Børne- og kulturchefforeningen sendte i januar 2008 debatoplægget: Nye tider – ny kultur- og fritidspolitik på gaden. Oplægget vækker ikke meget debat, men beskriver stille og roligt de områder og udfordringer, som foreningen mener, at kommunernes kultur- og fritidspolitik bør forholde sig til i de kommende år.
Børne- og kulturchefforeningen, som er en landsdækkende forening for kommunale børne- og kulturchefer udsprunget af den tidligere skoledirektørforening, sendte i januar måned et debatoplæg med titlen Nye tider – ny kultur- og fritidspolitik på gaden. Oplægget beskæftiger sig med forskellige områder indenfor kultur- og fritidsområdet, herunder folkeoplysning, folkebiblioteker, museer, idræt, oplevelser og byplanlægning. Der bliver givet anbefalinger til kommunerne på hvert af de områder, som oplægget beskæftiger sig med.
Intentionen med oplægget var som sagt at vække debat. Om det er blevet til nogen debat, er tvivlsomt, for det er svært at blive provokeret af oplægget. I forhold til intentionen er oplægget for lidt debatskabende, og satser for meget på det sikre. Emnemæssigt behandles temaer, som nok er på dagsordenen i de fleste kommuner i forvejen. Især folkeoplysningsområdet fylder meget med tre ud af syv afsnit. Oplægget er delt ind i følgende afsnit:
Kultur som dannelse, Kultur som aktivitet, Kultur som viden, Kultur og idræt, Kultur og planlægning, Kultur som oplevelse, Kultur og Kulturaftaler.
Ingen a-ha oplevelse
Hvad man som kommune skal bruge oplægget til, ved jeg ikke helt. Der kom ingen overraskelser eller a-ha oplevelser for mig, da jeg læste den. Og jeg sidder lige midt i at færdiggøre en kommunal kulturpolitik. Jeg synes snarere, at de har glemt noget. Nogle af de svære ting for kommunerne, såsom sikring af kunstens frihed og kvaliteten i kunsten overses. Muligheden for at opleve kunst nævnes heller ikke (bortset fra ganske kort i indledningen). Det, at kommunerne giver tilskud til teaterforeninger, kunstforeninger, musikforeninger for at trække professionel kunst til kommunerne, så borgerne kan få kunstneriske oplevelser, er ikke et emne i denne sammenhæng. Eller hvordan man kombinerer en insisteren på kvalitetsbegrebet med øget samarbejde med erhvervslivet. Det kulturelle demokrati, altså borgernes mulighed for selv at udfolde sig kunstnerisk, nævnes ikke. Dannelse er et begreb, der stort set kun handler om børn og unge – ikke voksne.
Som kulturforvalter savner jeg, at oplægget drager min opmærksomhed hen på områder, jeg selv har overset, eller ikke ved, hvordan skal løses.
En positiv ting ved oplægget er en insisteren på kulturens egenværdi, som går igen flere steder i oplægget. Meget smukt fastlås det i indledningen, at kultur har sin egen berettigelse. Lige så prisværdigt er det, at det fastslås, at kultur er vigtigt for vores identitet og for at livet føles meningsfuldt. Kultur skal være til lyst og skabe undren og glæde samt kritisk eftertanke. Det er dejligt at læse sådanne ord fra kommunale kulturchefer i en tid med megen fokus på branding, erhvervsliv og oplevelsesøkonomi. Man kunne dog ønske sig, at det blev fulgt op senere i oplægget med anvisninger på, hvordan vi i de kommunale kulturforvaltninger kan arbejde med at sikre, at kulturen får denne
position.
For eksempel, når forordet fastslår, at kulturen har en egenværdi, som skal være i fokus, og at kommunerne skal være garanter for, at kvalitetsbegrebet kommer til at stå centralt i oplevelsesøkonomien. Men det skal samtidig kombineres med kulturens rolle i erhvervsudviklingen og øget fokus på kreative alliancer mellem kultur og erhverv. Så kunne man godt have ønsket sig, at oplægget kom ind på, hvordan man kan forene disse hensyn. Særligt med blik på kommunernes begrænsede ressourcer og store forventninger til resultatet af kulturindsatsen, kunne det være interessant med bud på, hvordan den opgave gribes an.
