Byplanlægning er kunst

Resume
Bogen sammenfatter en række indlæg og kunstneriske handlinger og opførelser, som indgik i The Metropolis Initiative 2007 – 2017. Dette initiativ er startet af Københavns Internationale Teater og kombinerede en byrums-kunstfestival med en konference om byudvikling og byplanlægning og de kulturelle aspekter heraf. Forfatterne forfægter den tese, at byplanlægning er kunst, som kræver inddragelse af kunstnere, planlæggere, arkitekter og borgere på en ny integrerende måde. Gamle hierarkier og faglige siloer må ændres til en kombineret faglighed med respekt for andre og med evne og lyst til at åbne for det nye, det imaginære og det uprøvede. Bogen spiller gennem de mange bidrag begavet boldspil rundt om denne problemstilling og en række gode pointer scores under vejs i læsningen og gennem de mange illustrationer. Trods kompleksitet og usikkerhed, gives der stadig en nødvendig bane for byplanlægning – kompetencerne hertil er under udvikling. Men vi mangler en tilsvarende fordybelse i, hvordan den finansielle del af ligningen transformeres til også at håndtere behovet for pladser for kulturmøder og lystfyldt ophold. Hvordan bliver den finansielle sektor og developerne kulturelt kreative, så vi ikke mange år endnu må se demokratiet tage til takke med tomme og stive byrum, der hæmmer kultur og interaktion?

Tese: Byplanlægning er kunst
Den planlagte udvikling af byer skaber resultater, som berører vores følelser, vores forståelse af os selv og vores syn på verden og de muligheder, den giver for vores liv. Den rører direkte ved vores identitet. Derfor er byplanlægning sammenlignelig med kunst. Kunstnere er derfor en uundværlig ressource i planlægningen, men da hele menneskets livsform er udtryk for kultur i bredere for-stand, er det de mange discipliner i byplanlægningen, der sammen bidrager til kunstværket – ikke kun kunstnerne. De traditionelle og de utraditionelle bidrag må indgå med samme berettigelse i en ny sammensmeltning af kompetencer.

Det er kort fortalt den tese, som Ida Vesterdal og Christian Pagh har set udtrykt i Københavns Internationale Teaters (KITs) projekt, The Metropolis Initiative 2007- 2017, som det udfoldede sig det første år. Og det er en tese, som de selv bidrager udmærket til at sandsynliggøre ved deres måde at løse opgaven på, de har fået stillet af Københavns Internationale Teater: Sammenfat i en bog de mange bidrag af kunstnerisk, videnskabelig og praktisk art, som sidste års Metropolis indeholdt. En lang række kunstværker blev placeret og kunstneriske handlinger fandt sted i byens åbne rum i sensommeren og en konference med nogle af verdens mest visionære planlæggere og videnskabsfolk blev afholdt. (Det er bare KIT i en nøddeskal, er det ikke?).

Vesterdal og Pagh kommenterer selv i indledning på det vanskelige i opgaven. Det er at kombinere trangen til at planlægge med livets grundlæggende usikkerhed, siger de.

Hardware og Software
Budskabet fra Metropolis er blandt andet, at vi må kvalificere den traditionelle planlægnings rationalitet og fuldkommengørelse af byens hardware gennem at indtænke byens software langt mere. Bygningerne og de mellemliggende byrum (hardwaren) kan tænkes færdig, men som regel stimuleres bylivets og kulturens mennesker ikke til ny interaktion og udfoldelse (softwaren) af det. Det færdige og entydige i byens hardware synes at lægge en dæmper på og somme tider umuliggøre nyt spændende byliv. Og hvor er så softwarens arnesteder? Det er, siger mange af oplæggene og mange af de kunstneriske bidrag, de ufærdige steder, mellemtidsstederne, steder, der bevæger sig i en anden tid, de forladte bygninger og de uplejede, glemte industrikvarterer. Det er her markederne opstår, kunstnerkollektiver slår sig ned, den kulturelle mangfoldighed viser sig bedst, og hvor bumser og borgere alle kan finde en plads.

Desværre er den konkrete byplanlægning ikke sjældent tomme, kolde, immobile og stive byrum, som ingen gider være i. Og det ser ud til fortsat at være tendensen. Også i Ørestaden og havnebebyggelserne i Københavns Havn.

