleste vestlige lande. Kreative industrier og oplevelsesøkonomi er blevet en feel-good politisk dagsorden, der kan forene det politiske venstre og højre om, at landet er og fortsat skal være kreativt, og dermed komme med et positivt svar på globaliseringsudfordringens ”Hvad skal landet leve af?”.  
 
Kreative industrier er om noget et eksempel på et politikfelt, der i høj grad er vokset frem ud fra inspirationen fra udlandet, og det gælder i Danmark såvel som de andre lande i undersøgelsen. Internettet gør det omtrent samtidig med New Labours magtovertagelse muligt for politikudviklerne at få inspiration fra andre steder i verden, via en hurtig søgning på nettet. I dag er oplevelsesøkonomi højt på den politiske dagsorden, og hvad oplevelsesøkonomi har vundet i udbredelse og popularitet, har det samtidig tabt i præcision. Det er undersøgelsens første konklusion – og en stadig udfordring for den politiske fremme af kreative industrier.

I Danmark taler vi om ”oplevelsesøkonomi”. Det samme er tilfældet i Norge, samt i Sverige, hvor det er ”upplevelsesindustrin”, der er det store slagord. Men netop denne term er meget bred, og dermed ikke særlig præcis. Netop præcisionen er vigtig, fordi det netop er udgangspunktet for at etablere en støtte, der rent faktisk når de kreative virksomheder. I andre lande hælder man – med inspiration fra England – til termen ”kreative industrier”. Heller ikke her med en særlig præcis definition. Som en af forskerne i undersøgelsen, Andy Pratt fra London School of Economics, siger, så har man i England taget en række industrier, der udviste vækst i 1990’erne og puljet dem sammen under banneret ’kreative industrier’.

Det skal retfærdigvis siges, at heller ikke forskningen selv er helt enig om, hvordan man skal definere kreative industrier som genstandsfelt ⁽¹⁾.  Men meget tyder på, at det frem for kun at overveje hvilke brancher, der er relevante at støtte, også vil være interessant at se på, hvad disse brancher eller virksomheder har til fælles. En sådan tilgang vil nemlig tydeliggøre, hvad kreative virksomheder basalt set er, hvordan de fungerer, og hvor de er sårbare, og dermed også hvordan man bedst kan fremme dem politisk. Gennemgående karakteristika er fx, at virksomhedernes kernemedarbejdere er højtuddannede og med avancerede tekniske færdigheder, at de anvender avanceret teknologi i produktionen, at de nogle gange – men ikke altid – er afhængige af offentlige institutioner, at de har et globalt udsyn og marked, og at de ofte er afhængige af beskyttelse af ophavsret (IPR). Det er ikke en udtømmende liste, men giver blot et fingerpeg om, at det bestemt ikke er let at definere et særligt genstandsfelt eller en særskilt gruppe af aktører, som politikkerne skal fremme. I England er politikudøverne til dels hjulpet på vej af (nye) interesseorganisationer og brancheorganisationer, der formulerer fælles behov og ståsted for kreative virksomheder. I Danmark – og mange andre steder – findes en sådan fælles platform ikke, men brancherne har i flere tilfælde organiseret sig på brancheniveau, hvilket fx gælder filmindustrien med Producentforeningen.

Kreative industrier – institutionelt hjemløse
Det er en overvejelse, der leder til undersøgelsens næste konklusion, nemlig at kreative industrier som politikfelt både er institutionelt hjemløse, og samtidig ofte dybt forankret i kulturministerierne. Oprindeligt blev kreative industrier defineret som kulturpolitik, men kulturpolitikken har som præmis at støtte den kultur, der ikke kan klare sig på markedsvilkår. Det betyder, at de kreative virksomheder ikke altid har fået politisk opmærksomhed, som det, de også er, nemlig virksomheder. Det har til dels ændret sig, særligt i England og New Zealand, der i dag næsten udelukkende har fokus på det økonomiske aspekt og erhvervsfremmeordninger, og kreative virksomheder som kilde til økonomisk vækst. Samtidig med at erhvervsaspektet fylder mere, har et væld af andre ressortministerier og politikområder meldt sig på banen.