Kulturbegrebet afklares ikke
Et grundlæggende problem i oplægget er, at man ikke får defineret sit kulturbegreb til at starte med. I oplægget fastslås det, at der er forskellige måder at definere kultur på, uden der vælges mellem de begreber, som præsenteres. Det valg, der så alligevel træffes, er, at oplægget tager afsæt i et kulturbegreb, ”der omfattes af de kulturaktiviteter, som det offentlige støtter, befordrer eller tilbyder borgerne.” Det betyder, at kulturbegrebet handler om den sektor, som hver enkelt kommune – og staten - definerer via sin støttepolitik. På den måde er oplægget ikke selv herre over sit kulturbegreb, der vil kunne skifte efter, hvilke områder, der opnår støtte. Og det betyder, at det bliver svært, når oplægget for eksempler skriver, at kultur fremover vil spille en væsentlig rolle i erhvervslivets udviklingsstrategier – for kultur er i denne sammenhæng det, der er offentligt støttet eller befordret.
Børnekultur som dannelse
Oplæggets afsnit om Kultur som dannelse handler primært om børne- og ungekultur. Kultur for, med og af børn og unge. Det beskrives, hvordan kultur er med til at anerkende børn og unge som individer, udvikle identitet og personlighed og styrke den demokratiske deltagelse. Samtidig beskrives det kulturelle rum som en udfoldelsesplads eller talentfabrik (!), og afledte effekter såsom bedre sprogtilegnelse og læsefærdigheder nævnes.
Jeg hæfter mig særligt ved, at dannelse stort set bliver et anliggende for børn og unge, ikke for voksne. Dog må jeg retfærdigvis nævne, at dannelse nævnes som værende et anliggende for alle aldersgrupper med et enkelt ord i slutningen af afsnittet. Men det store fokus på børn og unge tyder på en tankegang om, at hvis vi forspildte chancen for at blive dannede som børn, så er toget kørt, når vi træder ind i voksenlivet – så burde vi være færdigdannede, og hvis vi ikke er, er det i hvert fald ikke kommunernes opgave at komme med tilbud.
Aktivitet er folkeoplysning
I afsnittet Kultur som aktivitet med underoverskriften ”kommuner, idræt og folkeoplysning i forening” er der særligt fokus på folkeoplysningsområdet og mulighederne for, at selvorganiseret idræt kan få rammer at udfolde sig i. Det understreges, at det er vigtigt, at kommunerne bløder op på den måde, som folkeoplysningsloven administreres på, så der bliver mulighed for at låne lokaler ud til selvorganiserede aktiviteter og mulighed for ad hoc medlemskaber i foreninger. I det hele taget opfordres til en mere fleksibel omgang med reglerne.
Et punkt, der måske kan være årsag til debat, er oplæggets indirekte forslag om at nedlægge Folkeoplysningsudvalgene og erstatte dem med ad hoc rådgivningsudvalg eller i det mindste ændre deres funktion til at handle om nytænkning og udvikling.
Viden er folkeoplysning
Under overskriften Kultur som viden bruges begrebet folkeoplysning til at beskrive kommunernes arbejde for at sikre borgerne lige og fri adgang til information og viden. Opgaven beskrives primært som et ærinde for folkebiblioteket, museerne (og arkiver) og det folkeoplysende foreningsliv. Der listes en række udfordringer op for det folkeoplysende arbejde – denne gang forstået som foreningslivet og voksenundervisningen.
Selve det at betegne kommunens arbejde med at udbrede og sikre adgang til viden som folkeoplysning, finder jeg betænkeligt. Selve ordet folkeoplysning klinger af, at oplysninger er noget, der skal gives til folket, og ikke noget, som folk selv aktivt tager del i. Dette understreges yderligere af de områder, som beskrives som værende væsentlige i den folkeoplysende indsats: biblioteker, museer og folkeoplysningsområdet.
I dag formidles viden ad mange kanaler – også i kulturlivet. Her glemmes de andre kunstarter, det virtuelle samt den interpersonelle udveksling, som ikke handler om folkeoplysning. Viden erfares ofte gennem oplevelser, hvor man selv bidrager. Oplægget ville have vundet ved at være lidt mindre gammeldags på dette punkt.
Bredde og elite i idrætten
Både bredde og elite skal prioriteres indenfor idrætten, kan man læse i afsnittet Kultur og Idræt, for de er hinandens forudsætninger. Derudover slås det fast, at eliteidræt skaber en masse positive sidegevinster, uden det dog nævnes, hvilke der konkret er tale om, ud over, at eliteidrætten vil virke som et fyrtårn for idrætslivet.
Afsnittet beskæftiger sig med samme problematik som afsnittet om aktivitet, nemlig, at der skal være mere plads til selvorganiseret idræt. I det hele taget skal idrætsfaciliteterne gøres mere tilgængelige og udbuddet skal være mere overskueligt.