De spørgsmål bogen stiller sig er:

• Hvordan kan byplanlægning organisere indbyggernes interaktion, så deres kultur og livsstil får bedre kår?
• Hvordan kan vi planlægge for den måde, folk lever på, og den måde, de gerne vil leve på?
• Hvordan kan kulturelle ressourcer integreres i vores samlede byudvikling, så det ikke kun bliver gennem kunstneriske oplæg og processer, men hvor kunsten og kulturen faktisk også overlever i det endelige resultat?
• Hvordan kan kulturkatedralernes og gadekulturens mennesker sammen digte byen videre?
• Hvordan kan byplanlægningens multidisciplinære fasedelte proces blive til en integreret og kreativ interdisciplinær proces?
• Hvordan kan kultur- og byplanlægningsforvaltningerne forvandle sig til kreative arnesteder for eksperimenterne og for svarene? (Godt spørgsmål, som levende optager mange kulturforvaltere og planlægningsforvaltere)
• Hvordan kan de bløde, kulturelle og ordrige planer overleve transformationen til håndgribelig bygningsmasse og byrum gennem økonomiske, politiske og bureaukratiske filtre?

Og heraf følger flere spørgsmål og nogle anbefalinger fra oplægsholderne.

• Hvordan kan vi håndtere konflikten mellem ønsket om f.eks. et flot shoppingområde og den frie demokratiske adgang til byrummet?
• Hvordan får vi inddraget den flerkulturelle indbyggermasse, så vi fremmer livsvilkårene i mangfoldigheden?
• Hvordan fremmer vi udviklingen, så kunstnere i mindre grad lukker sig om kunsten for kunsten og i højere grad bliver kunstneriske aktører i byens interaktion og udvikling?
• Hvordan kan vi planlægge for det inspirerende, de ubestemte pladser og tidsudskudte elemen-ter i et samlet greb om sammenhæng og æstetik?

Mulige angrebsvinkler og mulige svar
Det er gode og vigtige spørgsmål, og vi får faktisk et indtryk af nogle angrebsvinkler og belysninger, der ligger åbne for os. Bogen veksler dels mellem filosofiske, principielle overvejelser, dels helt håndgribelige eksemplificeringer af byudvikling og sidst, men ikke mindst, nogle gode kollage-prægede, billed- og tekstopsatser, der skildrer de kunstneriske handlinger, interventioner og genstande, der udgjorde Metropolis 2007’s kunstprogram. Disse tre typer af indlæg er illustrerede og de taler med hinanden på en måde, der først er forvirrende, men som efterhånden danner en spændende indkredsning af spørgsmål og svar i dette felt. Det vil være for vidtgående at komme ind på dem enkeltvis, men på sin plads at give et par smagsprøver:

Dorte Skot-Hansen anbefaler bevidst gennemført mangfoldighed i planlægningen, både organisatorisk-/sektormæssigt, kunstnerisk og med hensyn til etniske grupperingers inddragelse i den innovative proces.

Sociologiprofessor Sophie Watson fra London anbefaler, at man glemmer det monumentale for en stund og satser på det ubestemte, tilfældige, marginale for at fremme kulturmøder og kulturudvikling. Hun advarer om, at en interaktiv social udvikling kun kan finde sted, hvis de rige viser respekt og accept af alle de, der ikke er rige. Der skal en restaurering af respekten i samfundet til, siger hun.

Søren Arildskov Rasmussen fra UNA – Urban Network Agenda taler om et program for udvikling af Kalvebod Brygge, havnens grimme ælling, der efter hans opfattelse allerede rummer gode kvaliteter og hvis levendegørelse af det, der allerede er, og det, der kommer på den anden side af den brede indfaldsvej (rigsarkiv, hotel og kongrescenter bl.a.) kan skabe en unik og spændende bydel med en særpræget DNA.

Nina Larissa Basset fra TeaterKUNST beskriver byens vægge og, hvordan de danner rammer om vores liv og samfundsdebat (bl.a. graffitien under Ungdomshusdebatten). Hun foretager små performances som f.eks. at tage en stige med og kravle over alle mure på sin vej eller sætte en lille skriftestol op og opfordre alle til at skrifte som f.eks. på Potsdamer Platz i Berlin.

Esteve Carames fra Barcelonas Kulturinstitut fortæller, hvordan Barcelona har fået problemer med sin alt for store tiltrækning på turister og de mange kulturelle katedraler og festivaler efter de Olympiske Lege i 92. Man satser nu langt mere dybtgående på kunstnerisk produktion, nærmiljø og støtte til vækstlagenes netværksopbygning end til bygning af nye store bygninger. Man har valgt at satse på softwaren efter de mange år med hardwareinvesteringer.