Ser man på landene i undersøgelsen til sammen er følgende politikområder i spil: forskning, innovation, uddannelse, ungdomspolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og udenrigspolitik, det sidste især i forhold til eksport og branding. Dertil kommer regional og lokal politik, der dog ikke har været i fokus i undersøgelsen. Det skal bemærkes, at den arbejdsdeling, der forekommer naturlig i Danmark mellem regionalt og lokalt niveau, langt fra er den samme internationalt set. I England arbejder de regionale udviklingsråd fx med eksportfremme, der de fleste andre steder bliver set som et nationalt anliggende. Konklusionen er imidlertid klar: Kreative industrier er ikke forankret i et velafgrænset politikfelt. I Sverige har Finansministeriet sågar haft øje på rammebetingelserne for den svenske musikindustri.

At så mange forskellige politikområder er involveret, kan være en klar fordel, fordi det rummer mulighed for at skabe brede rammebetingelser for kreative virksomheder. Det er endnu et åbent spørgsmål, om en fælles koordinerende enhed er en fordel. I England optræder kulturministeriet som den koordinerende enhed. I andre lande, som fx Norge og Danmark, er flere af politikudspillene blevet til i et partnerskab mellem kultur- og økonomiministeriet, men suppleres efterhånden og i stadig større udstrækning af andre ressortministerier.

Rent faktisk er der meget, der tyder på, at man i de skandinaviske lande har formået at skabe brede rammebetingelser for talentudvikling, idet man fx har kreative uddannelser af høj kvalitet, inden for mange forskellige brancher, ligesom kultur- og fritidstilbuddene i kommunerne kan have betydning i den forbindelse.
Mens kombinationen af flere politikfelter kan være en god tilgang til at skabe brede rammebetingelser for de kreative, er det langt fra alle vegne, man er optaget heraf.

Rammebetingelser eller få fyrtårne
I New Zealand har man på flere måder en mere enstrenget og strategisk tilgang til fremme af kreative industrier. Enstrenget, fordi det primært er New Zealands økonomiske udviklingsråd, New Zealand Trade and Enterprise, der er primus motor, og kulturelle og sociale dimensioner ikke bliver taget i betragtning. Den er desuden strategisk, fordi man i New Zealand primært har valgt at satse på nogle få, udvalgte brancher, nemlig design, mode, tekstil og underholdningsindustrien, herunder særligt den filmproduktion, der med indspilningen af Ringenes Herre gav landet et kortvarigt, økonomisk boost. Som sådan er New Zealand en interessant case, fordi man med den enstrengede og strategiske tilgang får en meget fokuseret strategi, som imidlertid er risikabel, idet der ingen garanti er for udbytte af investeringerne af skatteborgernes penge. Ringenes Herre var måske en god forretning for New Zealand på kort sigt, og den kortvarige økonomiske gevinst gav anledning til, at man ville satse yderligere på at bringe filmoptagelser til landet. Problemet er bare, at alle de, der skaber egentlig værdi i filmproduktionen – filmteknikere, instruktører, skuespillere, klippere, tonemestre, etc., dvs. de kreative – forlader landet igen minuttet efter filmoptagelserne er afsluttet. Dermed er der ikke grundlag for varig vækst, og den vækst, New Zealand oplevede, var primært drevet af cateringfirmaer, biludlejning og anden sekundær service.

