Tendenser i kommunernes kulturpolitik

Når Kulturforvalterne unlimited denne gang bringer et temanummer om kommunernes kulturpolitik skyldes det, at flere af de nye kommuner har eller er undervejs med at udvikle nye politikker. Her kan det være interessant at se om der er kulturpolitiske forandringer undervejs i de nye, større kommuner.

Kulturforvalterne har forsøgt at tage pejling på de kulturpolitiske tendenser i kommunerne ved at spørge sig for i Kommunernes Landsforening (KL), ved at granske Børne- og Kulturchefforeningens Kultur- og fritidspolitik fra 2008 og endelig ved at se på 3 udvalgte kommuner og deres kulturpolitik. Der prætenderes på ingen måde at komme rundt om feltet, fx udestår hele spørgsmålet om statens kulturpolitik og dens betydning for det kommunale råderum – det vender vi tilbage til i et kommende nummer af Kulturforvalterne unlimited. Gennem et udpluk fra 3 kommuner: en omegnskommune til København, en sjællandsk provinskommune og endelig en jysk kommune bringes eksempler på det policydannende arbejde, uden at vi dermed leverer dækkende svar for de kommunale bestræbelser, prioriteringer og udfordringer.

Der ses blandt efter nye tendenser og temaer i de kulturpolitikker, der er udarbejdet. Op mod kommunalreformen blev der talt og skrevet meget om kulturens betydning i de nye, større kommuner; især blev der talt om kulturens betydning for kommunens identitet, for dens sammenhængskraft og for kulturens betydning i udviklingen af såvel bysamfund som bevarelse af lokalsamfund. Har den snak givet kulturen en anden vægt eller placering i kommunen? I stigende omfang tales også om kulturens betydning for forebyggelse, sundhed, integration osv. Sidst, men ikke mindst er der de senere år talt vældig, vældig meget om oplevelsesøkonomi, branding, kreative alliancer osv. – og hvordan slår det igennem lokalt?

Formål og temaer med de nye kulturpolitikker
Interessant er det at kunne iagttage, at kulturpolitikkerne tjener forskellige formål og har ret forskelligt indhold i de 3 udvalgte kommuner. Albertslund Kommune, en forstadskommune til København, har en klar holdning om, at kulturen skal være ”en motor for fællesskabet” som det kaldes. Det betyder, at kultursektorens formål ikke primært er at være katalysator for branding og vækst, men at tilbyde borgerne gode, inspirerende oplevelser i fællesskab med andre mennesker. Som kulturkonsulent Mia Fihl Jeppesen i Albertslund Kommune udtaler: ”Skulle sektoren også føre til økonomisk vækst og omtale af kommunen, ja, så er det bare en god effekt og ikke et mål i sig selv”. Vægten lægges på en kulturpolitik, der insisterer på, at kultur er en ressource der styrker livskvalitet og fællesskab. Og kommunen forsøger med sin kulturpolitik at forene den kulturelle sektortænkning med tværgående kulturelle indsatser i en såkaldt ”en tredje vej”. Helt uberørt af tidens tendenser er det selvfølgelig ikke muligt at være. Et af de temaer, der arbejdes med er således Kreative alliancer mellem kultur og erhverv.

I Frederikshavn Kommune er udgangspunktet et andet. Visionen for 2010 beskriver Frederikshavn som et oplevelsescenter, hvor virksomheder konstant udvikler nye metoder, koncepter og produkter indenfor livsstil, design, kommunikation, konferencer, sport, underholdning, kultur og sundhed. Samtidig lægges der stor vægt på turisme i visionen. Kultur- og fritidslivet beskrives som en vækstfaktor, der kan være med til at skabe innovative erhvervsmiljøer og styrke den oplevelsesmæssige tiltrækningskraft. I Frederikshavn har kulturen dels en værdi i sig selv forstået som dannelse og dels skal den hjælpe til at skaffe arbejdspladser og styrke økonomien særligt ved at tiltrække turister. For Frederikshavn er udfordringen, at den nye identitet skal stykkes sammen af Skagens fisker-identitet, Sæbys landbrugskultur kombineret med fødevareindustri og endelig Frederikshavns tunge industri.

