Sporten i den danske oplevelsesøkonomi - mellem forening og forretning

Oplevelsesøkonomi er et begreb som har en næsten overvældende gennemslagskraft i den private, og nu efterhånden også i den offentlige sektor i Danmark. Der er ikke den nydannede kommune med respekt for sig selv, som ikke på en eller anden måde omfavner oplevelsesøkonomien i sin turist-, kultur-, idræts- og eventpolitik. I 15-20 år har oplevelsesøkonomien været et levende begreb i den private sektor, og for 5-10 år siden greb den også den offentlige og halvoffentlige sektor.

Kort sagt handler oplevelsesøkonomien om at generere indtægter i forlængelse af ydelser eller varer man i forvejen tilbyder. I den private sektor er det uden problemer og ligger i klar forlængelse af sektorens rationale. For visse dele af den offentlige sektor kan det risikere at gribe ind i hjerteblodet, nemlig den grundydelse som stat og kommune udbyder frit til brugeren for at få ydelsen bredt ud til mange og for at sikre at der ikke af økonomiske grunde opstår uligheder i brugsmulighederne. Eksemplerne fra kultursektoren er biblioteker, idræt, museer, teatre, folkeoplysning mv., inden for de kommunale kultur- og fritidsforvaltningers regi.

En mere formel og fyldestgørende definition på og beskrivelse af oplevelsesøkonomien i Danmark finder man i Bille og Lorenzen: ”Den danske oplevelsesøkonomi –afgrænsning, økonomisk betydning og vækstmuligheder”, maj 2007. I skrivende stund er denne publikation, som indgår i samme forskningsprojekt som ”Sporten i den danske oplevelsesøkonomi”, først offentlig tilgængelig efter den 20. maj. Søger man på anden vis skriftlige kilder om definition på og nærmere belysning af oplevelsesøkonomien bliver man skuffet. Der findes tilsyneladende meget lidt som belyser danske forhold. Dog udkom på forlaget Samfundslitteratur i 2007 en bog redigeret af Jørgen Ole Bærenholdt og Jon Sundby: Oplevelsesøkonomi – produktion, forbrug, kultur, som i en række artikler skrevet af skandinaviske forskere belyser begrebet bredt, men ikke går specifikt ind på de tidligere nævnte felter fra kultur- og fritidsområdet. Bogen behandler derimod områder som spillefilm, musikindustri og turisme med en række konkrete cases fra denne verden. (Reference: Det digitale kulturtidsskrift ”Søndag Aften”, oktober 2007).

Det er også i ”Søndag Aften”, man finder omtale af en undersøgelse af kommunernes brug af oplevelsesøkonomi i ”Fra drift til drive”, en masterafhandling i oplevelsesledelse fra RUC, forfattet af Gitte Grønfeld Wille og Thomas Østergaard. Ud fra devisen ”kultur kan betale sig”, og akkompagneret af slagord som ”Danmark skal vinde på kreativitet” og ”Danmarks kreative potentiale”, har en lang række af de gamle kommuner (undersøgelsen er fra november 06) kastet sig ud i oplevelsesøkonomien. En meget stor del af dem (83 af 103 besvarelser) forventede at oplevelsesøkonomi ville komme til politisk debat i 07. Bevægelsen er meget tydelig, kommunerne vil inspirere (og/eller konkurrere?) hinanden og tallene vil øges.

Det er især de mindre kommuner der har taget fat på diskussionerne. Og antallet af jyske kommuner er overrepræsenteret. Det var for øvrigt også denne landsdel som ved reformen fik dannet en stor del meget store kommuner, mens Sjælland og Storkøbenhavn holdt sig fornemt tilbage.(Reference: ”Søndag Aften, oktober 2007). Der er altså god grund til at kigge nærmere på den foreliggende skriftserie, hvis du er leder af en Kultur- og fritidsforvaltning. Gør det før din kommunaldirektør.

Idrætten i oplevelsesøkonomien
Ansvarlig for analyseresultaterne i denne delrapport er direktør Henrik Brandt og senioranalytiker Rasmus Storm fra Idrættens Analyseinstitut, IDAN. De enkelte afsnit er udarbejdet af de nævnte og en række andre medarbejdere fra instituttet, og vi har at gøre med en omfattende (260 manuskriptsider) rapport. Anmelderen har, udover at læse manuskriptet, også diskuteret analyseresultaterne på et to timers møde med Henrik Brandt.

