KL og Kulturen

Som interesseorganisation for kommunerne, er det oplagt at undersøge hvordan billedet i landets kommuner tegner sig set fra Kommunernes Landsforenings (KL) perspektiv. Herfra er meldingen at kommunerne ser ud til at have rigtig mange forskellige tilgange til kultur- og fritidsområdet, så der er ikke nogen tydelig pil, der peger i en retning.

- Mere tydeligt er det, at kulturen har ændret markant position i kommunerne. For 20 år siden handlede kultur om at passe folkeoplysningsområdet og kulturinstitutionerne og få dem til at fungere fornuftigt. Nu spores nye tendenser, ikke i alle kommuner, men i mange har kulturen fuldstændigt ændret position.

Ordene kommer fra Suzanne Aaaholm, ny direktør i KL i Afdelingen for Velfærd og Service. Suzanne Aaholm har mangeårig erfaring som direktør i forskellige kommuner, senest som kommunaldirektør i Køge Kommune gennem godt 11 år. ⁽¹⁾

Kulturel udvikling er byudvikling
Der ses en generel tendens i alle landets kommuner: selv om kulturområdet har et meget lille budget og også er et lille område, er Kulturudvalget det fagudvalg, politikerne vælger først og formandsposten er ofte – næst efter borgmesterposten – den mest attraktive formandspost. Hvordan er det blevet sådan?

- Vi tænker i voksende udstrækning kulturpolitik som det, der også skal være den bærende visionære kraft for hvordan vi vil udvikle fællesrummet eller oplevelsesrummet for kommunens borgere. Vi ser et kulturbegreb, der breder sig ud og bliver en samlebetegnelse for hvordan vi tænker udvikling af byen; hvordan vi tænker samspillet mellem private og offentlige kulturinstitutioner; hvordan vi opfatter og udvikler samspillet mellem folkekultur og finkultur.

Suzanne Aaholm vurderer, at der skal laves politik og proces for det hele. For byudviklingen, oplevelsesrummet i byen, udfoldelsesmulighederne i byen, kulturtilbud i stort og småt, for hvordan folk skal kunne færdes i byen, hvor de kan løbe på rulleskøjter og skateboard; Altså hvordan kan det kulturelle liv være der og udfolde sig, ikke i et lukket rum, men netop som en integreret del af byen, så alle også kan kigge på det.

Det kulturpolitiske råderum i de nye kommuner
Kommunalreformen har ud over at være en geografisk og opgavemæssig reform også været en styringsreform, der på en række fagområder har ført til mere centralisering. Et centralt spørgsmål er derfor hvad mere statslig regulering på fx skoleområdet, arbejdsmarkedsområdet osv. betyder for den kommunalpolitiske platform på kulturområdet. Fra Suzanne Aaholms perspektiv har kulturpolitikken med kommunalreform fået en tungere identitetsmæssig og strategisk platform. Det, at der i byen og området er sammenhængskraft og oplevelsesmuligheder, er en kraft og en oplevelse af mening og tilhør med fysiske rum, som det kan være meget svært at definere præcist. Men opmærksomheden på dette hensyn er løftet højere op på den politiske prioriteringsliste i de nye kommuner. Der er så også sket det, at kommunalreformen har samlet en række af de kompetencer, der skal til for at understøtte det her. Men alt er ikke fremgang og forbedringer i de nye kommuner:

- En anden ting er at kommunalreformen også har skabt sår og konflikter. Kulturpolitikken kan i det spil være både anstødssten og en kraft der medierer forskelle. Dermed bliver kulturpolitikken på flere måder vældig central.

Afdelingen for Velfærd og Service omfatter også Børne- og Kulturkontoret, hvor Hanne Lumholt er kontorchef. Hanne Lumholt fortæller, at KL i 2007 har gennemført en undersøgelse og derfor har tal på udviklingen. Undersøgelsen viser, at 70 % af de nye kommuner har valgt at have kultur- og fritidsudvalg og det er væsentligt flere i forhold til tidligere. I undersøgelsen blev politikerne spurgt om hvad de anså for de vigtigste opgaver på kulturområdet. Og svaret var, at politikerne især er interesserede i det frivillige foreningsliv, musikskoler og biblioteksvæsenet. Derudover nævnes byrum og sundhed. Alle steder er man i gang med at lave ny kulturpolitik, fordi de er sammenbragte kommuner og det er svært fordi man først skal finde sine ben. Typisk er også, at der sidder stærke politikere, som har mistet poster, fx er der flere tidligere borgmestre som udvalgsmedlemmer i kultur- og fritidsudvalgene. Der er således gang i mange ting i kommunerne, der er ikke noget entydigt billede, der ses tvært imod et meget varieret billede.