I Sorø Kommunes nye kultur- og fritidspolitik er afsættet 6 meget brede indsatsområder: Demokrati og borgerinddragelse, Børn og unge, Kultur, Erhverv og turisme, Idrætslivet, Fysiske rammer samt Bosætning. Her er vi altså i udgangspunktet helt oppe i den kommunale helikopter – og koblingen til det konkrete og aktuelt udfoldede kulturliv i Sorø tænkes sikret ved, at der tages udgangspunkt i eksisterende forcer i form af lokale ressourcer, institutioner og ildsjæle. Inden vedtagelsen af politikken har der været en lang proces med bred borgerinddragelse og god politisk forankring. Formålet med kulturpolitikken har været at opstille rammer for kulturlivet for dermed at sikre borgere – og i særlig grad børn og unge – et møde med kvalificeret kunst og kultur. Som Annemette Krabbe skriver i sin artikel, så skal kulturen helt bevidst ikke ”brande” kommunen, men nok give identitet og sammenhængskraft og begrebet ”oplevelsesøkonomi” findes heller ikke. Meldingen fra KL er at der ikke ses et særlig tydeligt billede af, hvor kommunerne samlet er på vej hen kulturpolitisk. Mere tydeligt er det, at kulturen i mange kommuner har ændret fuldstændig position. Fra Suzanne Aaholm, der frem til 1. august 2008 var direktør for blandt andet kulturområdet i KL, er meldingen, at vi i voksende udstrækning tænker kulturpolitik som det, der også skal være den bærende visionære kraft for, hvordan vi vil udvikle fællesrummet eller oplevelsesrummet for kommunens borgere. Vi ser derfor et kulturbegreb, der breder sig ud og bliver en samlebetegnelse for, hvordan vi tænker udvikling af byen. Aktuelt spiller det også en rolle at kommunalreformen har skabt sår og konflikter. Når KL ser kulturen på flere måder som vældig central, skyldes det også, at kulturpolitikken i det spil kan være både anstødssten og en kraft der medierer forskelle. En tendens der kan spores er, at der er store forskelle i den profil og vægt som kommuner tillægger kulturen.

Det er måske de forskelle i kommunernes tilgang til kultur, der foranledige, at Børne- og Kulturchefforeningen ender op med at definere sit kulturbegreb som det der omhandler den sektor som hver enkelt kommune – og staten – definerer via sin støttepolitik. I øvrigt et udspil der placerer sig ret traditionelt med 7 afsnit om kultur som dannelse, kultur som aktivitet, kultur som viden, kultur og idræt, kultur og planlægning, kultur som oplevelse og kultur og kulturaftaler.

Kultur på tværs
Fra Børne- og Kulturchefforeningen lyder en gennemgående en insisteren på kulturens egenværdi, fordi kultur har sin egen berettigelse, og det beskrives, at kultur skal være til lyst og skabe undren og glæde samt kritisk eftertanke. Som Mia Fihl Jeppesen nævner i sin artikel, kunne det have været rigtig spændende at få Børne- og Kulturchefforeningens bud på hvordan man kan arbejde for at give kulturen den position.

Men tendensen er såvel fra KL som de 3 kommuner, at det tværsektorielle perspektiv spiller en stigende rolle. I Frederikshavn ses en markant og eksplicit kobling mellem den tænkning kommunen overordnet har om sin profil, sine muligheder og udfordringer og den kulturelle indsats og prioritering. I Sorø er der også en tæt kobling, men samtidig arbejdes der i processen også med stor vægt på det kulturpolitiske initiativ og de lokale, kulturelle ildsjæle, mens der i Albertslund er en stærkere vægtning på kunst og kultur og en insisteren på at det er et afgørende perspektiv. Men også i Albertslund bydes ind på det tværsektorielle arbejde. Mulighederne er legio og er ikke blevet mindre efter at såvel forebyggelses- som sundhedsopgaven er overgået til kommunalt regi. Men som det også påpeges i KL, medfører det også solide prioriteringsproblemer og stiller i virkeligheden krav om kulturpolitikker, der håndterer den prioritering - fordi kommunerne ikke kan det hele på en gang.

Der må således forventes at blive mere af det tværsektorielle arbejde, hvor kulturen inviteres til at spille en rolle, det være sig i forhold til integration, børne- og ungeområdet osv. Fra et kulturforvalterperspektiv betyder det, at det bliver tvingende nødvendigt at afklare, hvad der har prioritet og frem for alt hvad kulturen er til for. Altså at kultur jo netop opleves som et centralt velfærdsgode af flere og flere borgere, men nu også af de andre sektorer. Og når den kulturelle sektor er væsentlig, skyldes det jo at kulturelle oplevelser, aktiviteter mv. har en effekt, for den enkelte såvel som for samfundet. Men det betyder netop ikke at kultur må tænkes som et instrument, en sådan tænkning vil sætte det samfundsmæssige potentiale fuldstændig over styr. Den sondring mellem kultur som fagprofession, som lever af engagement og virkelyst og et mere kultur- eller forvaltningsmæssigt perspektiv kræver en knivskarp sondring, hvis vi skal undgå den instrumentelle tilgang.

