Når oplysning bliver til en oplevelse

Inden for oplevelsesøkonomien har museerne oplevelsespotentialer inden for kultur-, kunst- og naturhistorie, som i mange tilfælde kan blive endnu større attraktionsværdier, end det er tilfældet i dag.
(Kulturminister Brian Mikkelsen på Kulturarvsstyrelsens Museumsmøde 2006)

Der er i Danmark mere end 300 museer eller museumslignende institutioner. Af disse får 152 støtte i henhold til museumsloven, som dækker museer, kunstmuseer og naturhistoriske museer. Formålet for statsstøttet museumsvirksomhed er i følge Museumslovens § 1 ”… at fremme museernes virksomhed og samarbejde med henblik på at sikre Danmarks kultur- og naturarv samt adgang til og viden om denne og dens samspil med verden omkring os”. Dette skal ske gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling, og disse fem ”søjler” er grundlæggende og i princippet ligestillede i forhold til museernes opgave. Det der især adskiller de statslige og statsstøttede museer fra andre typer af museer og oplevelsescentre, er deres forskningsforpligtigelse, dvs. at deres formidling baserer sig på forskning enten i deres egne samlinger eller i andet relevant kildemateriale.

De statsstøttede museer udfordres i stigende grad af oplevelsesøkonomien. Dels er de kommet i konkurrence fra de mange nye oplevelsesattraktioner, som har lært at bruge oplevelse som et strategisk værktøj, dels stilles der stigende krav til, at også museer skal indgå som et konkurrenceparameter i byer og regioners økonomiske udvikling, sådan som det ses af citatet ovenfor. I denne situation har museerne måttet skærpe deres bevidsthed omkring de kommercielle sider ved museumsdriften og revurdere deres klassiske rolle som oplysnings- og dannelsesinstitutioner. De statsstøttede museer oplever et stigende pres fra andre, mere kommercielle oplevelsesattraktioner, fra politikere, der kræver synlighed og fra et publikum, der i stigende grad bliver forvænte med engagerende og sansepirrende oplevelser. De bevæger sig i et spændingsfelt mellem at være kulturinstitutioner baseret på de fem søjler og at være oplevelsesmættede attraktioner, som skal bidrage til den danske oplevelsesøkonomis fortsatte udvikling.

Men hvor langt kan og vil museerne bevæge sig ind i det oplevelsesøkonomiske felt, uden at det går ud over deres autenticitet og troværdighed og dermed deres kulturpolitiske legitimitet? I rapporten Museerne i den danske oplevelsesøkonomi. Når oplysning bliver til en oplevelse. (Skot-Hansen, 2008) stilles en række overordnende spørgsmål til den aktuelle udvikling, der belyses ud fra danske og internationale eksempler og diskussioner. Rapporten bygger på aktuel forskning, dokumentarisk materiale og dybtgående kvalitative interviews med aktører i den danske museumsverden.

Rapportens hovedkonklusion er, at de statsstøttede museer hverken kan eller skal vurderes efter deres bidrag til samfundsøkonomien. De skal vurderes efter helt andre kunstneriske, kulturelle og kulturpolitiske dagsordener. Men netop derfor er det nødvendigt, at de udvikler deres oplevelsespotentialer, og her kan de lære af oplevelsesøkonomien. Museerne skal lære at navigere i et helt nyt videns- og oplevelsessamfund, sådan at museernes basale opgaver omkring indsamling, bevaring, forskning og formidling integreres i gode oplevelser.

Er museet en forretning?
Ser man på udviklingen internationalt ses en stigende tendens til, at museer er ramt af markedets logik. De store, kendte museer sælger deres brand-power og indgår i globale partnerskaber, mens kravene om konstant ekspansion kræver konstant ekspanderende udgifter, en ond cirkel som medfører en sigende markedstænkning (Fraser 2006: 89). Samtidig stiller nedskæringerne i offentlige udgifter til museer i andre lande større krav til egenindtjening, en tendens som fører til en ”enterprising culture” med større og større vægt på kommercielle aktiviteter (Kawashima 1997: 25-30). Også den danske museumsverden er præget af en enterprising culture. Museerne har – og har i mange år haft – en pluralistisk finansiering, hvor der udover offentlig finansiering indgår indtægter fra entré, museumscafé og butik, fonde, sponsorer og andre aktiviteter. I de senere år ses der især en stigning i betydningen af sponsorstøtte, og den generelle stigning i museernes indtægter kommer således især fra private midler, en tendens der falder godt i tråd med regeringens udspil om samarbejde mellem kultur- og erhvervsliv.

Samtidig iværksættes forsøg på at optimere kulturens tilbud til virksomheder og organisationer, sådan at museerne i stigende grad bliver rammen om kompetenceudvikling for erhvervslivet f.eks. gennem teambuilding eller ved at fungere som showrooms for produktfremvising. Et omdiskuteret eksempel på museet som showroom er Tøjhusmuseets udstilling af den svenske våbenfabrikant SAAB’s Gripen-kampfly, der foregik samtidig med at firmaet konkurrerede om en millionordre til det danske forsvar. Museumsinspektøren så det som led i en mere langsigtet strategi og udtalte i et interview: ”Det er jo en erklæret del af regeringens kulturpolitik, at der skal skabes større forbindelser mellem erhvervslivet og kulturlivet. Vi kan håbe på, at producenter, vi har vist en velvillighed, senere vil betænke os, så vi kan realisere andre projekter” (Lenler 2006).