Idræt præsenteres også som problemløser for flere forskellige grupper i samfundet: unge med anden etnisk baggrund, socialt udsatte børn og unge, overvægtige børn og endelig gruppen af voksne, der ikke engagerer sig i idrætslivet.
Det anbefales, at kommunerne indgår partnerskaber med andre kommuner, erhvervsråd og turistbureauer om at tiltrække store idrætsbegivenheder på eliteniveau.
Kultur som kreativ motor
”Nu bliver kultur kommunernes kreative motor” fastslår oplægget under overskriften Kultur og planlægning. Afsnittet beskriver, hvordan den sektoropdelte måde at planlægge på i kommunerne er under forandring mod en mere integreret måde at tænke og planlægge på, hvor kultur spiller en central rolle.
Afsnittet beskriver tre måder at planlægge kultur på: Kulturpolitisk planlægning, Kulturplanlægning og Den kreative by. De tre planlægningsmetoder blev formuleret af Dorte Skot-Hansen, centerleder på Center for kulturpolitiske studier, uden der dog refereres til hende.
Den kulturpolitiske planlægning er planlægning med udgangspunkt i et humanistisk kulturbegreb – hvor dannelse er målet for indsatsen og kulturen er en afgrænset sektor. Den anden måde tager udgangspunkt i et antropologisk kulturbegreb, hvor det i høj grad er folks vaner, skikke og ressourcer, som kulturpolitikken tager udgangspunkt i. Her forsvinder kunsten nærmest og kvalitet er for så vidt en uinteressant størrelse – når bare kulturindsatsen forbedrer det sociale liv og skaber en udvikling i samfundet på lokalt plan. Den tredje tilgang beskrives som den kreative by, hvor kultur udvikles i kreative centre. Her er kultur lig med oplevelse og kultur er et middel i en økonomisk strategi.
Oplægget opfordrer alle kommuner til at forholde sig til de tre tilgange til kulturpolitisk planlægning og bruge elementer fra dem, når det laves politikker. Samtidig siger oplægget, at kommunerne skal forholde sig til: kunstressourcernes rolle, strategier for kulturturisme, kreativ virksomhedsudvikling, fritidsområder, rekreative områder, byudvikling og kvarterudformning samt det åbne landskabs kulturhistorie og oplevelsespotentiale.
Den helhedsorienterede planlægningskultur er så småt ved at vinde indpas i de danske kommuner og der gøres mange steder forsøg med, hvor langt man kan gå i integrationen af kultur i andre sektorer.
Kreative byer med oplevelser
Oplægget beskæftiger sig også med oplevelsesøkonomien. Oplevelsesøkonomi beskrives som værende både produktivitet og profitoptimering, drama, provokation, overraskelse, fornyelse og image. Behovet for alliancer mellem kultur og erhverv som ligeværdige parter understreges.
Afsnittet om Kultur som oplevelse, som i parentes bemærket er det absolut korteste afsnit i oplægget, beskæftiger sig med begrebet Kreative byer, og fastslår, at sådan en skal man være, hvis man som by vil klare sig (godt). Man skal magte hele tiden at udvikle sig og klare sig i den globale økonomi.
Her må jeg lige indskyde, at der ingen dokumentation findes for, at man partout skal være en kreativ by for at klare sig. Tværtimod begynder der at findes dokumentation for, at der er andre strategier, som kan være bedre for den enkelte kommune at satse på. Se for eksempel rapporten: Udvikling i provinsbyer baseret på oplevelsesøkonomi og den kreative klasse fra CEUS og RUC (se artikel i Kulturforvalterne Unlimited nr. 28). Som debatoplæg ville det have været mere kærkomment med en stillen spørgsmålstegn ved tendensen til, at alle kommuner vil være oplevelsesmekka’er og tror, de skal det samme.
Det kommunale råderum
Det sidste afsnit handler om kulturaftaler. Aftalerne beskrives som et attraktivt redskab til at fremme og synliggøre det lokale kulturliv og som en god anledning til at diskutere sin kulturpolitik. Samtidig understreges det, at man som kommune grundigt skal overveje, hvad man forventer at få ud af sådan en aftale, før man sætter arbejdet i gang. Og det anbefales, at man sikrer sig et væsentligt kommunalt råderum i aftalerne.
Det er interessant at erfare, at foreningen af kulturchefer på et tidspunkt, hvor størstedelen af landet er dækket af kulturaftaler, finder det vigtigt at pointere, at det kommunale råderum sikres i aftalerne.
Oplægget kan findes på www.bkchefer.dk/udgivelser/publikationer
