Når vi som kulturforvaltere udvikler, planlægger og gennemfører kulturelle tilbud, gør vi det med udgangspunkt i en forestilling om, hvad det skal gøre godt for. I de senere år harmeget af begrundelsen for kulturstøtte forskubbet sig fra det dannelsesmæssige og oplysningsfilosofiske til det mere konkurrenceprægede: kultur som vækstfremmer og profileringsmiddel.
Alle kulturforvaltere kender det. Det massive pres for at bruge kulturen til at profilere og konkurrere, til at skabe samarbejder mellem kultur og erhverv, til at skabe vækst, til at udnytte potentialerne i oplevelsesøkonomien. Det kommer fra politikere i kommunerne, fra bestyrelser, fra medierne, fra Kulturministeriet…
Dette perspektiv på kulturforvaltning, som samlet kan kaldes et konkurrencerationale, står i kontrast til det dannelsesmæssige rationale, som den danske kulturpolitik er funderet på.
På konferencen ”Magt og muligheder i det kulturelle krydsfelt” i oktober måned præsenterede Henrik Kaare Nielsen, lektor ved afdeling for Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet, de to forskellige rationaler, som han ser, vi i dag forvalter kultur med baggrund i.
Vi skal vælge bevidst
Henrik Kaare Nielsens væsentligste pointe var, at vi skal være meget bevidste om, hvilket rationale, vi bedriver kulturpolitik ud fra. De to rationaler er meget forskellige og resulterer i meget forskellige former for kulturpolitik. Konkurrenceperspektivet tordner frem og er meget ekspansivt. Derfor handler det om at være bevidst i de valg, vi som kulturforvaltere træffer.
Blandt andet er de to rationaler funderet på to meget forskellige opfattelser af borgeren, fremhævede Henrik Kaare Nielsen. Hvor borgeren ses som en kunde eller forbruger i konkurrencestatsrationalet, betragtes borgeren i det dannelsesmæssige rationale som en samfundsborger, med hvilken man skal være i dialog, og som skal sikres mulighed for deltagelse.
Som kulturforvaltere har vi valget, om hvordan vi vil henvende os til borgerne. Ifølge Henrik Kaare Nielsen har vi en forpligtelse til at være bevidste om det valg og til at udstyre borgerne med en referenceramme, der ligger ud over hverdagens temaer. Altså se borgeren med dannelsesrationalet – som en samfundsborger – hvor kulturen har en vigtig rolle at spille. Det er vores opgave som kulturforvaltere at give stof til de vækstprocesser, som får individer til at vokse ud over deres egen næsetip og erkende, at de er en del af fællesskabet. Vi skal være med til at skabe rammerne for processer, hvor de sanselige oplevelser bliver bragt i samspil med emotioner og intellektuelle processer, hvor oplevelser sættes i perspektiv. På den måde støttes borgerne i den individuelle dannelsesproces.
Rugbrødsmadder og flødekager
Henrik Kaare Nielsen brugte det meget sigende billede, at vi i de kulturelle tilbud både skal levere rugbrødsmadder og flødekager til borgerne. Rugbrødsmadder, fordi kulturen billedligt talt giver en fundamental mæthed og næring i form af forståelsen af sig selv og fællesskabet og sig selv i fællesskabet og dermed bringer os ud over os selv.
Samtidig skal der være plads til flødekagerne – det ekstra, det søde, det, man kan blive fed af, det, der taler til den umiddelbare lyst.
Det væsentlige er, at disse to typer tilbud kombineres, så den umiddelbare lyst kombineres med udfordringer. Det er væsentligt for de identitetsmæssige søgeprocesser, som danner fundamentet for vores identitet. Disse søgeprocesser må ikke kun foregår i små, lukkede systemer, for det fører til snæversynethed, de skal derimod løftes ud over hverdagens rammer.
Kulturforvaltere har et spillerum i forhold til de to rationaler, hvor Henrik Kaare Nielsen beskrev det som en palet af muligheder, der kræver bevidste valg. Han beskrev kulturforvalter hverdagen som bestående af et sammensat kulturpolitisk program, hvor der er mange forskellige interesser og også interessemodsætninger. Det er muligt at arbejde på baggrund af begge rationaler, men vi har en særlig forpligtelse til at huske på og advokere for det dannelsesmæssige rationale, understregede han.
Vi skal konkurrere gennem kulturen
Konkurrencerationalet udspringer ifølge Henrik Kaare Nielsen af OECDs globaliseringsstrategi, som blev formuleret i slutningen af 90’erne. Baggrunden var en radikalt ny situation for opretholdelsen af væksten i samfundet, nemlig truslen fra de nye økonomier og den generelle globaliseringsproces. Dette førte til en satsning på oplevelsesøkonomien – at satse på kultur for at styrke den internationale konkurrenceevne. Siden denne globaliseringsstrategi blev vedtaget, har rigtigt meget på statsligt niveau taget udgangspunkt i det konkurrencestatslige rationale. Og fra det statslige niveau har rationalet forplantet sig til den kommunale praksis.