Kultur i byudviklingen
Et andet tema som er i vækst, er kulturens betydning for udvikling af byerne. Tendensen – set fra KL’s perspektiv – er, at de meget store kommuner har et meget bevidst forhold til kultur og events. Særligt er København, Århus, Odense og i mindre grad Ålborg byer, der som metropoler har koblet kulturpolitikken til branding af byen. Nok så væsentlig her lige efter fusionen er at huske på, at gode, levende bycentre er en forudsætning for tilbud og muligheder i lokalsamfundene - ikke en hindring. Som Suzanne Aaholm siger, er det ulige nemmere at etablere fx et filmtilbud i et lille lokalsamfund, hvis der findes en ordentlig biograf i centerbyen. Der ses således en forståelse i KL af, at især de meget store kommuner med de store byer udgør drivkraften i den kulturelle udvikling i Danmark.

Når vi ikke længere kan adskille planlægningen af byens fysiske rammer og borgernes kulturelle oplevelse og udfoldelse, men netop må få den fysiske planlægning til at understøtte det levede liv, bliver kulturpolitik til bypolitik. Kultur har generelt fået en større plads i moderne menneskers liv, fordi den kulturelle udfoldelse og oplevelse er blevet en helt central del af vores måde at skabe identitet og fællesskaber på. De fleste mennesker søger mod byen, som med dens liv og aktiviteter er i høj kurs som stedet for identitetsdannelse – som det sted, hvor vi både kan dyrke idræt, gå på stranden, på kunstudstilling. Kort sagt lave alle de ting, som er med til både at udfordre og adsprede os.

Det stiller meget store krav til byen - eller bysamfundet - når den på samme tid skal tilfredsstille mange og så forskelligartede behov. Det betyder, at vi må tænke på byen som andet og mere end stedet, hvor man tilfældigvis bor, arbejder og køber ind og i stedet medtænke, at den kulturelle strategi er med til at skabe byernes og bysamfundenes profil. Og dermed bliver kulturpolitik til bypolitik.

Nye politikerroller – nye styreformer?

En tradition på kulturområdet har været at politikerne har været meget tæt på foreninger og institutioner. Her ses i KL et behov for at professionalisere politikerrollen på kulturområdet, som det også er sket på alle øvrige fagområder. Suzanne Aaholm giver udtryk for, at vi i virkeligheden skal have skabt den distance mellem kulturinstitutionerne og politikerne, som skal træde i karakter og etablere deres position, netop som politikere.

Kulturforvalterne har også kigget på om der igangsættes andre processer for policyarbejdet. For eksempel kunne de mange tværgående temaer tænkes at kalde på andre processer, ligesom det at fx idrætten er blevet kendetegnet ved at have lige så mange uorganiserede som organiserede aktive kalder på overvejelser om, hvordan man så sikrer bred repræsentation. Kontorchef Hanne Lumholt i KL giver i den forbindelse udtryk for, at kommunerne bliver nødt til at forsøge sig med nye metoder til at komme i dialog med sine borgere.

I KL finder man, at det kunne være en kærkommen fornyelse i kultursektoren, som normalt tager sit afsæt decentralt, indledningsvis i en policyskabelse at anlægge et centralt perspektiv på procestilrettelæggelsen. Hun peger på at man fx kan starte med at kortlægge hvilke stemmer det er vigtigt at høre i denne her afgørelse, dvs. hvilke stemmer vil vi gerne kende i kulturpolitikken? For hvem møder op, når kommunen inviterer? Det er ikke forældre til sårbare børn, som er de mest udsatte af alle. Dem skal vi også have tænkt ind i kultur- og fritidspolitikken, for det er kommunens ansvar at tænke på alles vegne.

En anden, utraditionel stemme kan fx være omverdenens stemme. Der er hele tiden en rivalisering på kulturområdet om, hvordan vi brander vores by for vores omdømmes skyld og hvordan vi udvikler vores by for borgernes skyld? De to perspektiver står altid og kæmper lidt, der er altid nogen der går ind for det ene og nogen for det andet. Men skulle vi ikke også høre omverdenens stemme? Hvordan kunne vores by eller kommune bliver attraktiv set med omverdenens øjne og hvordan få det med i processen?