Halfmachine har ombygget en gammel flydende entreprenørplatform med kahytter til en stor interaktiv platform for alle mulige former for kunst, der kan bevæge sig og bevæge os, økologisk materialer, direkte kunstnerkontakt og invitation af publikum til at lege med. Platformen bringes fra kaj til kaj og bidrager til at vise prototyper på en mere interaktiv og innovativ by. Vand og kreativitet kombineres.

Søren Møller Christensen fra Hausenberg fortæller om forvandlingen af den halve Strandboulevard på Østerbro i København til en lang plads med sand, skaterbaner, haver og eventpladser. Forvandlingen var foreslået af det lokale Agende 21 kontor og lokaludvalget for Østerbro (en bydelsdemokratisk enhed) havde støttet og administreret det. Der fortælles usentimentalt om borgernes tilegnelse af rummet, når vejret var godt, og den konstante rasen fra andre over de inddragede parkeringspladser. En prototype ikke bare på, hvad Strandboulevarden kunne betyde for borgernes interaktion og livsform, men også på de konflikter, som byrum og ændringer af dem altid vil generere. Byudvikling er politisk.

Madeleine Chiche og Bernard Misrachi fra Groupe Dunes fortæller om et projekt yderst på Islands Brygge hvor en installation på en nedrivningsplads blev et hængsel til en imaginær verden, hvor folk kom hen, oplevede installationen og lod tankerne flyde frit i mellemrummet mellem det stadigt vilde og det allerede pæne byggeri tæt ved. En understregning af vigtigheden af de vilde pladser.

Charles Landry, en af pionererne i tænkningen om den kreative by, beretter om, hvordan planlægning kan være en kunstform. Han fortæller, hvorfor bureaukrati rummer nøglen til mange vigtige aspekter af demokrati og beslutningsprocesser. Bureaukratiet kan og bør udvikle sig til mere interdisciplinære enheder, der kan sammenfatte overordnede politiske værdier og samtidigt åbne op for værdiernes modsætninger og innovative udforskninger. (Nogle af os tænker tilbage på forårets konferencer og læringsforløb i kreativ ledelse i kultur- og planlægningsforvaltninger arrangeret af Kulturforvalterne Unlimited, Kreative Byer og CBS. Charles Landry må vi invitere en anden gang i Kulturforvalternes regi.)

Sammenfatning
Changing Metropolis stiller universelle spørgsmål og giver konkrete lokale svareksempler.  Svarene udgøres både af konkrete byudviklingsinitiativer og af kunstneriske handlinger i det åbne byrum. Aktioner, der lader publikum tage, føle på og ane konturerne af den nye by, som vi søger efter attilbringe vores fælles fremtid i. Den gør det ved at opstille og modstille korte artikler fra de mange indlægsholdere med skildringer af kunstprogrammets handlinger og installationer.

Bogen har megen inspiration at byde på. Pointerne sammenfattes i al deres uundgåelige modsigelsesfyldthed først i bogen, og der er derfor lagt et spor ud at tolke teksterne og billederne i. Deter kvalificeret gjort af bogens forfattere og det medvirker til at skabe en tro på, at man godt kan handle, selvom opgaven er meget kompleks. Der er stadig en tid for byplanlægning i kommunermange år endnu.

Hvad med den finansielle sektor?
Skulle jeg udtrykke et savn af en eller anden art, så er det ikke så meget, at teksterne undertiden er både søgende og højtflyvende, det vil den debat nok blive, når man reflekterer principielt over den. Og der er stadig konkrete hands-on beretninger også. Men erfaringer med developere, investorer og andre finansielle aktører, som det offentlige er helt afhængige af i puslespillet om den konkrete lokalplan for en bydel, indeholdes ikke i bogen. Man mangler en artikel om, hvordan dansen mellem det politiske liv, civilsamfundet og de økonomiske magtrelationer og finansielle intereser kan transformeres til en kreativ udvikling. Det må diskuteres, hvordan man i den sammenhængopnår åbning for softwarens nødvendige plads i byudviklingen. Det er jo lige netop her, politikere undertiden gir op og giver efter for de mindre gode planer, hvor kvadratmeterpriser og ejendoms-salgs-interesser bibeholder primatet trods de stærke civile viljer om at tage magten over byens udvikling. Hvordan gør vi banker og developere kreative og sanseligt åbne for kulturen i den bredeforstand? Det er det fjerde hjul i vognen, som der i den praktiske politiske verden endnu ikke givnoget forsøg på at svare på. Måske gør den finansielle krise dette spørgsmål til et emne, som kunne interesse også disse sektorer, hvis det kunne betyde mindre kortsigtet spekulation og mere bæredygtige byer, der ikke forfalder og forslummer på grund af den fraværende interesse for byens software. Var det ikke noget for KIT at tage op?