Nyt center skal styrke væksten i oplevelsesøkonomien. Kulturministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet står bag centret, som placeres i Roskilde.
Til sommer åbner det nye Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi i Roskilde. Men hvad skal dette nye center mere præcist? Kulturforvalterne Unlimited bringer her kulturministerens syn på det nye centers funktion.
Helt grundlæggende mener kulturminister Brian Mikkelsen, at der er behov for en institution, som kan skabe et overblik på området og være igangsætter: ”Der er på mange måder tale om nyt land, og her mener jeg, at en stærk national aktør kan være med til at udstikke en velovervejet kurs for udviklingen af kultur- og oplevelsesøkonomien i Danmark,” forklarer Brian Mikkelsen.
Han understreger, at centret skal være nationalt og arbejde tæt sammen med eksisterende forsknings- og vidensinstitutioner og samtidig sikre en bred regional forankring af kultur- og oplevelsesøkonomien.
På spørgsmålet om, hvorvidt vi vil kunne mærke det nye center ude i kommunerne, svarer Brian Mikkelsen:
”Jeg oplever, at der sker en stor oprustning på området ude i kommunerne. Her vil centret være den naturlige vidensformidler og samarbejdspartner. Det skal være et center, som alle relevante aktører kan gøre brug af. Også kommunerne.”
Han pointerer, at det for kommunerne er værd at bemærke, at centret får i alt 25 mio. kr. til projekter, der skal styrke samarbejdet mellem kultur og erhverv. Her vil også kommunerne kunne søge om tilskud til konkrete projekter.
Centret skal gå på to ben
Det er ikke meningen, at Center for kultur- og oplevelsesøkonomi selv skal forske. I stedet skal det være et bindeled mellem alle de forskningsenheder, der i dag findes på området på CBS og universiteterne samt i udlandet. Opgaven for centret bliver at samle al den eksisterende viden og erfaringer sammen og formidle det videre til kulturlivet og erhvervslivet.
Centret skal have to ben i sit virke:
- Det skal være et videns- og formidlingscenter med en rådgivningsfunktion i forhold til eksisterende strategier og finansieringskilder.
- Det skal give støtte til og igangsætte projekter
Der kalkuleres med 5-6 ansatte i centret og et årligt driftsbudget på 5 mio. kr. Dertil kommer så de 25 mio. kr. over fire år til projekter. Centret kan yde tilskud til projekter, som andre gennemfører, eller det kan selv sætte projekter i gang, som skal gennemføres i samarbejde med aktører i miljøet. Centret kan også gå med som partner i projekter sammen med andre. Målet med projekterne skal være at afprøve metoder, som efterfølgende kan formidles videre til andre.
Centret har lov til selv at skaffe ekstern finansiering til projekter, hvorved de så får mulighed for at gennemføre flere projekter.
Kulturen skal ikke tjene penge
I oplægget til Center for kultur- og oplevelsesøkonomi står der blandt andet, at det skal være med til at styrke kulturlivets erhvervsmæssige kompetencer. Derfor har vi spurgt kulturministeren om meningen er, at kulturlivet skal lære at tjene penge, og om man risikerer at markedsgøre kulturlivet med sådanne tiltag.
Brian Mikkelsen melder meget klart ud som svar på det spørgsmål:
”Kulturen skal ikke kunne tjene penge. Vi har et kunststøttesystem, der støtter kulturen på dens egne præmisser. Det handler dette initiativ overhovedet ikke om.”
For ham at se handler det derimod om at styrke de kulturerhverv, som i forvejen fungerer på markedsvilkår. Det er i den sammenhæng, han mener, at initiativet skal ses. Det gælder om at høste gevinsterne af den stigende efterspørgsel efter oplevelser, og her har kulturerhvervene nogle yderst attraktive produkter.
”Og så er jeg af den opfattelse, at jo flere selvforsørgende kunstnere vi har, jo rigere et kulturliv får vi. Det frigiver også midler til den kultur, der har svært ved at klare sig på de almindelige markedsvilkår,” understreger Brian Mikkelsen, og tilføjer: ”Så selvfølgelig skal kulturlivet blive bedre til at tjene penge, og det kan erhvervslivet hjælpe dem med.”
Bestyrelsen udpeges i marts måned
Der ligger endnu ingen faste strategier for det nye centers arbejde. For der er ved at blive udpeget en bestyrelse lige nu, og den skal have frihed til at beslutte, hvad den vil. Derfor blander kulturministeriet sig ikke i profilen for den leder, der skal ansættes til at stå for centret eller de medarbejdere, som skal ansættes. Kulturministeriet står for at sammensætte bestyrelsen. Sammensætningen af bestyrelsen forventes at være klar ved udgangen af marts måned. Derefter skal lederen af centret ansættes og til sidst medarbejderne.
Centret skal ligge i Roskilde, men den specifikke beliggenhed er endnu ikke fundet. De to nævnte mulige beliggenheder har været RUC og den nye, kreative bydel Musicon. Kulturministeriet understreger, at centret skal ligge i sammenhæng med andre allerede eksisterende institutioner, således at man kan etablere administrativt fællesskab.
En del af aftalen om at etablere centret var, at der også skal udbydes fire oplevelseszoner med hvert sit fokus. Oplevelseszonerne udbydes her i 2008 fordelt med to her i starten af året og to i slutningen af 2008.