Kultur og fritidspolitik i ny Sorø Kommune

Sorø Kommune har i dag omkring 30.000 indbyggere og består efter kommunalreformen af den oprindelige Sorø Kommune samt de to noget mindre kommuner Dianalund og Stenlille Kommuner. Området er særligt kendt for Sorø Akademi og den historie, som knytter sig til dette sted. Her boede B. S. Ingemann, Holberg boede på det nærliggende Tersløsegaard i næsten 40 år og er begravet i Klosterkirken, H. C. Andersen besøgte stedet en del gange og helt tilbage prægede Hvide-slægten området. I dag er Sorø Akademi en gymnasieskole og kommunen er i øvrigt præget af – i forhold til kommunens størrelse – ganske mange kulturinstitutioner, heriblandt hele to statsanerkendte museer. De tre søer og de store skovområder er med til at tiltrække tilflyttere, som især består af rimeligt veluddannede familier.

I forbindelse med kommunesammenlægningen og oprettelsen af en kultur- og fritidsforvaltning, blev det fra det ligeledes nyoprettede Kultur- og Fritidsudvalget besluttet at igangsætte arbejdet med en kultur- og fritidspolitik. Der har ikke tidligere eksisteret en egentlig kultur- og fritidspolitik i kommunen, som kan sammenlignes med den politik, der blev vedtaget i foråret 2008. Der har alene været såkaldte ”kultur- og fritidsplaner” (senest i 2001), som snarere har været handlingsplaner for det konkrete arbejde, frem for overvejelser om overordnede linjer og satsninger.

I Kultur- og fritidspolitikken for Sorø Kommune, indgår seks overordnede satsningsområder. Disse er: Demokrati og borgerinddragelse, Børn og unge, Kultur, erhverv og turisme, Idrætslivet, Fysiske rammer samt Bosætning. Her er med vilje valgt nogle brede og ”tværsektorielle” temaer for at sikre en sammenhæng med kommunens øvrige politikker og strategier. En del af baggrunden for kultur- og fritidspolitikken er således sundhedspolitikken, strategier på skoleområdet samt kommunens overordnede Udviklings- og planstrategi.

Detailniveau
Politikken er en overordnet beskrivelse af, hvilken retning, kommunen ønsker området skal tage suppleret med konkrete eksempler på, hvordan politikken kan udmøntes. Politikken er bygget op over nogle visioner, hvor der tages udgangspunkt i de eksisterende forcer i form af ressourcer, institutioner og ildsjæle. Herefter nævnes de tre værdier – tilgængelighed, anerkendelse og synlighed – som foldes ud og forklares. Efter denne ”indledning” gennemgås de førnævnte seks satsningsområder, hvorefter politikken afsluttes med en afrunding, en oversigt over puljer og institutioner samt til slut en grafisk fremstilling af kommunens budget fordelt mellem politiske områder. Formen er inspireret af bl.a. Ballerup Kommune og processen har hentet inspiration fra Køge Kommune (bogen ”Kulturpolitik på tværs” af Ingelise Konrad). Meningen med politikken er, at der efterfølgende skal udarbejdes konkrete handlingsplaner. Desuden at der årligt skal gøres status på, hvordan politikken er blevet implementeret i konkrete projekter og tiltag samt om politikken bruges som udgangspunkt blandt kultur- og fritidslivets aktører.

Processen hen mod en kultur- og fritidspolitik
Den politiske deltagelse i processen har været tæt og tidlig. Som nævnt er initiativet opstået hos det politiske fagudvalg, hvorefter Kultur- og fritidsforvaltningen er kommet med forslag til de tværgående satsningsområder, som blev vedtaget af Kultur- og Fritidsudvalget og efterfølgende af Byrådet i februar 2007. I foråret og henover sommeren 2007 gik processen i gang med at indsamle materiale og nedsætte arbejdsgrupper, som hver fik ”tildelt” et satsningsområde. Sekretærer for de enkelte arbejdsgrupper blev fundet blandt kommunens faglige konsulenter samt i enkelte tilfælde blandt centrale kultur- og fritidsaktører i kommunen. Således var en konsulent fra Teknik & Miljø sekretær for gruppen Bosætning, mens den musiske skoles leder var sekretær for gruppen Børn & unge. Det var op til sekretærerne at tilrettelægge arbejdet, så det gav bedst mening indenfor det enkelte område. En sekretær valgte således at lave en spørgeskemaundersøgelse og interviews blandt nytilflyttere, mens en anden sekretær valgte at indkalde til egentlige arbejdsgruppemøder med referater og cafémøder.

Det var et ønske fra politisk side at forsøge at involvere borgerne i arbejdet med politikken. I september 2007 indkaldtes derfor interesserede borgere til en konference, hvor et eksternt konsulentbureau havde tilrettelagt en dag med workshops. Det eksterne konsulentbureau havde til opgave at være proceskonsulenter på dagen samt at stå for dokumentationen, som kom til at bestå af en række plancher og videospots. Materialet var i nogen grad brugbart som en del af politikken, men dagens primære udbytte blev arbejdet på tværs af sædvanlige grupperinger samt den lidt utraditionelle metode med visuelle redskaber. En række mennesker mødtes i uvante omgivelser og fik lejlighed til at snakke uformelt og at udveksle ideer med hinanden under nye former.

