Kultur for alle?

Så kom den, kulturministerens længe ventede strategi: Kultur for alle, på den anden dag i julemåneden. Hovedbudskaberne i kulturministers strategi er at:

• Alle i Danmark skal have mulighed for at få ejerskab til vores fælles kultur og kulturarv.
• Alle i Danmark skal have mulighed for at få adgang til relevante og vedkommende kulturtilbud.

Med det nedslående faktum at knap en tredjedel af Danmarks befolkning ikke benytter sig af kulturens tilbud, vil kulturminister Carina Christensen med denne strategi sætte øget fokus på, at alle i Danmark i højere grad møder kunsten, kulturen og kulturarven som en del af deres hverdag.

Strategien omfatter syv fokusområder,

• de regionale kulturaftaler
• øget brugerinddragelse
• kultur for børn og unge
• kunst og kultur i det offentlige rum
• åbne og tilgængelige kulturinstitutioner
• kultur og medier
• kulturinstitutionernes strukturreform.

Fokusområderne er udvalgt på baggrund af ministerens Danmarksturné, som hun har gennemført i løbet af det forgangne år. De syv områder er peget ud til at være der, der ifølge ministeren er størst behov for at gøre en indsats lige nu.

Det væsentligste budskab i strategien er, at det er vigtigt at styrke formidlingsindsatsen, for at gøre kulturen for alle. To af de væsentligste midler, der nævnes i strategien,
er at forpligte kulturinstitutionerne gennem resultatkontrakter og kommunerne gennem de regionale kulturaftaler til at gennemføre en række konkrete tiltag såsom at bringe kunsten ud, hvor folk færdes til daglig, eksperimentere med åbningstider, inddrage nye teknologier og markedsføre på nye måder.
Derudover skal der igangsættes udarbejdelse af idékataloger, handlingsplaner, vidensbanker, netværk, konferencer og nedsættes udvalg.

Tilbage til Bomholt
Den gennemgående tese i strategien er, at hvis kulturen bliver formidlet bedre og mere, så vil alle få glæde af den. Der er særligt fokus på den tredjedel af befolkningen, som slet ikke bruger kulturtilbuddene i dag.

Det stærke fokus på formidlingen lægger sig op ad det kultursyn, der herskede ved Kulturministeriets oprettelse i 1961, og som landets første kulturminister Julius Bomholt stod for. Ligesom dengang sættes der ikke spørgsmålstegn ved, hvilken kultur, der skal formidles eller om ikke-brugerne kan have gode, gyldige grunde til ikke at bruge tilbuddene. Nej, det tages for givet, at den kultur, der er inde på institutionerne, vil bibringe folk noget godt, bare man kan få dem lokket derind. Og nogle af midlerne til at lokke folk ind bag murene og glasfacaderne er at bringe kulturen ud til der, hvor folk er.

Det beskrives, hvordan man skal kunne møde kulturen og kunsten i naturen, i byen og på arbejdspladsen. Tankegangen er, at ved at møde kulturen alle vegne, vil man få smag for den og derefter stille op i køen til kunstmuseet og teatret. På samme måde er det vigtigt, at børn møder kulturen, så de kan opdrages til at blive gode kulturforbrugere som voksne. Børnekulturens netværks store arbejde for at fremme forståelsen af børns møde med kultur og kunst som værende et formål i sig selv – og ikke kun en opdragelse til kulturforbrug i voksenlivet – levnes ikke megen forståelse i dette oplæg.

Hvad sker der med kvaliteten
På den ene side skal der ikke gås på kompromis med kvaliteten i den kunst og kultur, der vises i det offentlige rum og på den anden side skal det, der vises, nøje udvælges til at fange opmærksomhed og interesse hos beskuerne, siges der i strategien. Blandt andet skal Statens Kunstfond i højere grad tænke på at indkøbe kunst, der egner sig til udstilling i det offentlige rum og kommunerne tænke på at placere kunsten et sted, hvor folk kan få glæde af den.
Skismaet mellem kvalitet i kunsten og dens egnethed til udstilling allehånde steder har vakt debat i medierne i dagene efter offentliggørelsen af strategien. Flere har udtrykt stor bekymring for, hvad det gør ved kunsten at skulle produceres med det for øje at skulle udstilles i indkøbscentre og svømmehaller. Andre har peget på, at man risikerer at irritere folk, når de får smidt kunst i nakken uden at have bedt om den, og at det formentlig ikke vil have nogen effekt. Man ændrer ikke folks vaner ved at sætte en skulptur op i svømmehallen.

Der er fornuft i argumenterne. Det kan være berigende at opleve kunst, når man mindst venter den, når kunsten udvælges og placeres med omtanke. Men at tro, at man ved at plastre landet til med kunst i alle afskygninger kan ændre folks vaner, er nok at tillægge det for stor betydning. Og strategien kræver opmærksomhed på, i hvilket omfang kunsten skal klippe en hæl og hugge en tå for at passe ind.