Som alternativ til det konkurrencestatslige rationale står det dannelsesmæssige rationale, som den danske kulturpolitik er funderet på. Da Kulturministeriet blev oprettet i 1961 blev det baseret på en kulturpolitisk, samfundsmæssig målsætning om at udbrede almendannelse, sikre individets myndiggørelse og samfundets demokratisering. Man troede altså på, at ved at slippe kulturen og kunsten løs indenfor nogle rammer, som staten leverede, ville man bidrage til at sikre netop disse ting. Derfor valgte man den kulturpolitiske model, der hedder arkitektmodellen, som betyder, at staten så at sige bygger væggene i huset, mens kunstnerne og kulturlivet selv fylder det mellem væggene ud.
Legitimeringsgrundlaget for at have en offentlig kulturpolitik var netop dette dannelsesorienterede rationale.
Op gennem kulturministeriets historie har det udmøntet sig i først strategien ”demokratisering af kulturen”, som i høj grad handlede om at formidle kulturen ud til folket og fjerne fysiske, sociale og geografiske hindringer for kulturforbruget. Det er i parentes bemærket den strategi, der lægges op til at forfølge i den nyeste udmelding fra Kulturministeriet: ”Kultur for alle”.
Senere fulgte strategien ”Kulturelt demokrati”, som anerkendte flere typer kultur og kulturelle udtryk som ligeværdige og lagde vægt på, at folk selv kunne deltage i kulturelle aktiviteter. I løbet af 80’erne blev kulturen instrumentaliseret, hvilket vil sige, at kultur i stigende grad blev betragtet som et instrument for at opnå noget – noget som lå udenfor det dannelsesmæssige rationale – såsom sociale formål eller økonomisk vækst.
Vi skal træde i karakter
Det er ikke en selvfølge, at der findes en offentlig kulturpolitik, understregede Henrik Kaare Nielsen. Derfor er det væsentlig at huske at stille spørgsmålet, hvorfor vi har den og hvad vi vil med den. Vi spiller som kulturforvaltere en stor rolle i det kulturpolitiske helhedsbillede, og derfor er det vigtigt, at vi reflekterer over, hvorfor vi gør, som vi gør, og ikke blindt løber efter de dagsordner, der sættes af andre.
Vi skal træde i karakter som kulturforvaltere og stille orienteringspunkter op for borgerne, lød opfordringen fra Henrik Kaare Nielsen.
Overvejelser fra en kulturforvalters hverdag
Den tydelige sondring mellem to forskellige rationaler at bedrive kulturforvaltning ud fra, som Henrik Karre Nielsen præsenterede, samt opfordringen til at være sig meget bevidst i sine valg, giver god mening i kulturforvalterens hverdag.
Der er dog nogle ting, som komplicerer billedet en anelse. Vi er som kulturforvaltere ikke alene om at træffe valgene. Som Henrik Kaare Nielsen også pointerede, arbejder vi i et felt med mange interessenter, som af og til har modstridende interesser. I den kommunale kulturforvaltning har vi blandt andet de kommunale politikere, direktionen, foreningslivet og Kulturministeriet, som hver især repræsenterer holdninger til og intentioner med kulturpolitikken. Som kulturforvaltere er det godt og nødvendigt at være bevidst om de rationaler, vi arbejder ud fra i hver enkelt tilfælde, og en del af vores opgave må være at tydeliggøre overfor interessenterne, hvilken betydning forskellige handlinger kan få i forhold til den vedtagne kulturpolitik, så vi er med til at kvalificere valgene. Og med til at stille skarpt på, hvad der er den offentlige kulturpolitiks opgave.
At konkurrencerationalet har tordnet frem gennem de senere år, har Henrik Karre Nielsen helt ret i. Konkurrencerationalet er i høj grad blevet sat på dagsordenen af Kulturministeriet i samarbejde med blandt andet Erhvervsministeriet. Fra den side er der brugt meget energi på at sætte en dagsorden, der handler om at skabe vækst gennem kultur.
Det kører i to spor: det ene handler om at fremme de kreative og kunstneriske erhverv og det andet handler om at bruge kompetencer og metoder fra kunst- og kulturlivet til at skabe vækst i andre typer af virksomheder. Samlet kalder man det ofte for oplevelsesøkonomi. Denne tendens er i høj grad slået igennem i kommunerne, som de sidste fem-seks år har sat oplevelsesøkonomien på dagsordenen. Både styrkelsen af kreative erhverv og forsøget på at etablere samarbejder mellem kultur og erhverv har kostet mange ressourcer. Samtidig er kultur som middel til at tiltrække og fastholde positiv opmærksomhed og derved virksomheder og de gode borgere kommet højt på dagsordenen. Det vil sige, at kultur ses som et konkurrenceparameter. Det kan ofte være lettere at argumentere for kulturens vigtighed i dette rationale. Når kulturpolitikken begrundes med dannelse eller bedre livskvalitet for borgerne, bliver man ofte mødt med et krav om at kunne måle det. Og det kan gøre det svært at fastholde det rationale som begrundelse for kulturpolitikken.
At de to rationaler kan og skal kombineres er en nødvendighed. De har begge deres berettigelse i kulturforvaltningen i dag. Det vigtige er at holde sig for øje, hvornår vi arbejder ud fra hvilket rationale, så det bunder i bevidste og reflekterede valg.
