Hva´ kan vi selv gøre for at løse problemet? Spørgsmålet bliver afgørende at finde svar på, hvis vi fortsat skal løse en stribe udfordringer, som det offentlige ikke kan løfte. I Gentofte sidder kulturdirektør Lone Gladbo med en drøm om at gøre unge og ældre til mere aktive medborgere.
En torsdag formiddag summer det af liv i det store, hvide lokale på Gentofte Hovedbibliotek. Men det er ikke bare bogudlån, der trækker kunder til Henning Larsens legen med lyset blandt søjler og smukt svungne trapper. Biblioteket er et ambitiøst eksempel på et medborgerhus med plads til folk med noget på hjerte.
Aktiviteterne på stedet strækker sig fra en åben cafe, teater for børn, kultur for unge, koncerter og udstillinger for voksne og en pc-klub for ældre. Der er frivillige ildsjæle i de fleste projekter og fra sit kontor på 1. sal er kulturdirektør Lone Gladbo drivkraften bag den udvikling.
”Det afgørende i fremtiden bliver at appellere til borgerne om selv at finde på en løsning. Hvad kan vi bidrage med som medborgere for at få et bedre samfund?” siger Lone Gladbo, der fortæller, at Gentofte Kommune sidste år havde rigtige store problemer med 16 unge mænd, der kom ind og sidde for en stribe væbnede røverier mod andre unge.
Der skulle gøres noget radikalt for at stoppe fødekæden, og løsningen kom fra en flok brandmænd, der på eget initiativ tog fat i de unge røveres små brødre og tilbød dem at lære røgdykning, førstehjælp og brandslukning. Den indsats blev en stor succes, fordi tiden og krudtet nu blev brugt på et aktivt tilbud og ikke på at se op til kriminelle forbilleder.
”Det er et oplagt eksempel på medborgerskab. Og vi har kun fat i toppen af isbjerget,” lyder det fra kulturdirektøren, der sidste år også fik ansvaret for at styre og udvikle det frivillige arbejde i Gentofte Kommune.
Ondt i livet
Ni ud af ti unge går efter studenterhuen i Gentofte. De er ofte drevet af forældres ambitioner og frygt for at miste deres sociale position. De er vant til materiel overflod, men mange mangler helt grundlæggende nogen at tale med om deres ønsker og drømme.
Derfor drikker de 16-24 årige i Gentofte mere end i resten af hovedstaden og ryger mere hash end deres jævnaldrende, viser tal fra den nationale ”Sundhedsprofil 2010”. Men krisesituationer kan også udvikle sig til mere voldsomme reaktioner som at skære i sig selv og selvmordsforsøg blandt velfungerende piger.
”Mange unge her i 2900 Happiness er under et stort pres. De har ondt i livet, men har ingen steder at gå hen med deres problemer. Derfor starter vi til januar et samtaletilbud med frivillige voksne fra Røde Kors”, fortæller Lone Gladbo.
Hendes drøm er også at kunne starte en unge-til-unge rådgivning, hvor de ressourcestærke kan give deres konkrete erfaringer videre. Eller en forældre-til-forældre rådgivning, hvor man kan tale med hinanden om, hvordan man i hverdagen tackler sit teenagebarn.
Hun fortæller, at unge primært vælger frivilligt arbejde for at få noget ekstra på CV’et, eller de jagter en feelgood oplevelse som: Jeg har næsten reddet regnskoven. Men det kan også skyldes behov for et socialt netværk og frygt for eksklusion.
Lone Gladbo er dog tilbageholdende med at lægge for mange ting over på de unges skuldre. For hendes erfaring er, at det er meget skrøbeligt at fastholde balancen mellem deres eget liv og det ansvar, de påtager sig ved at lave frivilligt arbejde.
Grå guld på arbejde
Derfor ser hun flere muligheder i at involvere stærke ældre med tid og overskud i fremtidens frivillige arbejde. Viljen til at yde en indsats er stor hos det grå guld - især på det kulturelle område.
”Museer, biblioteker, teatre og andre kulturtilbud er kendetegnet ved at være trygge steder, der er præget af dannelse og læring. Og det tiltaler mange ældre mennesker. Her vil de gerne lægge en frivillig indsats, for arbejdet går ikke tæt på deres personlige grænser. Og det signalerer, at man er velorienteret og dannet, når man arrangerer udstillinger eller pc-cafeer. Det skal man ikke undervurdere” siger Lone Gladbo.
Men de ældre kan også løse sociale opgaver for daginstitutioner og plejehjem.
”Da jeg fik ansvaret for det frivillige arbejde sidste år, startede vi Biblioteksklubben. Nu har vi 1.100 mail-adresser, som vi kan trække på til mange forskellige ting. De følger børnehavebørn til teaterforestillinger, hvis pædagogerne er syge. De besøger beboere med alzheimers på plejehjem med demenskufferter, som indeholder fotos, sange og andet, der er gode til at kommunikere med. Klubben kan klare en lang række blødere omsorgsopgaver, som det offentlige ikke har ressourcer til at løfte,” siger Lone Gladbo.
Tal engelsk i dag
Kulturdirektøren er ikke bange for nytænkning, når det gælder om at udvikle det frivillige arbejde og løfte borgernes kompetencer.
”Vi skal kunne få kultur på recept ligesom det skete med motionen. F.eks. er det beviseligt sundt for demente at danse tango. Så lad os bare komme i gang,” siger Lone Gladbo, der nævner en stribe andre nyskabelser.
På skolerne kunne ældre fungere som skoletanter til at passe børnene i frikvartererne, når lærerne holder pause og derved sikre en bedre voksenkontakt. Forældre skal årligt forpligtes til at lægge 20 timers arbejde på deres børns skole, og på plejehjemmene er der et stort behov for at køre en daglig tur med de ældre.
”Og endelig kunne man forestille sig, at en kommune gerne ville løfte borgernes engelskkundskaber. Her kunne bibliotekerne beslutte, at personalet i bestemte tidsrum kun talte engelsk til kunderne. Det er en helt ny måde at se biblioteket som læringsrum. Og det kræver noget af brugeren.”
Hvorfor kaffe nu?
Lone Gladbo er helt bevidst om, at nye initiativer omkring frivilligt arbejde og involvering af brugerne skal handles af med de professionelle faggrupper på arbejdspladserne.
Derfor har hun brugt rigtig meget tid på at mødes med fællestillidsmænd for at få medarbejderne til at lukke de frivillige ind på det professionelle område. Der er naturligt nok en angst for, at de frivillige vil være en gratis arbejdskraft, der skubber de ansatte ud over tid.
”Men jeg deler ikke den frygt. For de frivillige skal jo IKKE ind og løse de fagprofessionelles opgaver. De er et tilbud om at stå for det, som det offentlige ikke har råd og ressourcer til at klare,” siger Lone Gladbo.
Hun mener tværtimod, at de frivillige kan skærpe de enkelte faggruppers profession ved at foreslå andre måder at gøre tingene på og stille spørgsmål ved fastlåste rutiner som at servere kaffen på faste tidspunkter og ikke når beboeren har behov for det.
”Den gevinst synes jeg, der er ved at være en forståelse for på mange arbejdspladser,” lyder det optimistisk fra Lone Gladbo, der heller ikke er bange for at drage en afsluttende konklusion:
”Der er masser af ressourcer derude, hvis vi bare tør bruge dem.”