Grebet strammes
Et væsentligt redskab i strategien er de regionale kulturaftaler, der indgås mellem staten og kommunerne. Kulturaftaler dækker i dag det meste af landet og er kulturministeriets foretrukne måde at samarbejde med kommunerne på. Indtil nu har Hovedstadsregionens kommuner ikke kunnet indgå i kulturaftaler, men den begrænsning er nu fjernet, så der er åbnet for, at hele landet kan blive omfattet af kulturaftaler. Kulturaftalernes formål har i høj grad været at styrke det lokale engagement og dispositionsfrihed på kulturområdet.

I strategien ”Kultur for alle” lægges der op til en meget strammere styring af den lokale kulturpolitik gennem aftalerne. Kulturministeriet vil være med til at give et serviceeftersyn og udarbejde en strategi for, hvordan de eksisterende ressourcer bruges bedst muligt og meget af strategien ”Kultur for alle” skal gennemføres gennem aftalerne. Det vil sige, at kulturministeriet vil tage del i de lokale dispositioner og prioriteringer, hvilket er i direkte modstrid med det erklærede formål med kulturaftalerne.

Gennem aftalerne skal det blandt andet sikres, at der arbejdes med ikke-brugerne af kulturen, der eksperimenteres med åbningstider, der sikres kunst og kultur i det offentlige rum, der arbejdes med nye teknologier i formidlingen, at markedsføringen styrkes m.m.
Alt dette skal ske uden tilførsel af nye midler.

Oplægget præsenterer også det, der kaldes en strukturreform for kulturinstitutioner. Der skal nedsættes et udvalg til at se på museumsområdet og komme med forslag til, om og hvordan det kan være nødvendigt at samle mindre museer i færre, større enheder.
Det andet element i den såkaldte strukturreform handler om en ny tilskudslov for selvejende institutioner på kulturområdet. Den nye lov skal være med til at professionalisere ledelsen af institutionerne blandt andet gennem at styrke bestyrelsernes kompetencer.

Forestillingen om én fælles kultur
Hvordan defineres kultur så? Hvad mener den siddende kulturminister, at kultur er og kan? Det defineres det ikke præcist og direkte, men bruges meget bredt med ord som skabende af sammenhængskraft og fælles referenceramme, hvor særlig kulturarven fremhæves som noget, det kan give os en fælles forståelse og gøre os stolte af vores samfund. Kunsten, kulturen og kulturarven nævnes som pejlemærker, som alle kan sejle efter.

Særlig i forordet lægges der stor vægt på ordene fælles og fællesskab, hvilket tydeligt ses ved at ordet fælles nævnes ni gange på den første side i strategien. Så kultur ses altså som noget, der kan skabe fællesskab, men hvilket fællesskab, gives der ikke svar på. Hele strategien er tilsyneladende baseret på en forestilling om en enhedskultur. En forestilling, som Kulturministeriet ellers forlod i 70’erne med strategien Kulturelt demokrati, som – i hvert fald af navn – accepterede en mangfoldighed af kulturer, som sameksisterede. Det er ekstra paradoksalt i dag, hvor globaliseringen har taget fart og vores samfund er præget af mange kulturelle udtryk. Udfordringen med at skabe rum for den store mangfoldighed af kulturelle udtryk i den danske kulturpolitik overses helt. Det kunne tænkes, at inklusionen af andre udtryksformer kunne være et lige så væsentligt bidrag til og måske en forudsætning for at øge interessen for de offentlige kulturtilbud.

En bekymrende strategi
Om dette er en strategi, der bringer kulturpolitikken ind i fremtiden, kan man godt blive i tvivl om, da den helt undlader at beskæftige sig med centrale spørgsmål såsom vilkårene for skabelse af kunst, de kunstneriske uddannelser og det kulturelle demokrati.

Det er et sympatisk initiativ at forsøge at udbrede de kulturelle tilbud til hele den danske befolkning, og det er et godt initiativ i strategien, at det skal undersøges, hvorfor den ikke-kultur-forbrugende tredjedel af befolkningen ikke bruger kulturen i dag.
Det mest iøjnefaldende ved strategien er dog den manglende forholden sig til indholdet i kunsten og kulturen – hvordan sikres rammerne for produktion af meningsfuld og nyskabende kunst og kultur? Hvordan skal kulturpolitikken følge med tiden og pege ind i fremtiden? Og kunne der være andre grunde til manglende kulturforbrug end dårlig formidling? Og hvilket fællesskab er kulturen med til at skabe?

Det er bekymrende, at der ikke gives bud på, hvordan kulturen kan udvikle sig, og hvordan den reelt bliver mere for alle – i sit indhold såvel som i sin tilgængelighed. Det tages for givet, at vi har én kultur, som har potentialet til at skabe sammenhængskraft og fællesskab i vores samfund, når det bare er billigt og let nok at få adgang til den.

Der er ingen bud på, hvordan de kreative kompetencer styrkes, eller hvordan kunsten medvirker til at udvikle samfundet og os som mennesker.

Strategien efterlader flere spørgsmål end svar, men det bliver interessant at se, i hvilket omfang initiativerne får effekt for landets førte kulturpolitik.