Forskelle i de nye kommuner
Hverdagskommuner er et nyt begreb i kommunerne som fortæller, at mens nogle kommuner bruger kulturen som profilerende og identitetsskabende, tænker andre primært kultur ind i kommunen, altså kultur primært for egne borgere i deres hverdag. Er der tendenser der viser hvilke kommuner der gør det ene/det andet? Er det bykommuner eller de fusionerede kommuner? Hertil svarer Suzanne Aaholm at der er et meget varieret billeder, men der er en tendens til at de meget store kommuner har et meget bevidst forhold til kultur og events. Særligt er København, Århus, Odense og i mindre grad Ålborg byer, der som metropoler har koblet kulturpolitikken til branding af byen. Det er - som også Trevor Davies har givet udtryk for i flere sammenhænge - byerne der driver udviklingen. Det er fx langt lettere at etablere et lokalt biograftilbud i 5 landsbyer i en større kommune, hvis der findes et biografcenter. Det gør det nemmere at drive et foreningsdrevet biograftilbud eller etablere samarbejde med mindre biografer, end hvis der ikke er et center. Og den proces at få sådan et samarbejde etableret er det vigtigt at kommunen støtter. Hvorimod hvis der ikke er en by, er det langt vanskeligere at etablere - for hvem skal så drive det? Men det er ikke det samme som at det ikke driver byens identitet og attraktion at have kulturelle tilbud som en del af byudviklingen, også i de mindre bysamfund. Køge er fx en attraktion, måske ikke så meget på grund af det forvaltningen laver, men fordi der er musik på værtshusene. Der er ikke mange byer hvor der er musik på værtshusene, men det er der fx i Køge og det er en del af det fede miljø. En by som Roskilde får meget af sin kulturelle identitet via domkirken og via de finkulturelle discipliner, der bygger op om domkirkebyen. Det er vældig forskelligt, hvad der giver branding og identitet.

- De byer, der lykkes med deres kulturelle strategier er superopmærksomme på det her – de bygger op om det de kan i forvejen. De fortæller den autentiske historie, ikke bare ved at gøre det samme som tidligere. Men ved at bygge oven på de kompetencer, der er i forvejen.

Kultur på tværs
Kultur har på godt og ondt mange muligheder for at gå på tværs, som det kaldes. Ved at koble sig på sundhed, integration, byudvikling, erhverv, ja listen er endeløs. Det kan gøre det vanskeligere at skabe et billede af hvad kultur er og hvad kultur skal gøre godt for. En tendens i kommunerne er, at der er øget fokus på potentialet i de tværgående kulturelle strategier. Men hvordan sikrer vi i kommunerne at der på overordnet niveau sker sammentænkning og koordinering mellem de kulturelle strategier, erhvervs- og turiststrategi, bosætningsstrategi osv.?

Suzanne Aaholm opfatter det som mere komplekst end som så. For ja, strategierne i en kommune skal kunne understøtte hinanden, så en tvivl om hvorvidt det sker, er berettiget. Vi har alle sammen en fordring om maksimal koordination og fælles billeder og retning. Men det er for det første en opgave, som vi aldrig vil synes vi gør godt nok. Og hvis vi gjorde det godt nok, ville vi synes det var alt for bureaukratisk at være i. Men det centrale i tiden er at vi gør os bestræbelsen på at lade kulturpolitikken samvirke tværfagligt.

Også Hanne Lumholt oplever at kultur- og fritidspolitikken kan spille ind rigtig mange steder, men at det er ekstremt svært at få det hele til at spille sammen på en gang. Vi kommer til se mere af det man kalde Kultur på tværs, men det er stadig uklart hvad man mener med det. Er det i forhold til sundhed, integration eller byudvikling? Det KL hører fra kulturforvaltningerne, er at der er et uudnyttet potentiale, men at det er svært at få afstemt forventningerne til hvor langt man kan nå. Fx hvor langt kan man komme i forhold til det frivillige foreningsliv og integration? Hvordan kan foreningerne indfri forventningerne og kan kommunerne så aflaste foreninger på andre opgaver, fx det administrative bøvl som følger med, hvis vi forpligter dem mere? Og kan vi forpligte dem mere eller mister vi dem så? Og behøver foreningerne at være omdrejningspunktet eller kunne det i højere grad være de uorganiserede? Måske skal kommunerne i højere grad tænke i at stille faciliteter til rådighed selvom det kan give en kæmpe diskussion om de fysiske rammer? Man kan ikke tilgodese alt på en gang, man er jo nødt til at vælge noget ud. Vil vi lægge mere vægt på fx at rekruttere nye borgere/tilflyttere eller lave et godt miljø for de borgere vi har i forvejen? Det centrale spørgsmål for landets kommuner må derfor være

- Hvad er det vi vil med kulturpolitikken? Det er et centralt spørgsmål i den enkelte kommune. Kultur spiller ind i hovedparten af de kommunale områder, det har betydning for børneområdet, sundhedsområdet osv. Men vi kan ikke gøre det hele på en gang. Så det lokale, politiske spørgsmål er hvad vil vi lægge vægt på?