Selv om man kan konstatere, at markedsorienteringen reelt er blevet større, så er denne udvikling ikke sket som en konsekvens af besparelser i de offentlige udgifter til museer. Tværtimod ses der en stigning i det offentlige udgifter til museer på i alt 186 mio. DKK fra 2000 til 2006 (i 2006-priser), en stigning der især har været tydelig på kommunalt plan. I konkurrencen mellem de nye storkommuner bruges kulturarven som et konkurrenceparamenter samtidig med, at der er behov for at skabe fælles lokal identitet og forankring. Også fra statens side nyder kulturarven stor bevågenhed, både fordi satsningen på den nationale kulturarv er en del af regeringens politik, og fordi museer i langt højere grad end f.eks. biblioteker egner sig for udvikling af strategier for samarbejder og vedvarende partnerskaber.

Selv om de danske museer er blevet mere markedsorienterede, kan man ikke sige, at de er blevet til en egentlig forretning. Når museernes egenindtægter generelt er stigende, sker det som en nødvendighed i forhold til de stigende krav om udvidelser, markedsføring og nye formidlingstiltag. For museerne er kommet i konkurrence. Ser man på andelen af både voksne og børn/unge, der har besøgt attraktioner inklusive museer, er det langt de fleste, der har besøgt et en forlystelsespark eller zoo. Desuden er andelen, der har besøgt et oplevelsescenter, stigende for både voksne og børn, og disse synes at konkurrere med de mere traditionelle kultur- og naturhistoriske museer, hvor andelen har været svagt faldende. Alle disse tal viser, at attraktioner, der har oplevelser i centrum, tiltrækker de største andele af befolkningen (Bille m.fl. 2005).

Museet som oplevelse
Gennem det meste af forrige århundrede er der sket en gradvis nedbrydning af det idégrundlag, som det moderne museum byggede på. Hvor oplysningstidens og industrialismens museer forudsatte, at historien havde en egen rationalitet og retning, så har museerne med tabet af fremskridtsfortællingen mistet deres traditionelle pointe. Diskussionen om museernes formål bevæger sig hen mod et på en gang mere nuanceret og komplekst billede. Ifølge de to danske museumsfolk Lene Floris og Annette Vasström ophæves forholdet mellem oplevelse og oplysning, fornuft og følelse i en ny museumsforståelse, der lægger vægt på en refleksiv praksis, hvor museets brugere får mulighed for at være aktive med- og modspillere i museumsformidlingen (Floris og Vasström 1999: 385). Også i Kulturministeriets Udredning om museernes formidling (2006) opereres med et nyt dannelsesbegreb:

Et nyt dannelsesbegreb tager således i højere grad udgangspunkt i forskellige befolkningsgruppers forskellige forudsætninger (…) En konsekvens heraf er blandt andet, at man nemt kan forestille sig formidlingsformer, som ophæver den klassiske modsætning mellem oplevelse og vidensformidling, ganske enkelt fordi en ny internetbaseret kultur har sat nye normer for videnstilegnelse og oplevelse og forholdet herimellem.

Den danske debat om forholdet mellem oplysning og oplevelse afspejler og underbygger den diskussion, der foregår i en nordisk og international sammenhæng. Den norske museolog Gjertrud Sæter stiller det moderne og det postmoderne museum overfor hinanden, hvor det sidste har underholdning som mål ud fra grundlæggende værdier som ubekymrethed, frihed og åbenhed (Sæter 2004: 21). Den amerikanske professor i Performance Studies Barbara Kirschenblatt-Gimblet taler ligefrem om et musealt paradigmeskift fra en informerende til en performativ museologi, der tilsammen giver sig udtryk i det, der kaldes ”new museology”. Denne kalder hun også for museumesteater, der sætter drama, dvs. fortælling, følelsesmæssigt engagement og iscenesættelse i centrum. Målet er ikke information, men oplevelse, som hun definerer som det følelsesmæssige, somatiske og emotionelle engagement, som vi forbinder med teater, verdensudstillinger, temaparker og turisme (Kirschenblatt-Gimblet 2000: 58).

