Arkitekter og fagfolk kritiserer flytningen af arkitektuddannelsen og designskoler fra Kulturministeriet til Uddannelsesministeriet. Men lederne af uddannelser er tilfredse.
Formændene for Statens Kunstfond og Statens Kunstråd samt flere arkitekter frygter, at regeringen med sin beslutning svækker det unikke, kunstneriske udgangspunkt for uddannelserne, som har givet dansk arkitektur og design stor international succes og opmærksomhed, skriver Politiken.
»Den lange linje af arkitekter fra Jørn Utzon og Arne Jacobsen og op til Bjarke Ingels tydeliggør jo, at det er den kunstneriske dimension, der gør dem til noget særligt. Som formand for Statens Kunstfond er jeg ikke særlig begejstret for at opleve, at mit eget fagområde bliver flyttet fra Kulturministeriet«, siger arkitekt Lars Juel Thiis.
Formanden for Statens Kunstråd, billedkunstner Per Arnoldi, er enig: »Den tradition, der hidtil har været herhjemme om et samliv mellem kunstarterne, har været et gode. Kunstarterne skal forbrødres, ikke splittes. Derfor bekymrer det, at man nu lægger arkitekt- og designuddannelserne et andet sted, siger Arnoldi til Politiken.
På Kunstakademiets skoler for Arkitektur, Design og Konservering er der også stor bekymring, oplyser professor Christoffer Harlang: »Det ser ud, som om den nye regering vil vægte den videnskabelige tilgang til arkitektur og design på bekostning af den kunstneriske. Og det er meget uklogt.«
Akademiraadet protesterer i et åbent brev mod, at man adskiller arkitektur og billedkunst. »En samhørighed, der går 257 år tilbage i tiden til oprettelsen af Kunstakademiet«, skriver rådet.
Overraskende
Rektorerne på de berørte uddannelser er ikke lige så skeptiske. »Det er spændende og godt, at vi skal over i et helt nyt uddannelsesministerium. Vi er en forskningsinstitution, og i forhold til forskningen er det godt at være i Uddannelsesministeriet og komme ind i en ramme, hvor man er vant til at arbejde med forskning«, siger rektor på Designskolen i Kolding, den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) til Politiken.
Sven Felding, rektor for Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, er også positiv, selv om flytningen overrasker ham.
»Beslutningen kommer fuldstændig bag på os. Vi så os selv som en vigtig og integreret del af kulturen i Danmark. Og jeg er helt enig i, at det kunstneriske skal fylde lige så meget som i dag. Omvendt kan jeg også godt se en logik i at samle de videregående uddannelse,« siger han.
Den nye radikale kulturminister, Uffe Elbæk, begrunder flytningen med, at regeringen ønsker at samle alle videregående uddannelser, der kræver adgangsgivende eksamen.