Det kræver planlægning i månedsvis, overblik og professionel styring at organisere frivilligt arbejde i København. Men også en omgang ”fladpandet jysk mentalitet”. Til gengæld får de frivillige attraktive opgaver. Kulturforvalterne har mødt Franka Abrahamsen, der er leder af Cph Volunteers.
”Det bliver en kop kommunal kaffe”. Franka Abrahamsen har travlt og spørger, om vi kan klare interviewet på max. en time. På 3. sal over den kommunale Borgerservice gemmer den frivillige organisation Cph Volunteers sig ved et par skriveborde i Kultur og Fritidsforvaltningen. De organiserer frivillige hænder til at hjælpe med afviklingen af kulturelle og sportslige begivenheder i København.
”I år har vi indtil nu været med til at løfte 33 events. Det er dobbelt op i forhold til sidste år,” fortæller Franka Abrahamsen. Cph Volunteers har netop haft 30 mand med i afviklingen af VM i landevejscykling, som trak over en kvart million gæster til København og Nordsjælland.
”Det var en kæmpeopgave, som vi har været med til at planlægge i næsten et år sammen med Dansk Cykle Union. Det frivillige arbejde skal tænkes ind helt fra start for at fungere,” siger Franka Abrahamsen, der roser arrangørerne og afviklingen, men samtidig beklager, at mange organisationer overser den frivillige del af et projekt og først tænker det ind til allersidst i processen.
”Jeg er overrasket over, hvor dårlige mange organisationer er til at organisere deres frivillige. Derfor vejleder vi også i uddannelse af frivillige og stiller særligt uddannede områdeledere til rådighed for projekterne. Den slags konsulentarbejde fra vores side er der stort behov for,” siger Franka Abrahamsen.
Nej til valget
Så hvis Cph Volunteers skal være med til en event, kræver hun normalt tre måneders forberedelse.
”Det er vi ret konsekvente omkring. Vi er nødt til at holde fast i vores krav for ikke at ende som en ren spam-organisation, der bliver kontaktet med få ugers varsel for at løfte noget, ingen har tænkt på, ” fastslår Franka Abrahamsen.
Tiden bruges på at kortlægge hvilket arbejde , der skal udføres, hvor mange frivillige der skal bruges på de enkelte opgaver, sende kataloger ud til Cph Volunteers medlemmer, give folk tid til at skrive ansøgninger og endelig oversætte alt til engelsk, da halvdelen af de 1.400 frivillige er udenlandske studerende eller international arbejdskraft.
”Så jeg sagde klart nej, da Borgerservice under valgkampen spurgte om, vi ville være med til at løfte valget.”
Gammeldags
Cph Volunteers beskriver på deres hjemmeside og i medlemskataloger grundigt de enkelte arbejdsopgaver. Det kan være få timers billetsalg, bilkørsel for de optrædende eller anretning og servering af mad , der er brug for. Belønningen kan være en t-shirt eller adgang til koncerter udover det sociale sammenhold, som arbejdet giver.
Det virker som en moderne måde at organisere frivillige på i forhold til et længerevarende engagement i en traditionel forening?
Men svaret fra Franka Abrahamsen er uventet og tankevækkende.
”Jeg er overrasket over, at vi opfattes som moderne. Sandheden er, at vi arbejder som en gammeldags kulturforening fra provinsen. Da jeg turnerede rundt som musiker som ung, mødte man de lokale frivillige før koncerten. Og de havde klare opgaver. Her stod slagterens kone for at lave kaffen og skolelæreren stod for salg af billetter. Det fungerer godt med en fladpandet jysk mentalitet, og den kører vi stadig efter,” fortæller Franka Abrahamsen.
Forskellen er bare, at begivenhederne i København er langt større, de enkelte events mere attraktive og med langt flere mennesker involveret. Det stiller selvfølgelig langt større krav til logistik, planlægning og udførelse. Men Franka Abrahamsen sætter stadig en ære i at tale med alle de frivillige i projekterne.