Et eksempel på en dansk kulturinstitution, der udfordrer det traditionelle, oplysningsbårne museum er kunstmuseet ARoS i Århus, der udfordrer til debat gennem sin oplevelsesprægede iscenesættelse. Museets demokratiske og oplevelsesorienterede attitude er et eksempel på en helt ny generation af kunstmuseer, sådan som det bl.a. kom til udtryk i udstillingen ”Racing Cars – The Art Dimension”. Selve udstillingen bestod af tyve af racersportens flotteste racerbiler placeret på hver sin skinnende aluminiumspodie, iscenesat af den danske kunstner Ingvar Cronhammer. I udstillingskataloget skriver museumsdirektøren, at det ”ikke er en biludstilling som sådan, men en kunstnerisk iscenesat præsentation, hvor de enkelte racerbiler vil træde frem og få os til at opleve disse menneskeskabte fartmaskiner som skulpturer på hjul” (Sørensen 2006). I forbindelse med udstillingen var der indrettet en særlig shop med sportstøj fra Nike og merchandise fra Ferrari, så gæsterne kunne få noget med hjem. Udstillingen tiltrak i alt 130.000 besøgende, heriblandt mange som museet ellers ikke ville se, bl.a. en hel del fædre og sønner med fælles interesse for racerbiler. Kunstkritikerne var dog noget uenige i deres vurdering af udstillingen og dens berettigelse i et kunstmuseum. Kunstkritiker Peter Michael Hornung er skeptisk og afslutter sin omtale af udstillingen:

Måske er tiden kommet, hvor man skal gøre op med sig selv, hvad vi vil med vores kunstmuseer. Skal de være skatkister for den bedste kunst, som kendes eller netop ikke kendes endnu? Eller skal de være bredt favnende kulturhuse, hvis første opgave er at trække publikum for dermed at vise deres uundværlighed og levedygtighed, statistisk såvel som økonomisk? (Hornung 2007).

Det er et åbent spørgsmål, hvor langt museerne skal gå i deres jagt på et nyt publikum, men det bliver under alle omstændigheder en udfordring for fremtidens museer at tage udfordringen op fra de mange oplevelsesprægede centre og historiske parker uden at sætte videnskabeligheden og troværdigheden overstyr. En måde at gøre dette er at arbejde med strategisk oplevelsesudvikling, og i denne forbindelse lære af oplevelsesøkonomiens virkemidler. Museer har – som andre attraktioner – behov for at se sig selv udefra, og her kan strategisk oplevelsesudvikling tilbyde redskaber, som kan hjælpe museet til at afdække sine egne, helt specifikke mål og målgrupper. Men når museerne arbejder med udvikling af oplevelsesaspektet er det ifølge museumslederne selv ikke med henblik på at skabe en økonomisk merværdi, men for at skabe relevante, tidssvarende og udfordrende oplevelser for deres nuværende og potentielle publikum.

For museerne er der tale om en balancegang, hvor museumsloven fungerer som en navlestreng til deres grundlæggende forpligtigelser. Der er langt til udviklingen af den rene følelsesfabrik, selv om grænserne diskuteres og forhandles løbende. Man kan dog stadig lang hen ad vejen se de danske museer som for pæne, for forsigtige og for bundne til en klassisk museumsmodel i forhold til at komme en digitaliseret og underholdningsvant ”generation netværk” i møde. Her må der nye formidlingstyper til, som tager udgangspunkt i it og nye interaktive multimedier. I de senere år er museerne gået i samspil med oplevelsesøkonomien i udviklingen af nye formidlingsformer med oplevelse som omdrejningspunkt. Kulturarv, it-virksomheder og de kreative industrier er blevet forbundet i søgen efter nye koncepter for digitaliseret formidling, der inddrager nye kommunikationsformer. Her kan de traditionstunge museer lære af oplevelsesøkonomiens mere legende og lystbårne tilgang til formidling af såvel fakta som fiktion.

Litteratur

Bekendtgørelse af museumsloven (2006) Lov nr. 473 af 7. juni 2001. Kapitel 1, § 1.

Bille, Trine, Torben Fridberg, Svend Storgaard og Erik Wulff (2005) Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinier tilbage til 1964. København: AKF Forlaget

Floris, Lene og Anette Vasström (1999) På museum – mellem oplevelse og oplysning. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag

Fraser, Andrea (2006) A museum is not a business, it is run in a businesslike fashion. I: Möntmann, Nina (Red.) (2006). Art and its Institutions: Current Conflicts, Critique and Collaborations. London: Black Dog Publishing, pp. 86-99

Hornung, Peter Michael (2007) Fuld fart på kunstbegrebet. In: Politiken d. 1. januar 2007

Kawashima, Nobuko (1997) Museum Management in a Time of Change: Impacts of cultural policy on museums in Britain 1979-1997. Coventry: Centre for the Study of Cultural Policy, School of Theatre Studies, University of Warwick

Kirshenblatt-Gimblett, Barbara (2000) The Museum as a Catalyst. In: Arben, Per-Uno (red.) Museum 2000 – confirmation or challenge? Stockholm: Riksutälningar

Kulturministeriet (2006) Udredning om museernes formidling.

Lenler, Jens (2006) Svar udbedes: Hvorfor udstiller våbenfabrikanter fly på tøjhusmesset? I: Politiken d. 1. december 2006

Skot-Hansen, Dorte (2008) Museerne i den danske oplevelsesøkonomi. Når oplysning bliver til en oplevelse. Købehavn: Samfundslitteratur

Sæter, Gjertrud (2004) Museerne mellom konservering og konsum. In: Nordisk Museologi (1), pp. 11-28

Sørensen, Jens Erik (2006) Forord. In: Bækgaard, Bjarne og Jens Erik Sørensen: Katalog ”Racing Cars: The Art Dimension. Århus: ARoS Kunstmuseum, pp. 8-9