Kulturpolitik er bypolitik – internationale tendenser

Det udvidede kulturbegreb
Kulturbegrebet har i nyere tid forandret og udvidet sig radikalt: fra 60’ernes dannelseskultur, 70’ernes mere folkelige kultur, 80’ernes og 90’ernes instrumentelle tænkning frem til nutidens udvidede og pluralistiske kulturbegreb. Et kulturbegreb som rummer tidligere tiders måder at forstå kulturen på og som samtidig accentuerer kulturens betydning i såvel det individuelle identitetsprojekt som i det fælles samfundsprojekt.
 
Idehistorikeren Carsten Thau omtaler det udvidede kulturbegreb og den kulturelle pluralisme som et moderne livsvilkår hvor vi ”…i dag på godt og ondt (er) ’aflastet’ for byrden af meget faste livsmønstre…” og dermed ”udløses et stormløb på kulturområdet, der formodes potentielt at indeholde en vejledning for opfyldelse og eksistentiel mening. En søgen, der imødekommes gennem himmelflugten i kulturelle tilbud, megamuseer, subkulturelle miljøer, ekspansion af designområdet osv.”   ⁽¹⁾
 
Der fokuseres på nye aspekter og perspektiver i form af kultur som forretning og som vækstfaktor og på nye udtryksformer hvor kultur som events har fået en særlig betydning. Kendetegnende er, at selve iscenesættelsen af kunsten, værket eller begivenheden er afgørende for vores interesse: ”For de ambitiøse kunst- og kulturhistoriske udstillinger gælder det, at man ikke længere tror på, at de enkelte genstande kan stå alene…. Det bemærkelsesværdige er, …. at publikum valfarter til opreklamerede begivenheder på Louisiana som Monet-udstillinger eller Gauguin-udstillinger, men ikke viser den samme lemmingeinteresse for de glimrende, permanente samlinger af de samme kunstnere på fast basis i fx Glyptoteket”.  ⁽²⁾
 
Derudover peger Thau på hvordan det udvidede kulturbegreb får en integrerende funktion i det offentlige rum, i samfundet i og med, at der sker der en ”…gennemgribende syntese af kultur, livsstil og erhverv, ja, muligvis med en ny fase i samfundsudviklingen, man kan betegne ’kultur-samfundet” og han konkluderer at ”Byfornyelse og byomdannelse, store og mindre byers lancering og arkitekturens nye rolle skal ses i det lys.” ⁽³⁾  ’Kultur’ går således fra at tilhøre en fagspecifik sektor til at være et integreret og sammenvævet element eller perspektiv i snart sagt hvilken som helst sektor og som afgørende for byers identitet. 
 
Det udvidede kulturbegreb er udtryk for at kultur er et begreb, der er udvidet og mangfoldigt (uendelige koblingsmuligheder til andre sektorer/fagområder), kultur finder nye former og udtryk (events, forretning) og kultur er integrerende.
 
Internationale eksempler på det udvidede kulturbegreb
Denne vurdering understøttes af Trevor Davies ⁽⁴⁾,  som har analyseret større – primært europæiske - storbyers kulturpolitik. Han peger på, at kunsten har antaget mere hybride former og anvendes mere bevidst i design, arkitektur, produktion og reklame. Endvidere at der er sket en internationalisering, som også på kulturområdet har skabt ændringer i historisk hidtil uset tempo. Kulturområdet er i opbrud: der er mange centre i samfundet, enhedskulturen er brudt og vi lever under indflydelse af mange forskellige kulturformer. Man kan sige, at den globale virkelighed er nærværende i hverdagen. I denne sammenhæng nævnes eksempler på kulturpolitikker fra fire byer:
 
Barcelona lægger fx vægt på, hvordan der gennem kulturelle aktiviteter skabes demokratiske værdier og bedre muligheder for sameksistens i en gennemgående tænkning om, at det er kulturen, der skaber byen. I Toronto handler 7 ud af 11 indikatorer for, hvordan der skabes kvalitet i byen om kunst, kultur og kulturarv. Den kulturelle diversitet betones som en afgørende faktor i bestræbelsen på at blive en kreativ by. Den engelske by Leicester vægter i deres kulturpolitik den vitalitet, der opstår, når mange forskellige mennesker bor og arbejder sammen og udfolder sig. Konkret nævnes kunst, idræt, museer, børns leg, besøg i parken, kreative erhverv m.m. Leicester vil være en kulturelt mangfoldig by og udvikle kulturelle aktiviteter, der bidrager til økonomisk, personlig og social velfærd. Leicester tilstræber en slags kulturel ’empowerment’ af borgerne. Endelig omtales Amsterdam, hvor kulturpolitikken nævner borgere, der bor, arbejder og studerer - og deres forskellighed - som byens styrke, vel at mærke en forskellighed, som skal bevares og dyrkes. Her opereres med et kulturbegreb, der omfatter arkitektur, medier, uddannelse, sport, kunst, offentlige steder og social interaktion.
 