Derfor bliver der brugt mange ressourcer på at følge op på de enkelte events for at finde ud af, hvad der gik godt og mindre godt.
”Vi evaluerer de konkrete erfaringer og får de frivilliges personlige bud på, hvordan vi bliver bedre til at organisere deres arbejde. Det er en tidskrævende, men meget lærerig proces,” fastslår Franka Abrahamsen.
Luksusfrivillige
Cph Volunteers blev oprettet, da der skulle findes frivillige til COP15 i 2009. Franka Abrahamsen blev ansat som leder på projektet, der kun skulle eksistere i et halvt år. Der blev trommet 700 mennesker sammen, som hjalp til med at afvikle det globale klimatopmøde i Bella Center.
Med det store engagement var der basis for at videreføre organisationen og det blev til en tre-årig kommunal bevilling. I dag har Cph Volunteers fem ansatte og 1.400 aktive medlemmer. 400 medlemmer, der ikke er mødt op til aftaler eller har været for passive, er blevet meldt ud efter gensidig aftale.
”Vi er nødt til at være strikse, når det gælder overholdelse af aftaler. Opgaverne er helt afhængige af, at folk møder op,” siger Franka Abrahamsen.
Halvdelen af medlemmerne er udenlandsk arbejdskraft og internationale studerende. Den anden halvdel er danskere.
For udlændinge handler engagementet om at få et socialt netværk, lære landet at kende og få en indgang til et arbejdsliv. Samtidig har de ofte masser af erfaring med at arbejde som frivillige i deres hjemlande, hvor velgørende arbejde er langt mere udbredt end i Danmark.
” Men for mange af vores medlemmer er Cph Volunteers en måde at være lidt luksusfrivillig på. Motivationen handler ofte om at få en god oplevelse, komme bag scenen og møde kendte mennesker,” siger Franka Abrahamsen, der er lidt træt af, at det frivillige arbejde i hovedstaden i udbredt grad er drevet af en holdning om, hvad den enkelte selv får ud af projektet.
Tæt parløb
Set udefra virker det pudsigt, at de frivilliges hovedkvarter deler adresse og kontorer med flere af Københavns Kommunes forvaltninger.
”Det kan forekomme mærkeligt, men det giver os en række fordele. Vi ved mange ting om kommunale tilladelser etc. før alle andre. Vi kan nemmere sætte et aftryk på retningslinjer for projekter og det giver bare en supergod dynamik at sidde tæt på beslutningstagerne i forvaltningen,” fortæller Franka Abrahamsen, der dog beklager, at hun har fået nej til en bevilling på 900.000 kroner til næste år.
Pengene skulle have været brugt til en rådgivning om frivilligt arbejde for arrangører af sports- og kulturevents i København. Ud af det samlede budget i Københavns Kommune er det ifølge Franka Abrahamsen småpenge i en tid, hvor politikerne både lokalt, nationalt og i EU er stærkt optaget af at øge udbuddet af frivillig arbejdskraft og få løst flere opgaver ad frivillighedens vej.
”Så vi mærker et politisk pres for at skulle løfte mere for færre penge og den kamp bliver hårdere i de kommende år, siger Franka Abrahamsen, der kan mærke en voksende skepsis blandt de frivillige overfor at ende som gratis arbejdskraft på de opgaver, som det offentlige ikke længere kan løfte.
”Vi er desværre som danskere stadig lullet ind i tanken om, at velfærdssamfundet nok kommer og løser alle problemer, ” lyder afskedssalutten fra Franka Abrahamsen, der med et klart blik signalerer, at den tid er endegyldigt forbi.
Timen er gået, kaffen er drukket og den engagerede kvinde skal videre med sin kerneopgave for Cph Volunteers: At skabe faste rammer for at frivillige kan mødes, yde en konkret arbejdsindsats og fremme de gode sider i folk.