Vil man fremelske en egentlig, værdiskabende kreativ industri, har man derfor ikke kun brug for at tænke i traditionel erhvervspolitik (selvom denne bestemt heller ikke kan undværes, heller ikke i denne sammenhæng), men en flerhed af politikker. Et kreativt miljø kan opstå af mange grunde, men tilstedeværelsen af de kreative, som man får gennem kvalitetsorienterede uddannelser og bymiljøer, er en af nøglestenene. I London har man begge dele, både kreative og urbanitet, og man har derudover, men etableringen af SohoNet skabt en infrastruktur, der gør det muligt for de kreative filmteknikere at lave postproduktion på Hollywoods film. Dermed har man placeret sig lukrativt i den internationale arbejdsdeling. Eksemplet med SohoNet viser, at man kan kombinere en tilgang med vægt på brede rammebetingelser med en strategisk satsning, i dette tilfælde på infrastruktur, der skaber umiddelbar værdi.

Diskussionen af, hvorvidt kreative industrier fremmes bedst med brede rammebetingelser eller en målrettet satsning på få fyrtårne, er lang og kompleks. Det er svært at vide det præcist, selvom meget tyder på, at rammebetingelserne kan have en overvægt af fordele. Når man ikke véd, hvad der virker, skyldes det i vidt omfang manglende evaluering.

Høj branding faktor
Mens mange enkeltprojekter, fx erhvervsstøtteordninger for opstart af kreative virksomheder, er blevet evalueret, er de større strategier og udspil det endnu ikke. Det er der flere grunde til. For det første er de relativt nye, mange har endnu ikke fem år på bagen. For det andet er selve årsagerne til, at man støtter de kreative industrier - som med flere andre politikområder – ikke entydige, men handler både om økonomi, innovation, kultur og identitetsskabelse.

Særligt de to første argumenter er gennemgående, idet man med de høje vækstrater, som – nogle af - de kreative industrier har vist, er blevet politisk meget optaget af vækstpotentialet i de kreative industrier og oplevelsesøkonomien. Men hvis den eneste grund til at støtte de kreative industrier er økonomiske, kunne man godt argumentere for, at pengene er givet bedre ud andre steder. Den økonomiske vækst i form af jobskabelse i kreative industrier er da også langt fra det eneste mål. De kreative industrier er en national selvfortælling, som skaber en positiv, national fortælling om den unge, kreative nation, der kan klare sig i den internationale konkurrence.

Branding faktoren er med andre ord høj. Argumentet med, at kreative industrier skaber innovation og er en løftestang for innovation i hele erhvervslivet, bliver sjældent foldet ud. Men rationalet er et håb om, at den positive selvfortælling vil brede sig som ringe i vandet, og skabe en generelt god stemning omkring nationen, som kan være med til at tiltrække investorer og arbejdspladser. Denne kamp med brandingen som våben er særligt tydelig på regionalt niveau og byniveau, hvor den skærpede internationale konkurrence mellem byerne har skærpet interessen for at brande byerne som kreative.

At brande byen/regionen/nationen er både legitimt og nødvendigt. Tilbage står spørgsmålet om, at hvis årsagen – og dermed formentlig også det ønskede udkomme – af strategierne er at brande byen/regionen/nationen, så er der samtidig en risiko for at politikkerne skyder forbi målet, nemlig dem, det hele handler om: De kreative. De kreative har brug for en strategi, der tager højde for den særlige måde, kreative industrier fungerer på og de vilkår, de arbejder under. Herunder også de ikke særligt sexede problemstillinger relateret til fx høj jobusikkerhed i mange kreative brancher med meget freelance arbejde og en næsten systematisk periodisk arbejdsløshed. (Men dermed ikke sagt, at strategierne i undersøgelsen skyder forbi de kreative).

Heldigvis findes der megen inspiration at hente fra udlandet, der kan anvendes til at fremme kreative industrier. Det vil være for omfattende at referere dem alle her, og der henvises i stedet til rapporten.

Noter:
(1) Gibson, Chris & Lily Kong 2005: ”Cultural economy: A Critical Review”. In: Progress in Human Geography, 29, 5, pp. 541-561