Efterfølgende blev den samlede politik formuleret af forvaltningen, som derefter præsenterede resultatet for Kultur- og Fritidsudvalget. Det førte til en række særskilte møder, hvor formuleringer nøje blev gennemgået af et interesseret udvalg, hvorefter politikken kom i høring og siden blev vedtaget af både fagligt politisk udvalg og efterfølgende af Byrådet i foråret 2008. Som et led i politikken blev kultur- og fritidslivet kortlagt på et meget overordnet plan. En af politikkens værdier var synlighed og ønsket om en virtuel kultur- og fritidsportal blev fremsat mange gange i processen. Som en direkte konsekvens heraf går den såkaldte Oplev Sorø-portal i luften i november 2008. I budgetforhandlingerne har politikken også sat sig spor, særligt i forbindelse med et kommune-skole-museumssamarbejde kaldet Kulturkørekort, der nævnes som et konkret eksempel i politikken. Kulturkørekortet er en slags udvidet skoletjeneste, som nu består af en egentlig formidlingsenhed med et selvstændigt budget. Processen omkring kultur- og fritidspolitikken har været med til at skabe opmærksomhed om blandt andet dette projekt og kan dermed betragtes som et eksempel på et konkret udkomme af politikken.

Refleksioner over processen
En proces som beskrevet i det ovenstående kan bruges i en lille kommune, hvor kontakten mellem forvaltning, foreninger, institutioner og politisk udvalg er meget tæt. Jeg sad som konsulent med ved samtlige politiske udvalgsmøder og havde derfor en god fornemmelse af, hvilke prioriteringer og ønsker politikerne havde for deres fagområde. I et fagert nyt ”sammenlægningsår” var entusiasmen stor og viljen til at afprøve nye metoder var til stede. Borgerinddragelsen var delvis succesfuld – der kom rigtig megen presse, læserbreve, e-mails og telefonopkald vedrørende politikken, men formen på konferencen egnede sig ikke til alle deltagere. Da midler, personaleressourcer og tid var begrænset, kunne den samlede proces have været håndteret bedre, mere professionelt og med et større udbytte, hvis omstændighederne havde været anderledes. Rollefordelingen mellem forvaltning, politikere og borgere var balanceret, det vil sige at der var en åben og gennemsigtig proces hele vejen, hvor vi jævnligt sørgede for at få pressen (lokalaviser samt paneldebatter i lokalradioen) til at dokumentere og belyse vores arbejde med politikken. Der var desuden megen kommunikation mellem politisk udvalg og forvaltning undervejs i processen, hvilket var med til at sikre et politisk engagement i politikken. De fem kulturpolitikere stillede i vid udstrækning op til paneldebatter, kronikker, svarede på læserbreve og var i det hele taget garanter for, at processen forløb så demokratisk og åben, som muligt. Det var overraskende, at kulturlivet, som havde sukket mest efter en politik, var forholdsvist fraværende i debatten, mens idrætslivet, som i nogen grad havde været negativt stemt overfor relevansen af en politik, startede en livlig og meget lærerig debat i både presse og blandt borgere. Konsekvensen af den megen debat om idrætslivet medførte, at vi lavede strukturen for politikken om, så idrætslivet fik en langt større og mere central plads i politikken, end det først var tanken. Debatten fortsatte langt ud over høringsfasen og har medført en række budgetønsker og projekter, som er direkte affødt af processen omkring kultur- og fritidspolitikken.

Konklusionen må blive, at en række af de på forhånd opstillede succeskriterier for den samlede proces blev opfyldt. Politisk udvalg og forvaltning ønskede at lade folk mødes på tværs af sædvanlige skel og grænser og vi ønskede at starte en debat. Desuden ønskede vi fra forvaltningens side at starte en diskussion internt i det politiske fagudvalg om prioriteringer og satsninger på kultur- og fritidsområdet, hvilket også til fulde lykkedes. I forvaltningen havde vi behov for at få opstillet nogle rammer for vores arbejde – populært sagt at få rygdækning til at prioritere – og dette formål er ligeledes blevet opfyldt. Vi kunne dog godt ønske os en endnu bredere og mere repræsentativ borgerinddragelse (gruppen 25-45 år var næsten umulige at engagere), ligesom vi kunne have ønsket os flere reaktioner fra kulturaktørerne i kommunen.

Formålet
Kulturbegrebet i Sorøs kultur- og fritidspolitik er – bredt! Der ligger et næsten antropologisk begreb til grund, som betragter dannelsen af det hele (musiske) menneske som en forudsætning. Formålet med at opstille rammer for kulturlivet er at sikre borgere – og i særlig grad børn og unge – et møde med kvalificeret kunst og kultur. Oversat til den realpolitiske kommunale hverdag, bliver kultur også gode udfoldelsesmuligheder i fritidslivet, nye fodboldmål, ingen venteliste på musikskolen, et udvidet samarbejde mellem det lokale kulturhistoriske museum og skolerne, bedre vilkår for kommunens mange selvorganiserede idrætsudøvere, der bruger naturen flittigt – men begrebet bliver også begrænset af hensynet til traditioner, til foreninger og institutioner og ikke mindst af begrænsede midler på området. Selvom partipolitiske skel kan være svære at få øje på i kommunalpolitik, skinner det nok igennem, at Sorø Kommune har været socialdemokratisk styret gennem mange år. Kulturen skal helt bevidst ikke ”brande” kommunen (men nok give identitet og sammenhængskraft) og begrebet ”oplevelsesøkonomi” findes heller ikke (men nok sammenhængen mellem tilflytteres og turisters ønsker til kulturtilbud). Tanken med politikken er, at både forvaltning, politikere, foreninger og institutioner skal gøre brug af politikken. Det kan i nogen grad betragtes som et svendestykke for både forvaltning og politisk fagudvalg, hvor de respektive forventninger afstemmes. Foreninger og institutioner kan bruge politikken som argument, når der søges om midler til projekter, ligesom de konkrete eksempler i politikken efterfølgende har fået stor opmærksomhed.