IDAN er en selvejende institution under kulturministeriet. Institutionen har til huse på Holmen i København i samme bygning som den noget ældre Lokale- og Anlægsfond. IDAN’s bestyrelse ledes af tidligere rådmand i Ålborg, Inge Næsgård, som er socialdemokrat og tidligere i mange år var bestyrelsesformand for Lokale- og Anlægsfonden. IDAN er dannet i 2005 af kulturminister Brian Mikkelsen, som dermed startede en mindre, intern skandale da han samtidig fratog den hidtidige forskningsinstans ”Idrætsforsk”, ledet af Bjarne Ibsen, bevillingen.

IDAN’s formål er at ”formidle viden om idræt i Danmark og udlandet”, ”at lave evalueringer og analyser på idrætsområdet” og, hvilket er bemærkelsesværdigt, ”at initiere idrætspolitisk debat i Danmark”. Hovedvægten på de efterhånden mange analyser og evalueringer om idræt ligger på det økonomiske felt. Som Henrik Brandt siger det: ”Det meste af det øvrige felt er dækket i forvejen, så det er på økonomien og samfundsøkonomien vi selv lægger hovedvægten”. Det dækker fint formålets anden del at skabe idrætspolitisk debat om idrættens økonomi, professionaliseringen og breddeidrætten.

De fire store
Rapporten bevæger sig indledningsvis ind i det vanskelige felt at definere hvilke sports- og idrætsgrene det fortrinsvis handler om, når vi taler om økonomisk gevinst herunder også gevinst fra oplevelsesøkonomien. De ”fire store” sportsgrene med professionelle afdelinger og masser af tilskuere både direkte og gennem medierne, fodbold, håndbold, ishockey og cykling, omsætter ganske mange penge, alene i 05 1.9 mia. kr. Hertil kommer den kommercielle fitnesssektor med ca. 1.5 mia. kr. i 05, mens golfsporten som købeidræt genererer en samlet omsætning på ca. 2.5 mia. kr. Altså i alt 5.9 mia. kr. i 05-penge. Hvis vi inddrager udstyrs- og beklædningsbranchen bliver der herudover omsat for ca. 4.7 mia. kr., ganske vist i 06. Altså alt i alt en omsætning på ca. 11 mia. kr.

Heroverfor står offentlige udgifter til idrætsforeninger og  –faciliteter på ca. 4.2 mia kr. i 05. Hertil kommer de indtægter som de frivilligt organiserede idrætsforeninger og idrætsorganisationerne selv genererer. Vi taler altså om en sektor med ganske betydelige samfundsøkonomiske aktiviteter.

Hvor meget af alt dette som er oplevelsesøkonomi giver rapporten af gode grunde ikke noget svar på. Rapporten fremhæver at idrætten som helhed på grund af det store offentlige engagement og den stærke samfundsindflydelse har en begrænset oplevelsesøkonomisk betydning. Forskerne gør her en vigtig distinktion mellem sektorens kommercielle og ikke-kommercielle aktører, og fremhæver at den deltagermæssigt kæmpestore ikke-kommercielle sektor lever i en (indtil videre?) sund balance med den kommercielle sektor. Endvidere at denne sektor har en central samfundsmæssig placering med henblik på den store økonomiske, sociale, kulturelle og sundhedsmæssige betydning for den enkelte deltager. Og endelig at sektoren på årsplan genererer et beløb på omkring 100 mia kr!!, sammensat af en værditilvækst på 36.7 mia og 62.5 mia i medlemsafgifter, offentlig støtte, gaver mv. (Reference: Frivillighedsundersøgelsen 2003/04). Som det ses langt mere end den kommercielle del, og uden at nærme sig synderligt til noget man kunne kalde oplevelsesøkonomi.

Rapporten går derefter ind i den frivillige idræts store udfordring i at skelne mellem de dele, som har mulighed for at agere i kommercielle sammenhænge, og de dele hvor det ikke giver mening eller kan have direkte negative konsekvenser. Idrætsforeninger er i stor udstrækning gået ind i ”købeidrætten” med foreningsbaserede fitnessstudier, individuelle tilkøbsmuligheder for andre former for idræt eller motion og lignende. Hvilket stiller nye krav til foreningernes fleksibilitet og sportens faciliteter. Man har også gennem mange år dyrket ”eventen”, sportsbegivenheden, hvor man fra andre landsdele eller fra udlandet henter hold eller enkelte atleter til konkurrence.