Og efterfølgende fordrer det at forvaltningerne kan samarbejde på tværs. Hanne Lumholt oplever at det lykkes, når der er fælles viden om hvor kommunen er på vej hen og der er gensidig respekt for hinandens fagområder. For alle går jo på arbejde for at gøre en indsats. Og hvis der blæser nye vinde hvor det er vigtigt at tænke vores politikker sammen på tværs – så skal der som en forudsætning for at få det til at lykkes være et billede af hvordan man kan gøre det.

Erfaringen er, at det er voldsomt tidkrævende og det er svært. Hvad kræver det ledelsesmæssigt og organisatorisk når det der i stadigt stigende omfang efterspørges er helhedsorienteret forvaltning, i form af koordinering og vidensdeling? Som Suzanne Aaholm siger, kan man ikke gøre det konstant, men man kan skabe anledninger, som Ole Fogh Kirkeby ofte siger. Vi kan skabe anledninger, hvor vi deler perspektiver og hvor vi lige pludselig kan koble os på hinanden.

- Vi skal ikke gøre os den fordring i de store organisationer, at der hele tiden skal ske den koordinering. De kan ikke holde det ud og vi kan heller ikke overkomme det. Den fordring må vi opgive at lave, det er ikke til at holde ud! En anledning var fx da Køge Kommune holdt en Integrationsdag, hvor vi bragte stemmerne fra 200 mennesker, der er optaget af integration fra 28 forskellige perspektiver, sammen. Det, der i virkeligheden blev skabt, var et stort stærkt krav om samordning og om at prioritere retningen! Der var et meget stort element af kreativitet og nybrud i spil. Noget af den slags skal man gøre en gang imellem. Men det er vigtigt at det bliver iscenesat og vinklet spændende og attraktivt, det er dét der får folk til at komme. Alle de folk fra andre sektorer, der også er interesseret i kultur, har alle de der sager liggende og "skulle vi ikke lige tage at få ordnet dem, i stedet for at møde op til det der?" Man skal have en fornemmelse af at gå glip af noget ved ikke at møde op. Det er ikke bare for at sige, at den der store koordinering ikke kan lade sig gøre. Jeg oplever det faktisk også sådan, at de her anledninger i form af events, begivenheder og processer på udvalgte tidspunkter bevæger folks billeder. Tidligere var jeg i tvivl om det nytter noget, men erfaringen er at det betyder noget. Vi ændrer vores tænkning, når vi bliver inspireret af noget af det, de andre siger. Og hvis der så også bliver fulgt op og man markerer hvad der kom ud af det, så bliver det endnu tydeligere.

Nye politikerroller?
Når kommunerne er større og der er nye temaer i spil i kulturpolitikken, hvad kræver det så af politikerne? Ikke mindst den rolle og det potentiale som kulturområdet kan have på tværs af sektorer, stiller nye krav til politikerne. Hanne Lumholt fortæller:

- Noget af det spændende bliver, at politikerrollen i de nye større og stærkere kommuner bliver en anden end før. Tidligere har man været tættere på de udførende kræfter, men nu er der behov for at vores kulturpolitikere bliver tydeligere på hvor de kan gøre en forskel. Altså, hvad betyder det, hvis vi får en proaktiv bibliotekspolitik, hvad kan politikerne med den og hvad kan de så ikke? Den politiske del skal længere væk fra det udførende niveau i de nye kommuner, de skal op i det politiske felt – vi kalder det for armslængde.

Og Suzanne Aaholm tilføjer at der har været en tradition hvor kulturpolitikerne har været meget tættere på deres kulturinstitutioner end alle andre politikere er på deres institutioner. Socialudvalgets politikere er ikke tæt på de enkelte ledere af de sociale institutioner, Børneudvalgets politikere er ikke tæt på lederne af børneinstitutionerne, det er ikke muligt.