Fælles for de undersøgte byer er, at de opererer med et kulturbegreb, der er udvidet, mangfoldigt og integrerende og derfor lægger kulturpolitisk vægt på at

• have en kulturel tilgang til byen som enhed og som scene
• skabe en stærk kulturel identitet for byen
• lægge vægt på national og international branding af byen
• bruge kunst og kultur til at tiltrække investeringer, turister, bosætning
• have et højt niveau af kulturelle aktiviteter
• kulturpolitikken rummer et demokratisk perspektiv om aktiv deltagelse i samfundet, om at stimulere til kulturel debat og om at facilitere interkulturel dialog
• kreativiteten i bred forstand spiller en aktiv rolle i udviklingen af byen
• kunstnerisk aktivitet og eksperimenter fungerer som vækst- og udviklingsfaktor.

Det moderne menneske lever i byen - alene
Kulturområdet og kulturpolitikken hænger således nøje og eksplicit sammen med, hvordan vi forstår os selv og lever vores liv. Den kulturelle udfoldelse og oplevelse er blevet en helt central del af vores måde at skabe identitet og fællesskaber på og i en større social og samfundsmæssig sammenhæng, slår det igennem i den måde, vi bruger byen på. Byen med dens liv og aktiviteter kommer i høj kurs som stedet for identitetsdannelse - som det sted, hvor vi både kan dyrke idræt, gå på stranden, på kunstudstilling. Kort sagt lave alle de ting, som er med til både at udfordre og adsprede os. Byen bliver så at sige scenen for borgernes udfoldelse og oplevelse. 
 
Har den måde at tænke kulturelt og kulturpolitisk på så kun et begrænset virkeområde? Gælder disse tendenser alene for byerne, og måske endda kun de større byer? Og hvor efterlader det kulturpolitisk områder med mindre byer og landområder som geografisk dækker størstedelen af Danmark?
 
Ifølge journalist Martin Krasnik er det sådan, at mere end halvdelen af verdens befolkning allerede bor i byerne og dermed bliver storbyerne verdens lokomotiver i og med at ”…mennesket insisterer på at leve i sin stenørken. Omkring nytår (2008/2009) lever der ifølge FN for første gang i klodens historie flere mennesker i byer end på landet. På bare 108 år er andelen af byboere i verden steget fra 13 til over 50 procent, og i de toneangivende byer lever et flertal alene." ⁽⁵⁾  - Og i Danmark bor allerede 80% af befolkningen i byerne.
 
Tendensen med at vi samles omkring byerne må forventes at fortsætte og dermed opstår nye behov for fællesskaber og nye måder at skabe sociale forbindelser på. Det handler om, hvordan byen bliver til og levende gennem kulturel aktivitet og udvikling.
 
Og som kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune, Suzanne Aaholm blev citeret for i Kulturforvalterne unlimited nr. 30, er det kulturelle centre – der hvor kræfterne samles og udviklingen sker – at drivkraften ligger, også som en forudsætning for et decentralt kulturtilbud. Så svaret må være at ja, tendensen gælder også i Danmark som den nødvendige forudsætning for på den ene side at udvikle byerne kulturelt og på den anden side at sikre et lokalt kulturtilbud.
 
Kulturpolitik er kommune- og bypolitik
Når kultur har en så central rolle i menneskers liv og når byen er blevet rummet eller ’scenen’ for den enkeltes udfoldelse, kan planlægningen af byens fysiske rammer ikke adskilles fra politikdannelse og planlægning for borgeres kulturelle udfoldelse og oplevelse. Opmærksomheden i kommunernes kulturforvaltninger må derfor intensivt rettes mod de nye vilkår for kulturens udvikling og for byernes udvikling. Det betyder ikke, at der ikke specifikt skal tænkes udvikling i den kulturelle sektor som de mange kulturfagligheders udvikling – men det betyder at udviklingsperspektiverne i den kulturelle sektor skal tænkes ind i den aktuelle samfundsmæssige kontekst og dens forventede udvikling.
 
Det perspektiv må medtænkes, både når der udformes kommuneplanstrategier, lokalplaner, bypolitikker mv., hvor kulturen i den brede og udvidede betydning får mere plads og større betydning.

Men også når kulturpolitikken formuleres; her må de overordnede kommunale politikker som i visioner og værdier udtrykker den kommune ’vi gerne vil være’ medtænkes som en del af kultursektorens udvikling. Kulturforvaltningerne må arbejde med det vilkår, at kulturbegrebet er udvidet, mangfoldigt, iscenesættende og en central faktor når byernes og bysamfundenes profil skabes og udvikles. Derfor må kulturpolitikken tematisk og strategisk på én gang udfordre, koordineres med og understøtte den kommunale vision. Det er på den måde at kulturpolitik bliver bypolitik.

Noter:
(1) Carsten Thau i Kulturplaner – fra velfærdsplanlægning til kulturel byudvikling. Bogværket, 2008
(2) Ibid.
(3) Ibid.
(4) Trevor Davies: Oplæg på konference. 2008
(5) Martin Krasnik i ’Homo Urbanus’, Weekendavisen, nr. 6, februar 2009