I rapporten er der afkølende ord til de ”eventmagere” som i dag fokuserer på højprofilerede internationale ”events”, som eksempelvis Københavns drøm om OL. Bredt orienterede stævner, man nævner DHL-løbet som er Danmarks største firmaudflugt, er set fra et oplevelsesøkonomisk og turistmæssigt synspunkt ofte mere interessante.

Det økonomiske rationale
De fire store sportsgrene med professionelle afdelinger som er fodbold, håndbold, ishockey og cykling er selvfølgelig vægtige aktører i oplevelsesøkonomien med deres omsætning på 1.9 mia kroner. Men den opmærksomme læser vil huske fra avislæsning at der også er vanskeligheder med at styre økonomien, og bortset fra fodboldens FCK og Brøndby er der ikke mange klubber inden for sektoren som opererer med overskud. Og de to nævnte klubber gør det kun ved at satse på økonomisk fordelagtige sidegevinster, som Parken og Lalandia for FCK’s vedkommende og Brøndby Stadions faciliteter og ejendomme for Brøndbys vedkommende.

I det hele taget er det svært at se for sig hvad det økonomiske rationale egentlig er, når man betragter den professionelle del af sporten isoleret. Tilsyneladende ikke at  tjene penge til aktionærerne, men at vinde? Indtil videre er ”overskuddet” fra den professionelle sport i Danmark (og også i udlandet!) udelukkende blevet investeret i nye og bedre spillerindkøb eller højere spillerlønninger. Det kræver finansiører med stor lidenskab for spillet og enorm risikovillighed.

Professionel idræt er stærkt præget af følelser og ideer frem for solid købmandsmæssig fornuft. Der mangler gennemsigtighed og ledelsesformåen, hvilket rapporten gør opmærksom på. Men aktørerne fungerer som rollemodeller for ungdommen, og nogle (få?) klubber holder liv i store børne- og ungdomsafdelinger ved hjælp af den professionelle afdeling. Brøndby er eksempelvis en klub i ordets egentligste forstand med klubfølelse og traditioner, i modsætning til FCK. Netop det giver Brøndby, tankevækkende nok, et klart handicap når det gælder økonomisk fleksibilitet og handleevne.

Rettighedssalg
En klar udfordring for sportens professionelle afdelinger er forholdet til medierne. Salg af rettigheder på baggrund af publikumsopmærksomhed er en essentiel indtægtskilde. Den teknologiske udvikling og medieforbruget bevæger salgsmulighederne væk fra de traditionelle aviser og TV, over mod abonnementsbaserede TV-kanaler. Rapporten nævner at internet og mobile TV-teknologier i fremtiden vil være oplagte formidlingsredskaber i oplevelsesøkonomien. Men i øjeblikket mangler der teknologisk viden og innovationsevne i sporten, og rapporten anbefaler at den udvikles gennem en målrettet forskningsindsats og vidensopsamling.

Balder af stål
De kommercielle købeidrætter er fitnessbranchen og golfsporten. Fitness har ved årsskiftet 07/08 passeret 400.000 kunder uden at der er tegn på afmatning. Det er et overraskende comeback for en købeidræt, som for ca. 15 år siden lå slagen til jorden på grund af store økonomiske vanskeligheder og konkurser. ”De blev reddet af PBS-systemet, som blev introduceret i Danmark i 1995”, siger Henrik Brandt tørt. Han gør også opmærksom på at fitness traditionelt stod, og stadigvæk står, svagt i Danmark fordi vi har en meget stor offentlig støttet motions- og idrætssektor her i landet, båret af de frivillige foreninger.

De frivillige foreninger er en nordisk tradition, som slet ikke er slået så stærkt igennem i nabolande som Tyskland, Holland og England, ej heller i fjernere lande som USA. Så man kan ikke direkte sammenligne købeidrættens gennemslagskraft i Danmark med disse lande, og konkludere at danskernes motionstilstand er væsentlig ringere. Snarere tværtimod. Her i landet har vi en frivillig foreningsbaseret idræts- og motionssektor som tager hånd om de fleste fra barneårene.

Rapporten gør opmærksom på en klar tendens til at fitness i dag udvikler sine forretningsområder specielt for kvindelige kunder, hvor man udover selve træningsaspektet lægger vægt på kostvejledning og wellness. Læsere der regelmæssigt besøger Hamburg eller Berlin vil uden tvivl have lagt mærke til de mange reklamer for ”Frauenfitness” i bybilledet.  DGI-byen i København er et fornemt eksempel på at idrætsorganisationerne kan svare kompetent på denne udfordring. Og efterhånden findes der intet moderne kommunalt svømmestadion i landet uden en wellnessafdeling.