- Og vi skal i virkeligheden have skabt den distance mellem kulturinstitutionerne og politikerne, som skal træde i karakter og etablere deres position netop som politikere.. Der skal hele tiden være den kobling mellem input fra det faglige til det politiske niveau. Det er drivet på alle fagområderne, men det må bare ikke blive så tæt og forbundet, som det har været på kulturområdet tidligere, så der ikke bliver plads til at lægge en kulturpolitisk linje og strategi.

KL’s rolle – idrætten og de unge
Et område, der inden for det samlede kulturområde påkalder sig særlig opmærksomhed, er ifølge Suzanne Aaholm idrætten. Fordi den rolle, som drætten - både den organiserede i foreningslivet, den selvorganiserede og den professionelle - har indtaget i de senere år er blevet mere central. Både som branding faktor og som udviklingselement og både i byer og lokalsamfund. Der er ingen tvivl om, at koblingen mellem amatøridræt og professionel idræt er blevet stærkere i kommunerne. Men hvordan får vi i kommunerne på en tydelig måde tegnet den udvikling at ca. halvdelen af de aktive er selvorganiserede – overfor politikerne, foreningerne og borgerne i bred forstand? At kommunens rolle ikke alene kan rette sig mod den organiserede idræt. Og hvordan kommer vi som kommune i kontakt med de selvorganiserede?

- Ja, og hvordan får vi givet det selvorganiserede den vægt, der bør have i den samlede kulturelle prioritering? Her har KL en rolle i forhold til de bastant organiserede interesser, som er så veletablerede på kulturområdet. Her er interessevaretagelsen så stærk at det bliver svært at prioritere de interesser der ikke er velorganiserede.

Og Hanne Lumholt supplerer:

- Der tror jeg også at vi kommer til at ryste ved det traditionelle billede af folkeoplysningen. Hvad er det for en pose penge der deles ud, efter hvilke kriterier og kunne det gøres på en anden måde? Det skal være muligt at føre politik på en anden måde.

Et andet område, hvor KL kan gøre en forskel og hvor der er en massiv efterspørgsel, er i forhold til unge mennesker. Som Hanne Lumholt giver udtryk for har vi i kommunerne brug for at forstå hvad de unge tænker om kultur- og fritidslivet i deres kommuner? De er jo ligeglade med om det sker i deres egen kommune og søger derhen hvor det giver mening at være, hvor deres venner er. Og så er der hele diskussionen om, hvordan kommunerne får fat i de unge mennesker, og hvad det egentlig er for en politik kommunerne har for de unge. Hvad gør kommunerne i forhold til de unge mennesker, der er på vej ud af foreningslivet, hvis de overhovedet kommer der ind? De zapper, er bag ved computeren, har ingen forpligtelser og ønsker tilbud de kan hoppe ind og ud af; de er fokuseret på uddannelse og det skal passe med de ting de er i gang med.

- Det kunne være spændende at blive klogere på området og KL vil gerne tale området op. Der er kommuner der allerede er i gang. Fx har Frederikshavn gjort en masse for at komme i dialog med de unge og tænke tilbud til dem. Med at møde de unge på nye måder, for hvordan kan man indkalde dem, når de ikke er organiseret? Her kan KL medvirke til vidensdeling på området.

Nye styreformer og processer?
Spørgsmålet om de uorganiserede og de unge fører til overvejelserne om behov for nye styreformer og nye processer for politikdannelse. Når der fx i forbindelse med at kommunerne udarbejder kommuneplanstrategier eller sektorpolitikker indkaldes til borgermøder, laves en udstilling og holdes nogle temamøder – er det så tilstrækkeligt i forhold til borgernes ønske om og behov for at medvirke til at justere og kvalificere det politiske beslutningsgrundlag.

Det er det traditionelle repræsentative demokratis metoder, men er der behov for nye eller supplerende metoder? Når meget er selvdrevet og selvorganiseret, skal der så mere fokus på deltagerdemokrati? Hvordan få en politik der er dynamisk og også medtænker den måde, folk lader sig styre på? Hanne Lumholt giver udtryk for at kommunerne bliver nødt til at forsøge sig med nye metoder til at komme i dialog med sine borgere. For det er jo ikke partierne og partiforeningerne der skal mene noget. Der er kommuner der allerede er i gang, fx eksperimenterer Ballerup med at komme i dialog med borgerne via blog, via nettet og sms. Ballerup er ikke er blevet lagt sammen med andre kommuner, men de har været nødt til at finde på noget og har valgt at kulturpolitikken skal skabe deres nye identitet. Også i Holbæk eksperimenteres med borgerinddragelse, bl.a. i form af borgerpaneler. Det handler om at kommunerne skal arbejde for bredere inddragelse, fx gennem nye medier.