Golfsporten er den anden store købeidræt med stor vækst og med den største omsætning af alle de grupper vi taler om her. Landet over er der skudt golfbaner op garneret med pay and play – muligheder, og nogle af dem med tilhørende ferieboliger af høj klasse. Afsmitningen på turistindtægterne er helt åbenlys, og sportens internationalisering er evident. Anlæg af golfbaner udgør i øjeblikket den største private investeringsbølge i idrætsfaciliteter nogensinde i Danmark. Rapporten har advarende ord om at undgå overinvestering og sikre en fremtidig optimal drift af anlæggene.

Samfundets involvering
Rapportens hovedafsnit er en imponerende række af statusoplysninger om de enkelte idrætsgrene og –organisationer, og en grundig gennemgang af kommunernes og statens øjeblikkelige engagement.

I kapitel 3 gennemgår Henrik Brandt samfundets involvering, hvor et par direkte uddrag kan være af interesse: ”Generelt er og har den organiserede danske idræt været en nonprofit-sektor, hvor indtægternes fra foreningers og forbunds aktiviteter først og fremmest har finansieret foreningernes drift og ikke privatpersoners økonomiske interesser”. (Manus s. 29). Og: ”……men det er afgørende for forståelsen af dansk idræts traditionelle tætte samspil med den offentlige idrætspolitik og idrættens potentiale i oplevelsesøkonomien at tage i betragtning, at idrætsbevægelsen historisk er præget af et helt andet udspring end den erhvervsmæssige og oplevelsesøkonomiske dagsorden, som i stigende grad sniger sig ind på området i dag. Ofte har idrætsbevægelsens idealer ligefrem bygget på en decideret uvilje mod enhver profitorientering”. (Manus s. 30).

Over en kronologisk opdeling som slutter i perioden 1970 – 2007 når Henrik Brandt frem til en tendens, som han betegner som ”voksende politisk interesse og styring”. De offentlige nettoudgifter til idræt i 05 er opgjort til 4.2 mia kroner. Heraf står kommunerne for de 2.8 mia og staten via tipsmidler og tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden for tilsammen 1.4 mia.

Den stigende støtte har markeret sig i stigende forventninger og styring. På det kommunale område markerer det sig ved kommunalpolitikeres øgede lyst til eksponering i forbindelse med idrætten og den styring som ligger i økonomiske bevillinger til drift og anlæg. Det giver smæk en gang imellem når selvbevidste frivillige ledere og lige så selvbevidste lokalpolitikere støder sammen. På det statslige område er styringstendenserne knap så synlige. Det skyldes bl.a. at uddeling af tipsmidler og udlodning til eksempelvis Lokale- og Anlægsfonden i dag sker mere eller mindre automatisk uden egentlig politisk detailstyring.

”Events”
Hvad kaster en ”event” af sig rent samfundsøkonomisk? I 2006 gennemførte Idrætsfonden Danmark en undersøgelse af 22 større internationale sportsbegivenheder som fandt sted i årene 98-05. Det var lige fra VM i damehåndbold til EM i orientering og VM i jiu-jitsu. Over de syv år der er tale om genererede de en turismeomsætning på 390 mio. kr., og en bruttoværditilvækst på 217 mio kr. Andre undersøgelser viser tal i samme størrelsesorden. Citat rapportens manus, side 47: ”Man kan diskutere, hvorvidt disse tal i forhold til de offentlige investeringer i events og faciliteter er betydende i en større samfundsøkonomisk sammenhæng og i forhold til den generelle forventning til de afledede effekter af store sportsevents”.

I Idrætsfonden Danmarks rapport fra 2006 konkluderes dog, at internationale sportsbegivenheder skaber stor økonomisk aktivitet og et pænt afkast til det offentlige, især staten. I den sammenhæng skal det bemærkes at det set med samfundsøkonomiske briller er væsentligt at en stor del af meromsætningen er skabt af udenlandske besøgende.

Efterhånden som antallet af sports”events” stiger, får arrangørerne bedre hold på tingene. Man må dog konstatere at det er umådelig svært at fastholde de samme ”events” år efter år, og at omsætningen efter det første introduktionsår kan være nedadgående. Derfor rapportens anbefaling af at man ikke må glemme de regionale og lokale stævner.