- For hvem møder op, når kommunen inviterer? Det er ikke forældre til sårbare børn, som er de mest udsatte af alle. Dem skal vi også have tænkt ind i kultur- og fritidspolitikken, for det er kommunens ansvar at tænke på alles vegne.

Suzanne Aaholm supplerer:

- Vi skal i virkeligheden opfinde en proces der gør at rigtig mange parter får lov at tale med hinanden. Det er måske mere end noget som helst andet kommunens opgave at give de andre en stemme. Kulturpolitikken er et område omkredset af tung interessevaretagelse fra en bestemt lille gruppe og hvis der overhovedet skal bestemmes noget andet en den lille stærke gruppe vil, skal vi have givet det andet en stemme, en stemme, der kan ses og høres: de uorganiserede, de borgere, der har brug for inspiration for overhovedet at komme til at røre sig, de borgere der har brug få en særlig opmærksomhed for at benytte kulturtilbuddene, i byens museer mv.

Men når vi tænker på det vilkår og også på kulturområdets brede og tværgående potentiale, er der vel også en pointe i, at vi ikke alene kan forlade os på de frivillige, på borgerne eller det faglige niveau på kulturinstitutionerne. Men at hvis der skal medtænkes andre aktører end de stærke og velorganiserede; og hvis der skal tænkes kultur i forhold til integration, sundhed, byudvikling osv. Så må det tænkes og handles på centralt. Det vil sige i forvaltningen og på det politiske niveau - fordi ellers sker det ikke?

Suzanne Aaholm finder at det kunne være en kærkommen fornyelse på et område, der altid har været tænkt decentralt. Måske skal man have en proces, der starter med at kortlægge hvilke stemmer er det vigtigt at høre i denne her afgørelse? Altså, hvilke stemmer vil vi gerne kende i kulturpolitikken? En utraditionel stemme kan fx være omverdenens stemme.

- Der er hele tiden en rivalisering på kulturområdet om hvordan vi brander vores by for vores omdømmes skyld og hvordan vi udvikler vores by for borgernes skyld? De to perspektiver står altid og kæmper lidt, der er altid nogen der går ind for det ene og nogen for det andet. Men skulle vi ikke også høre omverdenens stemme? Hvordan kunne vores by eller kommune bliver attraktiv set med omverdenens stemme og hvordan få det med i processen?

Her vil noget af det vigtigste i forhold til processerne være at få tænkt igennem hvordan man får de mange mulige positioner foldet ud. Og også har et meget reflekteret forhold til at få fortalt om kulturtilbuddene og ideer og måder at bruge byen på fra personer, vi normalt ikke hører.

Hvor er kommunerne på vej hen – og spiller KL en rolle?
Hanne Lumholt giver udtryk for, at de store kommuner skal have lov til at vise deres muskler, de ved meget mere om kultur- og fritidsområdet end KL. Her er 2 medarbejdere på området, som primært skal varetage kommunerne fælles interesser over for regering og folketing.

- Der er jo enormt stærke interessenter på de forskellige kulturområder hvor KL siger: Lad nu kommunerne selv bestemme. Det samme gælder i forhold til kulturaftalerne: vi vil ikke begrænse kommuner, der ønsker at indgå aftaler, men vi skal råbe vagt i gevær, når vi ser at staten er på vej til at styre for meget her. Vi er også i en forandringsproces og hvor er behovet og størst. Og lige nu er det sådan at når vi spørger kommunerne er det et noget uklart hvor behovet er størst. Hvor det gør en forskel at KL gør noget. Vi har ingen ambitioner i forhold til de kommuner der er længst fremme i skoene, men kan måske udbrede deres erfaringer.

Det er Suzannes Aaholms opfattelse, at KL er der hvor kommunerne er, og kommunerne er på vej 2 steder hen og det præger arbejdet i KL. KL modtager fortsat sindssygt mange forespørgsler på hvordan folkeoplysningsloven skal administreres og drøfter løbende om man skal svare eller sige at kommunen selv må finde ud af det. Det er et dilemma:

- Kommunerne er rigtig mange steder, derfor er det svært for KL at skabe retning og det skal KL heller ikke. Men på den anden side skal KL også finde sin vej og også træffe valg og de valg vil ligge i overensstemmelse med hvor drivkraften er i kulturpolitikken. En transformationsproces er på vej!

Noter:
(1) Interviewet er gennemført i april 2008. Suzanne Aaholm tiltrådte pr. 1. august 2008 stillingen som kommunaldirek-tør i Frederiksberg Kommune.