Imidlertid er der også andre og mere immaterielle effekter af ”events”. Uanset hvor dårligt et økonomisk afkast en begivenhed har, synes de lokale tilskuere meget ofte at være uhyre positivt stemt. Der er også langtidsvirkninger som rækker ud over den umiddelbare økonomiske opgørelse. Det kan være positive bidrag til infrastruktur og faciliteter. Det kan også være udvikling af kompetencer og uddannelser, samt skabelse af viden. Og der kan være tale om opbygning af nyttige menneskelige netværk.

Men der kan også være tale om en positiv betydning for landets/byens image, dets ”brand” så at sige. Tænk på tyskernes imageforbedring efter VM-slutrunden i fodbold 2006! Følelsen af stolthed, prestige og identifikation kan også følge i kølvandet. Kinas billede af sig selv som en kapabel, økonomisk fremgangsrig, anerkendt og globalt tænkende nation efter OL 2008? Eller…….??

Kommunerne
Landets kommuner tegner sig for de lokale tilskud til sporten og de mange idrætsfaciliteter. Her, som i mange andre sammenhænge, kan man konstatere den nationale skævhed. Fra bevillinger der i Hovedstadsområdet og Nordsjælland gennemsnitligt pr. indbygger i perioden 93-05 udgør 1000 – 1500 kroner. Til Fyn, Vejle, Viborg og Århus der ligger fra 750 – 850 kroner. Det kunne have været interessant at se tilsvarende tal fra 07, efter kommunalreformen, hvor man må forvente et højere niveau og en væsentlig mere ligelig fordeling. Samtidig med en mindre økonomisk tildeling i København, som er foreningsmæssig svag sammenlignet med andre kommuner, og hvor en meget stor del af idrætsudøvelsen (som er lige så høj som naboernes) er baseret på selvudfoldelse eller købeidræt.

Ellers er tendensen på det kommunale område at der i meget stort omfang udarbejdes formaliserede idrætspolitikker. Disse vil i højere grad sigte mod andre grupper end den deciderede foreningsidræt. Kommunerne vil opleve en større fleksibilitet, hvor man udover den lovpligtige støtte via folkeoplysningsloven også indgår i partnerskaber om konkrete idrætsopgaver med foreninger og andre fritstående udbydere af idræt. Samtidig vil kommunerne i stigende omfang forvente at idrætten er aktiv medspiller i kommunens sundheds- og forebyggelsesstrategi.

Det kommunale forbrug på idræt vil som sagt næppe falde i årene efter kommunalreformen, snarere tværtimod. Som tendensen er nu vil store kommuner bruge flere penge pr. indbygger på idræt end små. Idrættens kommunale økonomi vil fortsat vokse, samtidig med at man i forvaltningerne vil ansætte nye medarbejdere, som har uddannelsesmæssige forudsætninger for at beskæftige sig med idræt og idrætspolitik.

Idrætsorganisationerne
De store idrætsorganisationer er Dansk Idræts Forbund (DIF), og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), som traditionelt har været hinandens modsætninger. De fire store professionelle specialforbund er alle organiseret i DIF, mens DGI organiserer en meget stor mængde mindre, lokale specialforbund. I dag er tonen mellem organisationerne urban, og samarbejde er den mest udtalte arbejdsform.

DIF omsatte i 2005 godt 800 mio kroner, hvilket fordeltes på 43% offentlige tilskud og 57% egenindtægter. Men de fire store, som har betragtelige sponsorindtægter er naturligvis mindre afhængige af offentlige tilskud og de små specialforbund tilsvarende mere. DIF har trods sin erklærede rod i foreningslivet og nonprofitsektoren i stigende grad berøringsflader med den kommercielle idræt.

DGI har som ”koncern” med ca. 1.4 mio medlemmer en omsætning i 2005 på 334 mio kroner. Som sagt har DGI med stort held, på nonprofit vilkår, taget kampen op med især fitnesssektoren. Der sker en gradvis kvalitetsforbedring/professionalisering af organisationen som understøtter det frivillige arbejde, og kommer til at udgøre en nonprofit modvægt til den profitorientering der er i dag af idræt, købeidræt og private idrætsanlæg. Midlet er DGI-byerne med huse, halfaciliteter og svømmeanlæg i København og en række store provinsbyer, hvor DGI i stigende grad indgår alliancer med kommercielle udbydere.

Perspektiver og konklusioner
I det vigtige sidste afsnit gennemspilles de temaer, som er nævnt i det foregående endnu engang.

For den frivillige del af sektoren fremhæves det at der er en delikat balance mellem ikke-kommercielle og kommercielle aktiviteter. De kommercielle er p.t. meget svagt udviklede, og en egentlig oplevelsesøkonomi er der ikke tale om. Hvis der skal tages initiativer i den retning skal man være opmærksom på at sådanne kan have negative samfundsmæssige konsekvenser for sektoren. Konklusionen er at den allerhøjeste grad af forsigtighed tilrådes, hvis man absolut vil trække oplevelsesøkonomi ned over den frivillige sektor.

Analysen peger på at det næppe er hensigtsmæssigt at lade kommercielle normer trænge ind på den frivillige idræts traditionelle domæne. ”Det må altid afhænge af en konkret og velovervejet vurdering” (manus side 241). Der sættes i øvrigt spørgsmålstegn ved om fremgangen for den kommercielle fitness- og wellnessindustri skal opfattes som en samfundsøkonomisk gevinst, hvis konsekvensen på længere sigt er en substantiel svækkelse af den frivillige idræt.

Gør man det tankeeksperiment fuldt ud at kommercialisere breddeidrætten i Danmark, ville det få alvorlige konsekvenser. Lønnet personale skulle overtage det arbejde som frivillige trænere og ledere udfører, med stigende medlemskontingenter og mangel på arbejdskraft til følge. Store dele af børneidrætten og den almene breddeidræt ville ikke kunne overleve i sin nuværende form, med øget ulighed i idrætsudøvelsen til følge og dertil svarende sociale og sundhedsmæssige problemer. 

Rapporten er altså nærmest imod, men peger dog på at foreningslivet ikke kan tillade sig at ignorere markedet. Kommercielle aktører opfanger hurtigt nye behov, og er fleksible nok til hurtigt at opfylde dem. Et vist pres på foreningslivet kan ikke undgås og er heller ikke ubetinget et onde. Et samarbejde med købeidrætten kan betyde mere fleksible tilbud i foreningerne og en tiltrængt opgradering af faciliteterne. Det gælder også et vist samarbejde om ”events”. Her peger rapporten på at der er behov for at de frivillige foreninger ruster sig med managementkompetence, viden og uddannelsestilbud. Den organiserede idræt bør derfor blive bedre til at aftage studerende fra de korte og mellemlange erhvervsøkonomiske uddannelser med oplevelsesøkonomisk tilgang.

Den professionelle sektor
De fire stores professionelle afdelinger er allerede vægtige aktører i oplevelsesøkonomien. Som allerede nævnt er det dog de færreste aktører som forrenter den indskudte kapital på traditionel vis. Tværtimod tilføres der løbende midler i form af aktieudvidelser, eftergivelse af gæld mv. Den internationale forskning er uklar i vurderingen af om det er et generelt træk ved sektoren eller om der er tale om en ”umoden” fase, som bliver afløst af fremtidig rentabilitet. Indtil videre er det klart at de økonomiske problemer er en barriere for en yderligere oplevelsesøkonomisk udvikling af sektoren.

Analysen peger på at der mangler gennemsigtighed i sektoren, at ledelserne er for svage og ufokuserede og at der mangler et regelsæt eller en ”best  practice” for hvordan man driver en professionel idrætsafdeling.

For købeidrættens vedkommende anbefales det at man retter opmærksomheden mod sports- og livsstilsrelateret turisme. Der findes et potentiale indenfor både golf og wellness, som et købestærkt (ældre!) publikum kan udnytte. Her er ingen økonomisk logik som stiller sig hindrende i vejen for innovation og investeringslyst. Der synes blot at mangle en mere systematisk og koordineret vidensopsamling før man kan gå i gang.

Afslutning
For denne kronikør har det været en sand øjenåbner at få den samlede sportssektors økonomiske og samfundsmæssige potentiale ridset op. Vi er gennem medierne opflasket med den professionelle idræts mange fordele og købeidrættens økonomiske potentiale. Det er velgørende at få bredt hele feltet ud og se de sande størrelsesforhold i sektoren.
Det er ligeledes velgørende at følge en ung forskningsinstitution analysere sporten i samfundsmæssig sammenhæng med vægt på frivillighed, traditioner og idealer sat over for en tilsyneladende mægtig ”luftboble” som oplevelsesøkonomien.

Tankevækkende flot!